I en scene i Iron Sky, som jeg netop har set i biografen, er tyske Renate og amerikanske James lige ved at blive blæst ud i rummet. I sit forsøg på at flygte fra Det Fjerde Riges månebase kommer James nemlig til at åbne en sluse til det ydre rum hvorved trykforskellen blæser ham og Renate ud mod sluseporten. Det er kun med det yderste af fingrene at han får fast greb om et håndtag uden på afsatsen og få øjeblikke efter også om Renate der ellers ville være blæst forbi ham og ud i ingenting.
Truslen om at lukkes ud i ingenting, synes at være klassisk for genren rumfilm. Og selv i Iron Skys parodi – hvor jeg var sikker på at James og Renate på en eller anden måde ville klare det (og hvor det jo er en bygning på månens overflade) – gav det et lille sus, ikke i maven, men i sindet. Det er jo et eksistentielt helvede at ende sine dage som "lost in space". Renate og James ville ganske vist kvæles af iltmangel hurtigere end de ville kunne nå at tænke over dette, alt imens de ville falde til overfladen; men i andre rumsagaer hvor vi typisk er helt ude i rummet, vil der med iltbeholder på ryggen og jævn fart væk fra rumskibet eller rumstationen være rigelig tid til at tænke i detaljer på alt det man har mistet – og det er alt – mens man drejer om sig selv.
På et rumskib ligner sluserne heller ikke godsterminaler, og sluseåbningerne ikke porte. Det har mere karakter af runde skakter, rørledninger, med dæksler. Ja, man kan i visse tilfælde tale om at man sluses ind og ud gennem brønde, horisontale forstås, ligesom i en ubåd.
Det er derfor jeg finder nedenstående slåfejl fra Jobindex nærmest uhyggelige:
At brønde ud kunne jo være en ekstrem udgave af at brænde ud. Det kunne betyde at man mistede kontakten med alting og ikke ville kunne vende tilbage. En slags sindssyge- eller zombietilstand herfra og til døden. Uha!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar