onsdag den 28. maj 2014

Alt eller intet?

Mens jeg sidder og læser denne tekst på forsiden af Groupcares websted, er der noget som går op for mig:

Selv blandt højtuddannede, måske endda mennesker der decideret arbejder med tekst, er der en voksende tendens til at tro at ”al” ikke er et eksisterende ord. Jeg har set det mere og mere i løbet af det seneste års tid, både i de tekster jeg i egenskab af korrekturlæser retter, og i de tekster jeg ser som almindelig læser.

Det er tydeligt at ovenstående tekst – som må være Groupcares primære stykke tekst udadtil på dansk – har været igennem omhyggelig bearbejdning og en (ud fra egen selvforståelse) seriøs korrekturlæsning. Alligevel taler teksten om at ”samle alt ekstern kommunikation”. Men kommunikation er fælleskøn; ”ekstern” har jo heller ikke fået noget t på. Ganske vist er formen ”en kommunikation” lidet meningsfuld og derfor sjældent brugt, men det er ”kommunikationen” ikke, så hvordan kan der overhovedet opstå tvivl?

For at være helt klar: ”al” eller ”alt” følger kønnet – sværere er det ikke. Og hvis man ikke gider ”alt besværet”, er det ”al besværet” man skriver, fordi man mht. sådanne uafgrænsede og begrebslige mængder i intetkøn også kan sige fx ”den besvær” (”al den besvær”) og ikke mindst ”megen besvær”. Man behøver ikke engang at være jyde for at gøre dette! Så hvis der er en universalbøjning, hedder den ”al”, ikke ”alt”.

Måske udgør ”alt kommunikation” og tilsvarende tilfælde en form for hyperkorrektioner, netop fordi man – i hvert fald mundtligt – altid har tilladt det modsatte (altså ”al”). Når vi taler om ”arbejde”, som er et intetkønsord, hedder det normalt ”alt arbejdet”, men det har aldrig været forbudt eller været betragtet som ringere sprog (i hvert fald mundtligt) at sige ”al arbejdet”, og går man rundt og siger det, skal man (måske) lige huske at putte et t på når man skriver.

Er det mon derfor folk pludselig tror de altid skal putte t på? Jeg ved det ikke. Men underligt er det godt nok. Og tilmed ukorrekt. Det hedder ikke ”alt kommunikationen”. Det hedder ikke ”alt den jammer i partiet Venstre”. Og det hedder ikke ”alt den kærlighed du kan få”. Det hedder al, al og al.

Hvis ”al” ikke bruges ved fælleskøn, risikerer vi at ende i samme situation som med ”meget”. Her er det i dag suspekt, vist endda betragtet som formelt ukorrekt, at bruge ”megen” ved fælleskøn, fx ”megen vrede” eller … nå, ja, ”megen glæde”. Det er en skam. Og det ville være endnu en skam at ende dér med ”al”.

Så husk det nu: Det er ikke ”alt” eller intet; vi har faktisk også ”al”.

Eller med en lettere omskrivning af Paul Simons hit fra 1986: You can call it ”al”.

torsdag den 22. maj 2014

Tipsbladet søger dygtig redaktionssekretær

Det bliver hårde odds for det danske fodboldlandshold på grønsværen i aften. Her stiller Danmark nemlig ifølge Tipsbladet op med kun én spiller over for Ungarns formentlig 11 mand.

Men hårde odds er ikke ensbetydende med at en sejr er uden for rækkevidde, for som bekendt er bolden rund og alt kan ske. Smutter bolden fra ungarerne og ud over sidelinjen eller baglinjen flere gange end Ungarn scorer, og formår vores mand samtidig at omsætte samtlige målspark, frispark og indkast i målgivende situationer, er sejren så godt som hjemme.

Det kræver naturligvis held. Men heldet følger den dygtige og målrettede, og vores mand er dygtig og målrettet. Tilmed er han så sammenspillet med sig selv at der næppe vil opstå interne misforståelser på det danske mandskab i denne koncentrerede 1-0-0-opstilling. Ja, også den ringe risiko for at undervurdere modstanderen tæller til Danmarks fordel – tværtimod kan vi med 1 mod 11 være stensikre på at Ungarn vil undervurdere os og henfalde til lal og hybris.

Og netop manglende koncentration hos modstanderen er nøglen til succes når vores mand kanonerer bolden ind i Ungarns straffesparksfelt fra dødboldsituationer på egen banehalvdel. Såvel indkast som indirekte frispark vil ikke kunne omsættes i mål medmindre bolden strejfer en modstander på sin vej mod netmaskerne, men det vil ske, og heri ligger den danske genistreg. For det sandsynlige scenarie er naturligvis at flere af modspillerne af kedsomhed og vildrede samler sig, og netop gør dette i eget straffesparksfelt i solidaritet med målmanden.

Sådan vil vores mand i marken redde Danmarks ære.

Nå, ja. I den rette sammenhæng kan man imidlertid se at det kun er underrubrikken der hævder dette absurde scenarie.

Så måske skal Tipsbladet bare søge en redaktionssekretær med omløb i bolden?

mandag den 5. maj 2014

Liderjournalisten, del 2

Og det som jeg i går blev mindet om da jeg med afsæt i Se og Hør skrev om ynkelige journalistiske arbejdspladser, var denne 3 måneder gamle ”artikel” fra netop Se og Hør. Jeg bringer den her med understregning af de passager som indfrier artiklens vinkel:

Man kunne også sige at jeg har understreget de sexistiske passager eller slet og ret de liderlige passager, afhængigt af hvilken kontekst man ser teksten i.

Som tekstgenre ligner teksten til forveksling de tekster man ledsagede fotoserier af nøgenmodeller med i de nu hensygnede pornoblade. Man kan i indledningen udskifte med en hvilken som helst mandsdomineret studieretning eller arbejdsplads der måtte være mere realistisk for en 24-årig nøgenmodel, og så rammer teksten genren rent. I et pornoblad ville tekstens formål være dels at forankre modellen i den (måske) virkelige verden (fx studerer psykologi i Montreal og drømmer om at rejse i Europa) for at skabe et referencepunkt for læserens virkelighed og fantasier, dels at normalisere (og derved tilskynde) læserens seksuelle lyst ved at bruge et sprog der netop bryder den grænse.

Teksten hører til i et pornoblad. Kun dér – omhandlende en model der lever af at udstille sin krop på seksuel vis – ville den være at betragte som respektfuld over for sit emne. På skribent Elise Rasmussens vegne må man ærgre sig over at der ikke længere er gode stillinger at søge i danske pornoblade, og at hun må udfolde sine talenter i Se og Hør, for når det er en ny minister man skriver om på denne måde, forvandles den liderlige vinkel i kraft af sin abnorme malplacering til en uhørt sexistisk vinkel.

Jeg vil ikke lægge adjektiver til Elise Rasmussens egen figur, for jeg har den holdning at man aldrig offentligt skal udbrede sig om i hvilken grad man finder andre mennesker seksuelt attraktive, medmindre det er både positivt og i rette sammenhæng. Men du kan jo selv – bare oppe i hovedet – give dig i kast med genren. Lad mig præsentere det storsmilende hunkønsvæsen Elise Rasmussen:

søndag den 4. maj 2014

Liderjournalisten, del 1


Filmselskabets alibi for at lege med og kontrastere sig til den dårlige smag er Se og Hørs omfattende tv-program, der så i øvrigt ligger direkte op ad ugens glatragede selvbrunersylfide. Men hvor længe giver det mening for Filmselskabet?

Mens historien om Se og Hør i disse dage går en forargelsens sejrsgang hen over de danske medier, skal vi måske lige spørge os selv hvori den egentlige årsag til Se og Hørs bevidste brug af kriminelt indhentede oplysninger om de kendte ligger: Den sikrer et antal ”journalistiske” arbejdspladser i en konkurrence om lider og løgn som er så hård fra webmedierne at Se og Hør næppe ville kunne overleve uden et hemmeligt forspring.

Man behøver næppe at have skrevet ph.d. om Niklas Luhmann for at indse at ethvert (socialt) ”system” – i dette tilfælde Se og Hør som arbejdsplads – primært søger at sikre sin egen fortsættelse, og at enhver opfattet nødvendighed herfor accepteres i den interne kultur. Kerneforretningen er publicering af lummerhed og komplet ligegyldig sladder, uanset om denne er retvisende, fordrejet eller helt uden hold i virkeligheden, så for den enkelte medarbejder er der ikke for alvor nogen moralsk katarsis at hente ved at undsige brugen af mere og mindre ulovlige kilder som ingen udenfor ved noget om. Tværtimod betyder oplysningerne fra ulovlige kilder at man kan fylde spalterne med mindre fantasi og mere fakta. Så hvis man meningsfuldt skulle undsige noget, kunne man – set indefra – dermed lige så godt gøre op med tanken om Se og Hør som sådan og nedlægge sin arbejdsplads.

Derfor er det også naivt at forvente at Se og Hør-redaktionen skulle rette sig efter at en chef højere oppe i Aller-koncernen beder redaktionen droppe tys-tys-kilden og andre velfungerende ulovligheder. Det svarer til at skulle tage kvælertag på sig selv fordi en anden pludselig finder det moralsk tilrådeligt.


5. november 2007: Ken B. Rasmussen fra Se og Hør udsætter en uforberedt Naser Khader for en salve af anklager om fusk og sort arbejde i privaten, og dagen er til fulde reddet da Khader beder sig citeret ”Rend og hop” (fra Christoffer Guldbrandsens ”Dagbog fra midten”, 2009).

2. maj 2014: Ken B. Rasmussen har været ude på en længere rejse end de fleste tilbagelægger på 6½ år, og han har forberedt sprængstof nok til formentlig at jævne Se og Hør med jorden (fra Deadline, fredag den 2. maj).

Se og Hør vil som system betragtet bare sikre egen overlevelse ved at sikre sig sin del af sladderkagen – en kage som ene og alene eksisterer fordi et utal af danskere åbenbart finder fascination og underholdning i at læse endimensionelle, ubrugelige og mere eller mindre løgnagtige beretninger fra de kendtes frontlinje, alt sammen krydret med billeder hvis højeste stræben synes at være mest mulig hud, men i uæstetisk fremstilling.

Lad mig skære det helt ud i pap: Det starter og slutter alt sammen med om der er læsere til lortet. Derfor ligger det primære ansvar reelt hos den læser der i kraft af sit medievalg og sine klik støtter medier som Se og Hør, og næppe hos det syge monster der naturligvis ikke er i stand til at kværke sig selv – eller for den sags skyld hos de journalister inde i monstret som ikke har faglige kvaliteter til at finde en bedre arbejdsplads eller bare tilstrækkeligt menneskeligt format til at skride.

Det minder mig om et indlæg jeg gjorde forberedelse til for 3 måneder siden, men aldrig fik skrevet. Det kommer i morgen – i del 2.

PS: Nå ja. Lige nu synes nedenstående overskrift godt at kunne undvære kolonet, og sådan er der så meget. Men nissehuen kan den tidligere Se og Hør-mand vist godt beholde på en rum tid endnu.

Sproglig bonusinfo: Henrik Qvortrup er årsagen til at jeg indimellem ynder at bruge udtrykket ”al den stund at …”.