lørdag den 8. august 2015

Just keep it

Så zappede man lige over på DK4 og havnede i "reklameinfo" ...

Desværre er det ikke helt den version man finder her, for i DK4-versionen blev ordene banket ud med pink og violet WordArt-agtig grafik:

Første ramme: KEEP IT

Anden ramme: STUPID

Tredje ramme: SIMPLE

Men det er dog stadig det fortælleren siger ved 6:35 i denne godt 12 minutter lange og historisk causerende reklamevideo for Bioforces (Alfred Vogels) produkter fundet på YouTube – altså ”Keep it stupid simple” – som forklaring af KISS-princippet.

Hvad den kære fortæller så mener at ”keep it stupid simple” skal betyde, må stå hen i det uvisse. Måske noget i retning af ”stupidly simple”.

Læren er at det er dumt at gribe ud efter fremmeord, citater eller smarte udtryk når man ikke har fuldstændig tjek på dem – og det må jo så gælde hele redaktionen bag videoen. Spil på din egen bane og i din egen stil, kammerat, det gør du faktisk godt.

KISS-princippets ”KISS” står for ”keep it simple, stupid”. Og her måtte en del forfattere til hits på nettet meget gerne lære lidt om tiltalekommaer, men det er en anden sag.

Hvis fortælleren selv havde benyttet KISS-princippet, havde han simpelthen undladt at referere til det. Det er aldeles unødvendigt og tilfører intet til det han vil forklare (nemlig at Vogel fokuserede på tre områder – ”fordøjelse”, ”mental balance / søvn” og ”immunforsvar”). Simplicitet er ikke nogen logisk eller givende metafor for fokus eller udvælgelse, så det eneste fortælleren opnår ved at række ud efter KISS for at iklæde sig smartere gevandter, er at han – sprogligt – kommer til at stå som kejseren uden klæder. Selvsagt stupid, stupid.