torsdag den 31. maj 2012

Børneopbevaringspuf

Til den troløse babysitter, den trætte familiefar og den travle singlemor har vi omsider den perfekte løsning: Børneopbevaringspuffen.

Om du er træt, travl, traurig, trynet, tromlet eller blot trængende, giver vores børneopbevaringspuf dig alle de timers voksenvenlig fred og ro du har brug for. Børn af alle størrelser kan puttes i puffen, da de praktisk talt forsvinder i samme øjeblik. Det er ren magi.

Rif, raf, ruf – pist væk i en puf!

Relateret info:

Singlemødre er i høj kurs. Men hvad gør man med ungen? Nik og Jay spørger på deres nye single om de skal puffe den, altså ungen, for dig (så du kan poppe den for dem). Opfinderen af puffen, Harry Puffer, var træt af ikke at kunne få et kvindfolk på date fordi hun altid skulle passe sin skide unge. Senere gjorde den ivrigt scorende amerikanske rapper Sean John Combs børneopbevaringspuffen populær, og vi lærte ham at kende som Puff Daddy.

mandag den 28. maj 2012

Tegnsætningsmæssigt temmelig trist tirsdag

Tirsdag den 22. maj 2012 læste jeg i alt fem tilfældige nyhedsartikler på nettet. Jeg læste ikke artiklerne med sprogrøgterkritiske briller på overhovedet; faktisk bare som en helt almindelig læser der imødekommende og ukritisk forsøger at uddrage den intenderede mening med det skrevne. Men to gange blev jeg helt afsporet i dette forehavende, og når man er gået i stå, må man jo finde ud af hvad der er galt.

Ved nærmere analyse viste det sig i begge tilfælde at have at gøre med den samme type temmelig betydningsafgørende tegnsætningsfejl. Og minsandten om ikke fejlen optrådte en tredje gang i mit ganske lille læsepensum denne tegnsætningsmæssigt temmelig triste tirsdag. Men tilbage til begyndelsen:

Det hele begyndte med dette tegnsætningsmæssige fejlhelvede fra dr.dk. Der er én graverende fejl – den type som denne artikel handler om – og så er der yderligere fire mindre fejl. Prøv at læse dette lille tekststykke som en helt almindelig læser, og se om du også studser over et eller andet i indholdet:

Tekst: Skal hvaler og delfiner have deres egne rettigheder? Det mener Lori Marino, der er lektor i neurovidenskab og adfærdsbiologi på Emory University og proffesor i filosofi, Thomas White, fra Center for Ethics and Business ved Loyola Marymount University. De står sammen bag en deklaration der giver delfiner og hvaler de rettigheder, de mener de fortjener.
(dr.dk: På barrikaderne for flipper, 22. maj 2012)

Ja, jeg studsede ved sætningen ”De står sammen …”, altså ved at der var to aktører. Jeg havde troet at der var tale om én som angiveligt er lektor i neurovidenskab og adfærdsbiologi på Emory University og professor i filosofi. Der mangler nemlig det slutkomma som skal afslutte ledsætningen ”der er lektor i neurovidenskab og adfærdsbiologi på Emory University”, og som dermed angiver at ”og professor i filosofi” ikke er med i den henførende ledsætning som relaterer sig til Lori Marino. Ganske vist blev appositionen ”Thomas White” i min umiddelbare læsning en smule nonsens-agtig, men ikke desto mindre blev min dominerende læsning at der var tale om én person. Min læsning var altså afsporet, og under alle omstændigheder var den afsporet før Thomas White blev nævnt.

De øvrige fire fejl handler dels om at der ikke skal være appositionskommaer omkring ”Thomas White”, og om at der mangler yderligere to fjollede startkommaer når nu man har valgt at sætte grammatisk komma. Den sidste sætning skal simpelthen hedde ”De står sammen bag en deklaration, der giver delfiner og hvaler de rettigheder, de mener, de fortjener”. I nyt komma havde her absolut ingen kommaer været.

Nå, men lad os gå videre til næste afsporing som finder sted i sidste halvdel af det følgende tekststykke, som også er den halvdel der er gengivet nedenunder:

Tekst: Som i den skramlede Tom Waits-klassiker ”Bad as Me”, hvor Jones prøver at ramme Waits' skæve galskab, men ender i en lettere påtaget latter eller Leonard Cohens ”Tower of Song”, hvor det eneste sammenlignelige mellem de to er de grå lokker på hovedet.
(Berlingske.dk: Trussetyv i tomgang, 22. maj 2012)

Her forstår man at Tom Jones’ version af ”Bad as Me” ender i en lettere påtaget latter eller i Leonard Cohens ”Tower of Song”. Meget mystisk formulering. Men det skyldes igen fraværet af et slutkomma som skulle have afsluttet ledsætningen ”hvor Jones prøver at ramme Waits' skæve galskab, men ender i en lettere påtaget latter”.

Og lad os så se på det tredje tragikomiske tilfælde:

Tekst: »Jeg kommer cyklende på den modsatte side af Frederiksberg Centret og hører hvinende bremser og ser en bil køre over i modsatte vejside og ind i den café, der ligger lige ved siden af centret med et ordentligt brag«, siger et øjenvidne til ekstrabladet.dk.
(Politiken.dk: Bil torpederer café på Frederiksberg, 22. maj 2012)

Her er tale om en cafe der ligger ved Frederiksberg Centret med et ordentligt brag. Prøv selv at placere det manglende slutkomma.

Jeg tror kun det er i Danmark at man serverer så absurd og mislykket tegnsætning for sin læser. Og grunden til at jeg tror det, er at jeg ved at det tåbelige grammatiske komma i sin praksis fjerner opmærksomheden fra det væsentlige – ja, fjerner opmærksomheden fra sine egne væsentlige kommaer til sine uvæsentlige kommaer. Det sker på grund af en kryds og bolle-tankegang som tilsiger at der for hvert par af grundled og gøre-ord skal være et komma og ellers ikke. Tankegangen er forkert – også i forhold til at sætte fyldestgørende grammatisk komma – men det er den tankegang mange bliver lullet ind i, og som ikke har ret meget med indholdet af teksten at gøre. Og hos mange journalister har det tydeligvis udviklet sig til et spørgsmål om blot at signalere faldende sætningsstruktur med kommaer foran ”der”, ”at”, ”hvis” osv. – kommaer som man slet ikke ville sætte i et fornuftigt kommasystem – mens meningen med overhovedet at lave tegnsætning, nemlig at angive for læseren hvordan indholdet er struktureret, henligger i tåge.

Dertil kan man sige at det også handler om at læse igennem hvad man selv skriver. Eftersom slutkommaer ikke inddeler tekst i pointer og fokusskift (altså ikke er knyttet til pauseringer), men blot viser enden på sideveje inden for en pointe, kan man sagtens komme til at glemme dem mens man skriver. Man ved jo hvad man mener. Mens man skriver ved man godt at man skelner mellem to af Tom Jones’ nylige sange med hver sin tilknyttede hvor-ledsætning, og man ved godt at cafeen ikke ligger med et brag, men at bilen kørte ind i den med et brag. Men for læseren er det altså rart at få anvist denne viden, så man i første hug kan strukturere ordene og genskabe den intenderede mening mens man læser. Derfor er slutkommaer ret væsentlige, og de er forholdsvis nemme at sætte hvis man lige gider læse sin egen tekst igennem i egenskab af modtager.

Derudover kan man sige at hvis man er fjollet nok til at sætte alle de åndssvage startkommaer (hvilket man jo er når man bekender sig til grammatisk komma), så må man da som minimum være bevidst om at der starter en ledsætning som også skal afsluttes med et komma hvis den ikke slutter i punktummet.

søndag den 6. maj 2012

Lad være med at brønde ud

I en scene i Iron Sky, som jeg netop har set i biografen, er tyske Renate og amerikanske James lige ved at blive blæst ud i rummet. I sit forsøg på at flygte fra Det Fjerde Riges månebase kommer James nemlig til at åbne en sluse til det ydre rum hvorved trykforskellen blæser ham og Renate ud mod sluseporten. Det er kun med det yderste af fingrene at han får fast greb om et håndtag uden på afsatsen og få øjeblikke efter også om Renate der ellers ville være blæst forbi ham og ud i ingenting.

Truslen om at lukkes ud i ingenting, synes at være klassisk for genren rumfilm. Og selv i Iron Skys parodi – hvor jeg var sikker på at James og Renate på en eller anden måde ville klare det (og hvor det jo er en bygning på månens overflade) – gav det et lille sus, ikke i maven, men i sindet. Det er jo et eksistentielt helvede at ende sine dage som "lost in space". Renate og James ville ganske vist kvæles af iltmangel hurtigere end de ville kunne nå at tænke over dette, alt imens de ville falde til overfladen; men i andre rumsagaer hvor vi typisk er helt ude i rummet, vil der med iltbeholder på ryggen og jævn fart væk fra rumskibet eller rumstationen være rigelig tid til at tænke i detaljer på alt det man har mistet – og det er alt – mens man drejer om sig selv.

På et rumskib ligner sluserne heller ikke godsterminaler, og sluseåbningerne ikke porte. Det har mere karakter af runde skakter, rørledninger, med dæksler. Ja, man kan i visse tilfælde tale om at man sluses ind og ud gennem brønde, horisontale forstås, ligesom i en ubåd.

Det er derfor jeg finder nedenstående slåfejl fra Jobindex nærmest uhyggelige:

At brønde ud kunne jo være en ekstrem udgave af at brænde ud. Det kunne betyde at man mistede kontakten med alting og ikke ville kunne vende tilbage. En slags sindssyge- eller zombietilstand herfra og til døden. Uha!