søndag den 29. september 2013

Måske skulle de hellere hækle

Dansk Kommunikationsforening opfatter på redaktionelt plan korrekt og kompetent dansk som en meget lille og også lidt ligegyldig by i Rusland (se note). Det ved jeg fordi jeg flere gange tidligere, venligt og forsigtigt, har gjort dem opmærksom på deres problemer, men uden nævneværdigt resultat. Derfor kom overskriften i denne kursusreklame-mail heller ikke som den store overraskelse.

Kom nu HR … i sovsen?

Nej, der mangler nu nok bare et tiltalekomma foran HR. Men hvad kan man også forlange af sproglige ignoranter? Som sagt er dette ingen overraskelse.

Det er kursusopslagets anden overskrift sådan set heller ikke:

Medmindre man kan gemme ordfragmenteringen bag det figenblad at en særlig afdeling hedder ”DKF Kursus” (udtalt med dobbelt hovedtryk, ligesom ”DR Kultur” og lignende), er det jo bare jernhamrende dumt ikke bare at skrive DKF-kursus, for et DKF-kursus er vel for pokker hvad der er tale om. Men en overraskelse fra DKF’s side er det sproglige dilettanteri ingenlunde, og derfor skriver jeg sådan set heller ikke dette indlæg til ære for et ikke-udfyldt sprogansvar, eller for at fremprovokere en opvågnen, for det må siges at være opgivet.

Næ, det er noget helt andet dette indlæg handler om. Af uransagelige årsager tilbyder Gmail at oversætte DKF’s volapyk-mail til norsk. Det er ikke noget jeg egentlig havde lagt mærke til, men ved en fejl kom jeg ikke desto mindre til at trykke på oversæt, og se så hvad der sker fra ”før” til ”efter”:

Før jeg trykker på oversæt:

Efter jeg trykker på oversæt:

Der skal selvfølgelig være tiltalekomma i både dansk og norsk, men det tankevækkende her er jo at google-maskinens indblanding resulterer i et bedre sprog end det Dansk Kommunikationsforening er i stand til at levere – endda i et henseende der snarere end simpel leksikalsk viden angår sprogligt flow. Det burde favorisere selv den middelmådige sprogbruger over maskinen, og derfor er det da nok også en tilfældighed at maskinen her har valgt rigtigt med kommaet (sandsynligvis ud fra et statistisk syn på forekomsten af ordet ”nu” foran et substantiv, tænker jeg uden at vide en disse om det). Men sjovt er det at Dansk Kommunikationsforening er ringere til åbenlyst nødvendig tegnsætning end en maskine der i øvrigt mener at ”DKF hækle” er et godt bud på oversættelse af ”DKF Kursus”.

-
Note: Byer i Rusland – et DKF-mindmap:

lørdag den 21. september 2013

Nynne Bjerre skaber usikkerhed om DUC’s langsigtede aftaler med staten

I torsdagens Deadline sagde værten Nynne Bjerre disse ord om (det såkaldte og ikke med min gode vilje bizart stavede) Dansk Undergrunds Consortium (DUC):

”De blev også givet en garanti mod at de ikke ville få skattestigninger i hele 30 år.”

Ja. Hvis man tolker det som en fortalelse, må det være givet at Nynne Bjerre inderst inde forventer eller har en viden om at statens langvarige aftale med DUC vil blive brudt. For det hun siger, er jo at de er garanteret mod noget, nemlig ikke at opleve skattestigninger.

At være ”garanteret mod noget” betyder at man er beskyttet mod det og afskærmet fra det, og ”mod” fungerer således i denne sammenhæng som en negation. Sætter man det sammen med endnu en negation, som det sker med ”ikke ville få skattestigninger”, bekræfter de to negationer ikke hinanden som det kan ske på amerikansk. Nej, de indgår på dansk i et sprogligt regnestykke der svarer til ”minus gange minus giver plus”. Derfor siger Nynne Bjerre de facto at DUC med garanti, ifølge aftalen, vil opleve skattestigninger – selv om hun formentlig mener det modsatte.

Gad vide om Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har afsat så megen dobbeltnegationssmitte i Deadline-studiet at nu også Nynne Bjerre er blevet syg. Jeg har tidligere dokumenteret hvordan Poul Madsen konsekvent siger det modsatte af hvad han (formentlig) mener, fordi han dobbeltnegerer – klik på billederne hvis du vil læse de respektive indlæg:

Som det tydeligt fremgår, er der tale om en dybt alvorlig sygdom. Hvis den udvikler sig, kan den æde al logik op indefra hos den ramte og bevirke at vedkommende formidler på en måde som efterlader beskueren eller læseren i vildrede, i første omgang om indholdet og siden om genren. Her er der jo ikke noget til hinder for at man sammenblander Deadline med de satireprogrammer der ofte sendes lige før eller efter. For måske påstår Nynne Bjerre vitterlig, som en slags Monty Python-absurd satire, at DUC’s aftale med staten i sig selv rummer en indbygget garanti for ikke at blive holdt, og måske ved Poul Madsen at Stephen Kinnock faktisk er bøsse (hvorfor det ville være absurd at dementere det), såvel som Madsen måske også mener at det er chefredaktørens eget lod at udføre politiarbejde (hvorfor han er i sin gode ret til at frabede sig indvendinger om at han ikke må).

Vi kan let komme ind i en noget indviklet post-satirisk metaabsurd diskurs med fakultativ ironisk skrue – dvs. en debatform hvor man ikke skal tage så nøje hvad der faktisk bliver sagt, men derimod uddrage meningen ud fra tonefald og kontekst, faktisk lidt som hvis man taler med aber eller andre væsener der ikke kan bruge sproget – hvis altså man vil undgå at gå fejl af de ”kloge” hoveder der ikke har styr på antallet af minusfortegn i deres sproglige ligninger. Som dokumenteret her var det netop hvad både Dansk Industris og Dansk Erhvervs talsmænd var venlige at gøre da Deadline-vært Jesper Larsen to gange i samme udsendelse demonstrerede at han ikke kender betydningen af forfordele. Problemet er i mine øjne bare at vi mister sproget og muligheden for at tale begavet og nuanceret med hinanden hvis vi skal til at uddrage pointer alene ved at orientere os i hvordan tonefald og kontekst forholder sig til temaet. En sådan patosbaseret fuldemandssnak har, som det er de fleste bekendt, begrænsede muligheder for præcisering og abstraktion – endsige forankring, for mente negationsrundtossen nu også dette eller i virkeligheden det stik modsatte? Hvad var tonefaldet? Hvad var grunden?

Ikke mere om negationsrundtosser nu. Pointen er landet, og indlægget er sådan set færdigt.

Men som en note til debatten – ja, den store, brede samfundsdebat – vil jeg i øvrigt tilføje at skatteminister Holger K. Nielsen agerer som den politikertype jeg andetsteds i det halvoffentlige rum har efterlyst. (Jeg har fx kaldt Helle Thorning-Schmidt robotagtig og retorisk unuanceret og beskrevet dette som uværdigt og uacceptabelt for den offentlige samtale, så jeg skylder vel at pege på det positive eksempel når det er der.)

Det kan godt være at Holger K. mumler lige så meget som Nynne Bjerre, og at hans kropssprog og mimik for en overfladisk betragtning virker defensivt, men i mine øjne fremstår han her i dette interview som den første og eneste minister i den nuværende regering der 100 procent leverer den vare jeg ønsker mig af vores ledende politikere:

1) Han er nuanceret og varieret i formuleringer og tonefald. Og dette tyder på at han taler ud fra en kerne af viden og politisk holdning, og ikke ud fra en remse som en spindoktor har terpet med ham. Ingen anden minister i regeringen (og få i oppositionen) kommer i nærheden af det niveau for naturlighed som Holger K. viser i netop dette interview. Og når Holger K. tør det, tør han også at være tilbagelænet og til stede i nuet – han hører i detaljer hvad Nynne Bjerre siger mens han selv taler, hvilket kun lader sig gøre fordi han hverken lytter til sin egen tale eller skal nå noget. Han tror på sig selv, han har styr på sin politik, og han tager tingene helt som de kommer – men er også ferm til at sy sine sætninger sammen ved bare at fortsætte sin pointe når han er blevet afbrudt.

2) Han tør at give modargumentet ret i det omfang han er enig, og han tør at se sagen fra modstanderens side. Eksempelvis siger han i interviewet at han godt kan forstå at Bayerngas protesterer mod højere skat – for det ville han også gøre hvis han var dem. En så vidtstrakt anerkendelse af modargumentet har jeg ikke hørt meget længe, men Holger K. kan gøre det fordi han er sikker i sit ”men” – nemlig 1) at man ikke, hvis man som politiker vil ændre noget som helst her i verden, kan skattelovgive efter specifikke virksomheder i en specifik situation, og 2) at han ikke synes det er skat med tilbagevirkende kraft, selv om skattestigningen fra 1. januar 2014 påvirker udbyttet af den relativt favorable kontrakt Bayerngas har indgået og foreløbig har nydt ekstra godt af. Disse synspunkter kan man være uenig i, men de fremstår som velovervejede politiske beslutninger fordi Holger K. netop anerkender modsynspunktets relative vægt.

3) Han taler politik – i stedet for at ansvarsfraskrive sig beslutningerne som ”nødvendige”. Ja, han tillader sig sågar et klædeligt strejf af arrogance, forstået på den måde at der kan være nok så mange vellydende argumenter og nok så mange fine klagesange når lobbykoret stemmer i, men der er også beslutninger. Han tillader sig endda at bruge ordet ”synes” – han ”synes” ikke det er skat med tilbagevirkende kraft. Hvornår har vi sidst hørt en politiker turde bruge ordet ”synes”? Han tillader sig også flere gange at sige ”det ved jeg ikke” til ting som det heller ikke er hans opgave at vide eller prioritere. Hvornår har vi sidst hørt en politiker hvile så meget i sig selv? Denne åbenhed giver ham politisk styrke og ægte statsmandsværdighed, og den skaber tillid, faktisk uanset om man er enig eller ej.

4) Han taler ikke ned. Ingen steder i dette interview mener jeg at huske noget postkort adresseret kakkelbordsdanskeren. Han siger at det nye skatteregime er mere intelligent og godt for Danmark, og det er det tætteste vi kommer på ”hvad er der i det for mine vælgere”. Han svarer Nynne Bjerre med sagligt forsvarende og forklarende sigte, intet andet. Han er minister, ikke valgklovn eller lefler.

Jeg siger ikke at Holger K. altid lever op til dette, og jeg siger heller ikke at hans facon slår lige så godt igennem i 8-sekundersindslag som når han har over 10 minutters samtale til sin rådighed. Men jeg siger: Her er eksemplet. Her er det jeg savner fra politikerne. Her er vejen væk fra politikerlede og hen til en saglig debat. Her kan man mærke nuancerne, sprækkerne og omtanken, og man forstår derfor meget mere om den bevidsthed og samvittighed der ligger bag politikken. Om dette lykketræf skyldes at Holger K.’s nye spindoktor ikke er fundet, eller er fundet men ikke har fået fodfæste endnu, ved jeg ikke. Men uanset hvad der ligger bag, har det været bedste praksis, og den bør i så fald udbredes.

Derfor ville jeg også ønske at jeg vidste hvordan man optager et tv-indslag på nettet, så jeg kunne gemme det som strålende eksempel. Vil en højere læreanstalt gøre det for mig? Nu må jeg nøjes med at lave et link der holder de næste 27 dage, og herefter er der bare at sige at Deadline den 19. september 2013 fra minuttal 19 for en efterhånden sjælden gangs skyld havde besøg af en minister som skulle forsvare sig, men som løftede debatten op over paradehøjde ved at være naturligt til stede, ærlig og sagligt optaget.

søndag den 8. september 2013

7-9-13

I går gik medierne – med selveste DR2 i spidsen – bersærk i at interviewe nygifte, besøge numerologer og grave i hvorfor vi i Norden banker tre gange under bordet eller siger ”syv, ni, tretten” for at afværge nemesis og anden præmatur undergang. Ja, de brugte datoen som en anledning til at tale om overtro.

Og det lykkedes dem faktisk at lave en temaaften godt over sædvanlig lav standard. Men anledningen? Lad mig sige det som det er: Jeg forstår ikke hvorfor denne dag skulle være så meget som bare sprogligt magisk, for i min bevidsthed hedder dagen ikke 7.9.13, men 7.9.2013. Og svanen med det store æg efter sig kan man da ikke bare smide væk for at få det til at passe. 20 er da en ufravigelig del af datoens identitet. Min puls stiger simpelthen mindre over denne datos egenskaber end den stiger over de støvfnug der ligger på mit tastatur.

Men jeg vil da godt skrive lidt om emnet alligevel, og min vinkel vil være fonetisk; det kommer jeg tilbage til.

Så vidt jeg ved, ved man ikke andet om denne remses valg af de tre tal – 7, 9 og 13 – at disse tal i øvrigt er symbolladede:

7 er et fantastisk primtal som er godt egnet til lister, bl.a. fordi 7 ting er omkring grænsen for hvad man kan huske på en gang. Men mere væsentligt for 7-tallets åndelige styrke er vel sagtens at det træder ud af biologien, trigonometrien og fysikken – både1, 2, 3, 4, 5 og 6 er typiske antal for kropsdele, og det er alle tal som er vigtige som fællesnævnere i matematik og geometri og dermed nemme at arbejde med i arkitektoniske strukturer, hvorimod 7 er sært og besværligt; det er betydeligt lettere præcist at tegne en fem- eller sekstakket stjerne end en syvtakket, og vi har ikke syv fingre. Til gengæld har vi syv chakraer (det øverste og syvende er på grænsen til at svæve over hovedet og er slet ikke i kroppen), og vi kan være i syv sind og komme i den syvende himmel. Syv er et suverænt tal som står uden for den jordisk-biologiske logik, og derfor får lister med syv punkter også en ekstra åndelig og eviggyldig symbolværdi.

9 er i sin grundlæggende egenskab et rigt tal. Det er det højeste tal som sådan, og det er 3x3, altså magi i anden. Derfor udråber vi også et nifoldigt hurra for særligt vigtige personer. 9 betyder således rigdom og magt, og så gør det jo heller ikke noget skidt for symbolværdien at kvindemennesket er svanger i ni måneder, eller at vi har ni planeter i vores solsystem. Kattens jordiske uovervindelighed (læs: suveræn selvstændighed og overlevelsesevne) symboliseres med myten om at den har ni liv.

13 er også et primtal, men vi – eller de der lider af triskaidekafobi (tre-over-ti-fobi) – opfatter dets energi som uheldig. Det er ikke mange højhuse der har en 13. etage, og det er ikke mange der tør at invitere 13 til middag. Det hele kommer sig vist af noget kalendermatematik fra oldtidens Irak, men generelt er 13 nok blevet opfattet som én for meget i mange sammenhænge fordi netop 12 er så godt og brugbart et antal. Omvendt har 13 i mange år været indiskutabelt positivt ved karaktergivning, men triskaidekafobikere har formentlig kunnet undskylde sig med at 13-skalaen ikke rummede 13 men 10 tal – i øvrigt med hver sin unikke tværsum, hvilket min matematiklærer indirekte gjorde mig opmærksom på dengang han kom ud fra eksamenslokalet og sagde at jeg havde fået tværsum 2. Siden skulle det overgå mig at få tværsum 4 i mundtligt dansk om en novelle af Leif Panduro, på HTX, men det er naturligvis sagen helt uvedkommende. Det fik jeg ikke nogen triskaidekafobisk angst af, snarere var jeg i den syvende himmel. Men på triskaidekafobikernes vegne melder spørgsmålet sig: Har de nogensinde tippet en 13’er? Og hvad ville de føle hvis de fik 13 rigtige? Hvad gør de med det 13. album med deres yndlingskunster? Og hvad med albummer med 13 sange eller bøger med 13 kapitler? Black Sabbaths comebackalbum, ”13”, har på alle måder været en succes, men er det farligt for en triskadekafobiker? To ting må man dog give triskaidekafobikerne: Costa Concordia, krydstogtskibet der er dobbelt så stort som Titanic, stødte på grund og kæntrede en fredag den 13. (13. januar 2012), og Shu-bi-dua skulle aldrig have været kommet tilbage på den 13’er for da og siden at devaluere sig selv på den måde.

Der er med andre ord ingen særlig forklaring på syv, ni, tretten andet end at det er en vældig symbolladet samling af tal. Og derfor mener jeg det er berettiget at se på det fra en sproglig og fonetisk synsvinkel – et argument som kun forstærkes når man tænker på at talemåden kun er udbredt i Norden. For måske er det de tre tals lydlige egenskaber der gør at udtrykket ikke vil dø.

For det første skal jeg måske lige forklare at jeg har en generel teori om fonetisk darwinisme i sproget. Nok er forholdet mellem lyd og mening i princippet og primært arbitrært (det er lydmæssigt tilfældigt at en hest hedder en hest), men når ordene ikke er etymologisk bundede, begynder lyd efter min mening at spille en afgørende sekundær rolle. Når vi for eksempel har synonymer, vil det ord der ”lyder mest som det det betyder”, have en konkurrencefordel. Denne fonetiske magt slår også igennem når vi har halvlydord som eksempelvis rive, ridse, skrabe, osv. hvor det er tydeligt at ”R”, altså det ru R, betyder ”friktion”, mens fx ”SL” i slibe er en kombination af S’ milde friktion og L’s glid. Ligeledes vil den fonetiske darwinisme (som vi husker er sekundær i forhold til arbitraritetsprincippet) trække F i retning af betydningen overflade, M i retning af samling, K i retning af indgriben, mørke vokaler (o, u, å) i retning af hulrum og lyse vokaler (især i, y) modsat.

Omvendt har disse præferencer mellem lyd og betydning også betydning for hvad vi nu engang lægger i eksisterende ord. Når en dunk hedder en dunk, tænker vi på dens hulhed, men hvis den fx hed en ”fink”, ville vi i højere grad tænke på dens overflade. Sådan har jeg det i hvert fald, og sådan siger min teori.

Selv om nok ikke alle har synæstetisk fornemmelse til at følge mig her, er det næppe et idiosynkratisk kodesystem i min frie fantasi. Tværtimod har det direkte forbindelse til hvilken form vi fysisk danner med munden når vi siger diverse ting. Alt det må jeg skrive mere om en anden gang; her og nu drejer det sig om syv, ni, tretten.

Og her er den fonetiske betydning lige omvendt af den mytologiske. Gå væk fra computeren og ud foran spejlet i badeværelset, og prøv så at sige ”syv … ni … tretten” mens du nøje studerer din mund. Gør det! Teksten her løber ingen steder; jeg venter på dig.

… (se selv – jeg venter) …

Okay? Du vil have set at din mund på y-lyden er rund og skudt frem, og hvis du ikke udtaler ”syv” med et gammeldags korrekt v med fortænderne mod underlæben, men i stedet snarere ender på ”u”, ja, så spidser munden blot endnu mere end på y’et idet du siger ”y-u”. Med ”ni” sker der noget helt andet: Munden bliver bred – en let åbnet streg. Og så kommer ”tretten”: Halløj, hvor kajen bare åbner sig hvis du artikulerer tydeligt – kæben trækker underlæben ned, stregen åbner sig dybt som på en anden dukke. Du kan se med det blotte øje at de tre ord har helt forskellige lydlige kvaliteter.

Lad os en kort stund se på vokalkvaliteter. Eftersom det er ret frit om man vil grine ”hi”, ”hæ”, ”ho”, ”ha” (altså lyden [hα]) eller hvad som helst andet, eller stønne ”ih”, ”æh”, ”oh” eller ”ah”, er det i min optik en god måde at udlæse diverse vokallydes default-betydning på når vi taler om hvilken følelse vi associerer dem med.

At sige ”[hy]” eller ”[yh]” er der ingen der gør, men hvis nogen gjorde, ville vi tænke at de havde åndeligt muskelsvind eller var pling-dingeling ligesom Tommy Kenters figur fru Christoff. Putter vi u-lyden på, idet vi antager at de fleste ender dér når de siger ”syv”, er udtrykket mere genkendeligt – fx er ”[hyu]” det øv man udtrykker ved en virkelig vammel stank. (Den øverste vokalrække er de lukkede vokaler, [i]-[y]-[u], og starter man ikke i [y], men tager hele rejsen fra [i] til [u] (og springer [y] over), lyder det som det ad-bad-føj-ad-øv som amerikanerne staver ”ew”.) Lyden [y] er en af de mest anstrengende vokaler at forme, og den form man laver med munden og tungen ved især [y], men også [u], går primært ud på at skyde noget fra sig.

At sige ”[hi]” er noget vi gør når vores udbrud skal fungere som godmodigt smådrilleri, og at sige ”[ih]” er noget vi gør når noget smådriller, eller når vi er positivt overraskede og lader det efterfølge af andre (og mere positive) vokalvarianter. Det sygelige og bizarre ved [y] og det ubehagelige ved [y-u] går væk når vi kommer til i-lyd. Men også fokuseringen forsvinder, altså det fikserede og besatte. Munden bliver bred, så vi føler os ikke udsatte og skyder ikke noget væk. Til gengæld er den brede åbning på den anden led kun smal, så vi er heller ikke ligefrem åbne endsige ædende.

At sige ”[hα]” er at gå all in, og uanset om det er negativt eller positivt, er det i hvert fald åbenhjertigt – og dermed i sidste ende altid positivt. Og at sige ”[αh]” er at tage alt ind, uanset om det er negativt (ofte stavet ”arrrh”) eller positivt. Mundens form ved α-lyden (som også umisforståeligt kan staves ”ar”) er jo den mest åbne af dem alle – det er tilfældigt at Kim Larsen hedder Larsen, men det passer godt, og det er ikke fonetisk tilfældigt at man ynder at kalde ham gavflab. Lyden [α] betyder altså magt, mod og/eller velvære – i hvert fald når vi ytrer den frivilligt, fx som modtager af oralsex (det ømme ”ah…h”) eller som den angribende part i et ridderslag (det rasende ”arrrrrrrr”), eller for den sags skyld som den der anholder en overtrædelse uden selv at være det mindste følelsesmæssigt i klemme (det negerende ”ar!”, eller lidt mere nedladende: ”narh”).

Den kvikke læser har for længst regnet ud hvor jeg vil hen med dette.

Når vi siger ”syv, ni, tretten” eller ”y(u)-i-α”, illuderer vores mund at vi mestrer vores frygt, eller at vi retter det forkvaklede. Vi trækker det syge, fremmedgørende eller ubehagelige ud af ”y(u)” når munden bliver bred i et ”i”, og vi tager den totale magt over situationen når vi åbner ladeporten fra ”i” til ”α”. Dette er absolut ikke grunden til at udtrykket er opstået (og i øvrigt udtalte man med garanti også ”tretten” meget anderledes tidligere), men dette lydlige, ubevidste, parallelle betydningsunivers er efter min mening en ubevidst medvirkende grund til at vi i dag fortsat godt kan lide at bruge remsen. Man kan ikke sige at den ligger godt i munden, men man kan sige at det er tilfredsstillende at tvinge modstanderen, Nemesis, ned med et ”y(u)-i-ααα!” i en ubevidst lydlig karatekamp uden overhovedet at hæve stemmen og dermed gøre opmærksom på sin frygt – ja, faktisk uden selv at være klar over det.