onsdag den 26. december 2012

Depri-dansk

>>
»Det er ofte uforstående, hvorfor en direktør, der afskediges, får et gyldent håndtryk« (JP 18/5). Javist, men for mig er det uforståeligt, at en journalist kan skrive sådan.
<<

>>
Under Navne stod der forleden: »Selv om NN ikke voksede op i et akademisk hjem, blev han familiens første student«. Tænk lige over logikken i det udsagn!
<<

>>
Om den nu så berømte Ejerslykkeskole i Odense skrev JP 25/10: »(…) skolen bliver mere og mere slidt af mangel på respekt og anarki«. Og jeg, som troede, at det netop var anarki, der var problemet.
<<

Uddragene er fra en kronik i Jyllands-Posten af Bent Hvorslev. Kronikken er udstyret med den rædsomme titel >>”Vort Modersmaal er dejligt”… << (ja, de indre gåseøjne og tøveprikkerne hører med), men den kan på det varmeste anbefales hvis man gerne vil uddybe sin depression over kvaliteten af dansk sprogbrug anno 2012. Som mine tre yndlingsuddrag viser, er kronikken righoldig på gruopvækkende og gode eksempler, og Bents meget direkte tone ligner til forveksling min egen.

Jeg kender intet til Bent Hvorslev (endnu), og når man ikke gør det, bør man nok – sagt med et glimt i øjet til Bent selv – lige råbe vagt i gevær over for hans tilsyneladende mediebrug: JP og EB, ikke mindst kombineret med hans albuestød i siden på Socialdemokraterne og artiklens nærmest biedermeierske kliche-anslag. Men det er nok både virkningsfuldt og berettiget i netop JP, og det ændrer ikke ved at han hvad det sproglige angår, har ret (lige med undtagelse af en fejlagtig påstand om manglende komma mellem to tæt knyttede ledsætninger, og det forbehold er jeg jo altså nødt til at tage når nu jeg i øvrigt anbefaler artiklen).

Læs den her.

torsdag den 13. december 2012

Vokalrandomiseret ortografi

Jyllands-Posten har tålsyneledende apfundet en spindende løg – en løg man kunne kilde før ”vokalrandomiseret ortografi”. Tænkegyngen senes kært søgt at gø ud pø at vokylerne adbattes efter et tulfaldaghidsprincop – og hårvåd lider man kreatuvateten blimstre.

Æ fyrste ømgang forsagte JP sig mad donna nåe tylgang i bælledtaksterne tal irteklen ”Glemt kapitel i dansk krigshistorie åbnet” frø dan 11. doc.:

1: Den britiske hår

2: Stadig butter

3: Kapital af dansk krigshistorie

Trads dø spindende kønnotytioner sem disse ymbåtninger skiber, mæ dyt deg ondskarpes at dat nippe køn anbeføles at banutte sug af vokylrindæmosiret ærtegrafi, æl dyn stand at dyt ar hulvædes svart at luse. Vo kun so lyt ånde i en tømmelig itjukket satyateun hver væres øget sprog mø pikke summen æg lægges vok i stavede flettekusser færdi det er ufyrsteeligt.

NB: Dan dug a dug kan dat dug konstuteres at JP hor rillet ikspærimentit talbyge, åg yt taksterne ny pisser neget bådru mod nærmål skrævemåde.

tirsdag den 4. december 2012

Falsk skattefar spiller julemand

Bedrag via e-mail synes efterhånden at være en sag alene mellem skriftlige analfabeter. Fup- og fidusmagerne er ikke i stand til at formulere sig bare nogenlunde ordentligt, og det siger derfor sig selv at én af de absolut vigtigste forudsætninger for at hoppe på limpinden er at man ikke har forstand på korrekt dansk.

Jeg modtog i går nedenstående mail – tilsyneladende fra SKAT. Min Gmail havde stor respekt for mailen som blev opgraderet til ”vigtig”. Og det er da også vigtigt når SKAT siger at man skal have 21.840 kr. tilbage; men efter at have læst mailen nærmere turde jeg absolut ikke klikke på det link som den opfordrede mig til at klikke på, og i øvrigt har jeg så tilstrækkeligt styr på hvad jeg skylder SKAT, og hvad SKAT måske skylder mig, at små 22 kilo tilbage i sækken ville være en decideret overraskelse.

Desuden bør det helt overordnet nævnes at når SKAT henvender sig, så er det med besked om at der er kommet en mail inde i ens skattemappe eller lignende, altså inde i det sikre system som netop ikke kan tilgås af tilfældige snydepelse. SKAT kommunikerer aldrig det egentlige indhold i en mail.

Snart vil jeg underkaste mailen en nærmere analyse. Men før jeg opmåler og nummererer den som var den et gerningssted, kan du jo selv lige se hvor mange mistænksomhedsvækkende elementer (herunder sproglige) du kan finde:


Det skal understreges at når jeg i det følgende analyserer mailen, så er det ud fra sund fornuft og en hukommelse om hvad det virkelige SKAT ville gøre, ikke ud fra en grundig research af præcis hvad de gør. Pointen er jo netop at man ud fra sit almindelige beredskab bør blive loren ved henvendelsen.

Lad os se nærmere på brevhovedet:

1: Det er som regel kun i international kontekst – eller i tekster formuleret af tåber – at man bruger forkortelsen DKK. Hvis modtageren skal have tillid til at SKAT taler om gode danske kroner, skal der bare stå ”kr.” fordi dette er umarkeret. At skrive DKK markerer at man sammenligner forskellige valutaer i et internationalt lingo – altså at man kigger udefra og ind på Danmark. Det gør SKAT ikke, men det gør ophavsmanden til denne mail muligvis.

2: ”skjulte modtagere” betyder mange modtagere, og det er en rigtig dårlig ting i en mail der påstår at man er berettiget til 21.840 kr. grundet individuelle forhold. Behøver jeg at forklare yderligere?

PS: Jeg har ikke understreget og fejlnummereret det efter min mening manglende punktum efter tusinde i beløbet (altså 21.840,00), for det er ikke retskrivningsmæssigt påkrævet, men jeg mener dog at SKAT også ville sætte punktummet. Desuden mener jeg ikke at SKAT overhovedet gider regne i øre, så ”,00” er også urealistisk.

Vi går videre til indledningen:

3: Det indledende tekststykke hænger tydeligvis ikke sammen. Hvis den tilsyneladende ledsætning ”som vi har besluttet …” laves om til en helsætningsstamme: ”har vi besluttet …”, giver sætningen mening. Det lyder måske let lige at lave et ledsætningsanslag om til en helsætningsstamme ved at fjerne ”som” og rokere på ”vi” og ”har”. Men en sådan altomvæltende reparation er på ingen måde en detalje; det er snarere et bjerg forfatteren ikke kan bestige. Og så imbecile er de altså ikke hos SKAT.

4: At tale om min ”finanspolitiske aktivitet” er ikke SKAT-sprog. Det er dunkelt. SKAT formulerer sig altid konkret.

5: At beslutte noget beror på vurdering. SKAT foretager nok indimellem vurderinger, men ikke på grundlag af diffuse helheder. Vi har altså en i skærpet grad mistænkelig sprogbrug i forlængelse af elastiksproget konstateret i punkt 4.

Lad os fortsætte:

6: Punktum foran ledsætninger som henfører til det forudgående, er en skriveteknisk uskik, og det er det fordi læseren vil tro at der kommer en ny helhed indledt med en ledsætning. Ved korrektur veksler jeg altid disse illegitime helsætningsstop til tankestreg (eller komma hvis det store stop var meningsløst). Men SKAT laver ikke den slags hovedløse ledsætninger.

7: Automatiseret stort bogstav efter et punktum i en forkortelse. Så kikset er SKAT altså ikke.

8: ”for indsendelse af ugyldige poster” er grammatisk sort snak – man bliver ikke forsinket ”for” noget, men derimod ”på grund” af noget. Dertil er det indholdsmæssigt en omgang tågesnak, oven i købet med et truende ordvalg (”ugyldige poster”) som er ret kikset for en afsender som senere vil have én til at klikke på noget.

9: Verbet ”anvende” korresponderer ikke grammatisk med verbalsubstantivet ”indsendelse”, hvilket konstruktionen tilsiger at det skal gøre.

10: Nok er Dorthe et sandsynligt navn hvis man er ansat i SKAT, men det er sjuskedorte ikke, og trods store problemer med tegnsætning i dette land kan alle finde ud af at sætte punktum ved et afsnits slutning.

11: Påstanden er typisk for bedrag via mail, nemlig at man skal foretage sig noget for at få sine egne ting. Men for SKAT er det helt udelukket. Hvis SKAT selv mener at man skal have penge tilbage, får man ganske enkelt bare pengene på check eller konto.

12: ”kan” er en ubevidst selvafsløring. Hvis man ”kan” noget, er det et tilbud, og SKAT ville aldrig fremsætte det som et tilbud. Man tilbyder ikke 21.840 kr. til en som de facto har dem til gode. Hvis modtageren var nødt til at foretage sig noget for at få sine penge, ville SKAT slet og ret skrive ”skal”.

13: Et eu-domæne er virkelig mistænkeligt. Vi er ikke medlem af Den Europæiske Bankunion endnu, og mon ikke SKAT har sikret sig et dk-domæne? Jo, det har de!

Her har jeg så til gengæld ikke markeret det efter min mening manglende punktum, for i tekstlinkenes indkøringsfase har mange valgt ikke at forvirre med punktummer som nogle kunne tro var en del af linket, og den praksis kan det være sandsynligt at SKAT følger.

14: ”en tilbagebetaling af skat anmodning” er en monstrøs og abnorm engelsk ordstilling uden den i så fald nødvendige bindestreg foran ”anmodning”. Hvis vi forholder os til det rent sproglige, havde enhver autoritativ dansk afsender skrevet dette med dansk ordstilling: en anmodning om tilbagebetaling af skat.

15: Hvis verbet skal passe som en parallel til ”Indsend” – og det skal det – så skal det ikke være ”give”, men ”giv”.

16: Opdagede man ikke selvafsløringen forklaret i punkt 12, så gør man det her. At bruge sine interne termer og kategorier eller, som her, tale om sine egne arbejdsbetingelser (muligheder) i en service-mail er orgacentri. Men det er mere end blot orgacentri, for selv orgacentrisk kommunikerende virksomheder ville aldrig bruge ordet ”mulighed” om egne konkrete forhold. Orgacentri – det at kommunikere ud fra egne interne kategorier i stedet for modtagerens – er en udbredt sygdom hos mange virksomheder, men SKAT har om nogen lagt sig i selen for modtagerorienteret kommunikation og er sandsynligvis den mindst orgacentrisk kommunikerende virksomhed i Danmark i dag. Det er i hvert fald min oplevelse.

17: ”mulighed for 5-7 dage” er jo simpelthen bare noget sprogvrøvl.

18: Og ”for” skulle have været ”til”.

19: ”Skat Refund”? Næppe – og forhåbentlig aldrig – vil man anglificere statslige institutioners navne.

20: Monstrøs ordfragmentering idet Refund-afdelingen (som ville være korrekt ortografi) ikke blot er splittet med mellemrum, men også med linjeskift.

Tilbage står at Bob Parsons nok hverken er skattefar eller julemanden. Men mailen er trods alle disse 20 nummererede advarselslamper temmelig farlig.

Den er selvfølgelig ikke farlig for denne blogs læsere, men for sprogligt, videnmæssigt og kulturelt svagt funderede skattebetalende borgere er den farlig: Kan man ikke stave, skimmer man mailen eller godtager man måske at også SKAT har droppet korrekturen, så vil man ikke tillægge disse sprogforbistringer stor vægt – bl.a. fordi flere af dem er meget typiske for afsendere i andre brancher. Dertil kan det ægte SKAT-logo dupere dem der ikke ved hvor let det er at kopiere et billede. Og selv jeg kan duperes af at man formår at få mailen til at bære den tilsyneladende afsenderadresse skat@skat.dk, som det ses her i det dialogvindue der fremkommer når man trykker på modtagere, for jeg vidste ikke at dette er teknisk muligt når man ikke selv har skat.dk-domænet; men det er det åbenbart:

Jeg gør SKAT bekendt med dette indlæg, der så samtidig kan betragtes som en offentlig anmeldelse og advarsel.

mandag den 26. november 2012

Skuffende måtte


Har hun skuffende måtte?

Fra artiklen Brasilien fyrer landstræner, Sporten.dk (egentlig Tipsbladet), 23. nov. 2012:

Sker det en sjælden gang at jeg kommer forbi side 9 i Ekstra Bladet, oplever jeg næsten hver gang hvad jeg vil kalde skuffende måtte. Men kan man virkelig også tale om at et land har skuffende måtte?

Muligvis hentydes der med ”Brasilien” til begrebet brasiliansk som i den sammenhæng handler om at man begrænser eller helt fjerner kønsbehåringen ved hjælp af en voksbehandling. Såvel udgave 2 som udgave 3 i nedenstående tegning illustrerer angiveligvis, ifølge intens google-research, klassiske resultater af det der forstås ved brasiliansk voksbehandling (på forhånd troede jeg faktisk kun at det kunne være 2’eren):

Og skuffende måtte er så i min terminologi 3’eren, altså den nemme, muligvis praktiske, men visuelt lidet tilfredsstillende udgave – og mon ikke en connaisseur (eller skal vi sige cunnusseur) som Helmut Newton vil give mig helt ret deri? Skuffende måtte er ingen måtte.

Der er selvfølgelig også den mulighed at skribenten på Tipsbladet slet ikke har tænkt i disse baner, men simpelthen ikke kan finde ud af at bruge et helt basalt element i sit eget skriftsprog, nemlig en korrekt bøjning af mådesudsagnsord i før nutid. Men det er da næsten for utroligt, er det ikke?

Næ, det er i hvert fald ikke ualmindeligt.

Måtte-spørgsmålet synes ikke kun relevant for side 9 og diverse seksuelt orienterede livsstilsartikler. Tilsyneladende interesserer de store dagblade sig ofte – og temmelig abrupt – for hvorvidt de personer de skriver om, enten ”har måtte” eller ”havde måtte”, medmindre det da er fordi der skulle have stået ”har måttet” og ”havde måttet”. Søger man på fejlen i Infomedia, optræder den i dag sådan cirka 10 gange om måneden i et af de otte dagblade Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad eller Politiken. Eksempelvis har vi fra midten af september 2012 til midten af november 2012, altså på præcis 2 måneder, disse 20 hits på ”har måtte” i Infomedia i de otte nævnte aviser. (Jeg putter med vilje listen ind som billeder for ikke at fodre Google – og i sidste ende måske Dansk Sprognævn – med indtrykket af at dette skal være normalt):


De 10 fejl per måned er kun ved at søge på ”har måtte” når de to ord står ved siden af hinanden. Som det indledende eksempel viser – ”… har Brasilien skuffende måtte …” – er der i helsætninger rig mulighed for at putte alskens nominaler og adverbialer ind mellem ”har” og ”måtte”, hvorfor hyppigheden naturligvis ville vise sig at være noget større hvis det var muligt at fremsøge fejlen i de mere udfyldte helsætninger også. En sådan søgning hvor ”har” og ”måtte” står uafhængigt af hinanden, giver imidlertid alt for mange irrelevante hits (med ”måtte” i datid i ét afsnit og ”har” i nutid i et andet). Men et meget groft slag på tasken vil være at man i avisjournalistikkens skrivestil lidt oftere end hver anden gang vil putte et eller flere andre ord ind mellem ”har” og ”måtte/måttet” (fx ”I dag har politiet måttet …”, ”Politiet har ifølge vores efterretninger måttet …”), omvendt er dette ikke muligt i ledsætninger, og 7 af ovenstående 20 tilfælde er ledsætninger. Så et bud på det reelle antal forekomster af måtte-fejlen vil være knap det dobbelte af det antal man kan søge sig til. Altså groft estimeret 20 tilfælde om måneden i de pågældende 8 avismedier.

Men – og her kommer en venligt stemt bemærkning og en god nyhed: 10 tilfælde af fejlen om måneden i disse medier skal vi lige nu være glade for. Kigger man ti år tilbage, hvor fejlen efter alt at dømme toppede, er 10 tilfælde af fejlen om måneden kun halvdelen af hvad det var omkring 2002. Ved at søge specifikt på fejlen fra 1. januar til 31. december i de individuelle 12 år (året 2012 er ekstrapoleret til årsperioden 25.11.2011-24.11.2012) har jeg kunnet konstatere følgende:


Hits på ”har måtte” og ”havde måtte” om året.

Ja, helt korrekt. Man kan se en tydeligt nedadgående tendens over de sidste 10-12 år. Hverken at avisernes længde skulle være barberet ned til halvdelen, eller at brugen af før nutid og før datid skulle være det, er gangbare optimisme-dræbende forklaringer. For søger man på den korrekte bøjning ”har måttet”, får man i årene 2001, 2006 og 2011 henholdsvis 2.286, 2.022 og 1.960 hits. Den korrekte brug er altså kun faldet med omtrent en tiendedel, alt imens den forkerte brug er faldet med omtrent halvdelen. Det er overraskende for mig at det hele ikke bare bliver værre og værre i aviserne, men det er svært at finde en forklaring som i tilstrækkeligt omfang skulle kunne punktere denne gode statistiske nyhed. Måske har vi sprogrøgtere alligevel en effekt? 30. september 2008 behandlede jeg ganske kort emnet i en sprogklumme i Journalisten – og se lige hvad der sker med kurven fra 2008 til 2009! Æren for at sænkningen af de mange måtte-fejl fastholdes og uddybes de følgende år op til nu, kan dog umuligt tilfalde en lille prut af en sprogklumme. Jeg har vel officielt været sprogrøgter siden 2008-2009, men det har andre også, og måske har vores mere pågående kritik af journalisters basale sprogkompetencer (og stigende bevidstgørelse om Dansk Sprognævns selvvalgte rolle udelukkende som ekkokammer for både udvikling og afvikling) muligvis påvirket journalistbranchen til at stramme sig lidt an. Jeg siger ikke at det er det vigtigste for det danske sprog at vi beholder denne bøjning, men jeg siger at den faldende forekomst af fejlen alt andet lige må være indikator for større grammatisk bevidsthed.

Er det så godt nok at betydningen ”har måttet” ikke længere hver tiende gang, men kun lidt mere end hver tyvende gang repræsenteres af udtrykket ”har måtte” – først udsluppet af professionelle journalister og derpå undsluppet korrektur på de største dagblade? Nej, selvfølgelig er det ikke godt nok. Det er møghamrende elendigt, og tog man andre, mere regionale dagblade med, ville elendigheden uden tvivl være markant større. Men det ville dog være dumt ikke at glæde sig en smule over en god udvikling, altså i det omfang man kan tolke ”har måtte/måttet” som indikator for grammatisk bevidsthed blandt journalister. Og så ikke mere cunnuscauseri herfra.

torsdag den 15. november 2012

Varsel og virkning

Fra artiklen Uenighed om Brüggers fyreseddel, 12. nov. 2012, Berlingske.dk:

Nogle forveksler det floskuløse sprog med det muskuløse sprog, og derfor har den sløve skovl som har forfattet manchetten til denne artikel, følt sig kaldet til at genbruge en vending fra første linje af selve brødteksten, nemlig ”med øjeblikkelig varsel”. I virkeligheden kunne man bare i manchetten have skrevet ”… forlader radioen øjeblikkeligt”. Det havde været kort og neutralt, og man havde dermed undgået den floskel man åbenbart ikke kan håndtere, og som, selv hvis den var korrekt brugt i manchetten, ikke har godt af at blive brugt mere end én gang.

Når den er forkert brugt i manchetten, er det selvfølgelig fordi den her er plantet (plantet er et ret velvalgt udtryk al den stund at floskel kommer af flosculus der betyder lille blomst) i en anden sammenhæng, nemlig i den sammenhæng der vedrører den tilsagte, i stedet for, som i brødteksten, den tilsigende – for retoriknørder vil tale om rollerne agens (her Radio24syv der fyrer) og patiens (her Mads Brügger der fyres) måske snarere vække genklang. En arbejdsgiver kan fyre med øjeblikkelig varsel, men det giver ikke mening at sige at den fyrede har tænkt sig at forlade stedet med øjeblikkelig varsel, for det at varsle nogen kræver en vigtighed eller autoritet som man per definition ikke besidder i lige netop den situation. Den fyrede kan derimod forlade stedet ”med øjeblikkelig virkning” – som dermed i manchettens tilfælde ville have været den korrekte fangst ved fiskeri i floskelfyldt farvand.

Den pointe du skal fatte her, kære læser, er ikke den at Martin endnu en gang har fundet noget han kan kritisere, eller som du kan grine ad eller ryste på hovedet ad hvis du gider. Den blotte iagttagelse af fejl, sjove eller ej, er i øvrigt – i modsætning til hos visse andre aktører på den underholdende sprogrøgterscene – aldrig den eneste pointe i mine blogindlæg. Og hovedpointen i dette indlæg er den generelle sproglige pointe at man skal tænke over den egentlige betydning af de ord man bruger.

Begriber man ikke bogstaveligt en vending man har hørt andre bruge, skal man være tilbageholdende med at bruge den. Og selv hvis man får den brugt rigtigt, kan teksten ofte være bedre tjent uden den. Klicheer og floskler er faste vendinger som bruges for meget, hvilket viser sig ved at de bruges på ikke særligt rammende eller overskudsgivende måder. Omvendt kan en kliche forvandles til et rammende udtryk når den bruges præcist, og da som regel fordi dens egentlige betydning vækkes til live. At skrive godt er med andre ord ikke en sport i at bruge faste og floskuløse vendinger; det er derimod en sport i til enhver tid at bruge de mest rammende ord.

fredag den 9. november 2012

Næppe bidder af en bænk

Når man stiller quizspørgsmål, skulle man gerne fremstå som en autoritet – ellers har den potentielle quizdeltager ikke tillid til at spørgsmålet er relevant i forhold til den verden vi alle befinder os i, eller for den sags skyld tillid til at spørgsmålsstilleren har det korrekte svar.

Er afsenders etos således angrebet, lider også tilliden til at afsender overhovedet har reelle hensigter. Den læser som kan stave til bænkebider – eller blot tænke indenad: ”Bider må være det den gør; der er næppe tale om bidder af en bænk” – kunne derfor aldrig drømme om at klikke på reklamen, der således kun vil få klik fra analfabeter og frygtløse tåber.

Der er yderlige tre grunde til at miste tilliden: 1) Reklamen ryster frenetisk. 2) Den prøver at ligne en dialogboks i Google Chrome selv om man ser den i en anden browser. 3) Billedet af skovflåten konnoterer et blankt, koldt, pansret rumfartøj i en kommende fjendtlig magtovertagelse fra det ydre rum, og sammenholdt med de andre tillidsproblemer gør det kun ondt værre.

Hvad der er i den anden ende, ved jeg ikke. Jeg klikkede ikke.

torsdag den 25. oktober 2012

onsdag den 24. oktober 2012

I sin egenskab af aktiv helt

Sporten.dk fra artiklen TV 2 overvejer Rolf Sørensen, i dag, den 24. okt. 2012:

Ja, der er røre i cykelsporten, og således kan sporten.dk berette at TV 2 nu overvejer Rolf Sørensens videre deltagelse som kommentator i TV 2’s Tour de France-dækning. Det står ikke klart om overvejelsen skyldes den gode grund, at man er ked af potentielt at lægge mikrofon til endnu en floromvunden skuespiller der ikke bare indrømmer at han også tog doping, eller om det er for den dårlige grund, at man ikke kan stå ved at han var en rigtig professionel cykelrytter – en del af gamet på Rabobank – og dermed måske tog doping uanset om han indrømmer det eller ej.

Mere klart står det at journalisten i denne artikel har en lille tvetydighed. For hører ”helt” med til tidsadverbiet ”helt fra 1986 til 2002”, eller udfylder ”helt” den ellers tomme plads til et nominal efter ”aktiv” så der bliver tale om en ”aktiv helt”? Efter min vurdering dækker skribenten, Rasmus Staghøj, sig nok ind under det første, men har måske et ubevidst ønske om at udtrykke det sidste, altså slå fast at Rolf Sørensen var en helt, uanset hvad fremtiden vil vise om fortiden. Og det kan jeg kun støtte som en smuk cadeau fra en sportsjournalist til en af dem han lever af at skrive om.

Jeg vil gerne uddybe. Læsning 1, tidsadverbialet ”helt fra 1986 til 2002” er en journalistisk umotiveret og halvdårlig formulering: Dels er ”helt fra 1986 til 2002” bare er en halvdårlig formulering (uddyber man 1986 som en fjern fortid, eller applicerer man ”helt” på selve tidsrummet, og kan man overhovedet gøre dét rent sprogligt?), og dels er det hverken en god journalists eller en god forfatters opgave at værdilade et årstal eller et tidsrum – læseren bør blot få informationen tørt: ”fra 1986 til 2002” (og kan så selv tænke ”Nøj, det var en lang karriere” eller ”Nøj, det er længe siden nu”). Derfor er læsning 2, altså at Rolf Sørensen var en ”aktiv helt”, langtfra en søgt læsning rent sprogligt. Den politiske kontekst gør det dog ikke videre sandsynligt at sportsmedier lige for tiden officielt udråber cykelryttere som helte.

lørdag den 13. oktober 2012

Endnu en dag på kontoret

Hej Martin

Hvis jeg ellers husker rigtigt, er ordfragmenteringen i vedhæftede noget der virkelig kan bringe dit p.. i kog. Jeg faldt selvfølgelig for billedet af Jennifer ...

DBH
Jesper

_

Hej Jesper

Ja! Helt korrekt. Det er endda en dobbelt ordfragmentering, for der skal jo stå ”Jennifer Lopez-koncertbilletter”, men jeg tror mit p.. nøjes med at nå kogepunktet én enkelt gang. Det er trods alt blot endnu en dag på kontoret i et land der har sit eget sprog som tabu og derfor er befolket af skriftsproglige analfabeter på publicerende poster uden opsyn.

Eksemplet minder lidt om fødevareemballagens særegne ordfragmenteringssyntaks, altså at man finder det vigtigt at ”Jennifer Lopez”, ”koncert” og ”billetter” ses tydelige hver for sig, ligesom i ”chili chokolade” eller ”lamme koteletter” (hvormed menes hhv. chilichokolade og lammekoteletter).

Jyder vil nok hævde at der i ”Jennifer Lopez koncert billetter” kun er tale om én ordfragmentering fordi de elsker dobbelttryk især i længere sammenstillinger: Jennifer Lopez koncertbilletter. Og da trykreglen beklageligvis (og mærkeligvis) er den eneste Dansk Sprognævn bekender sig til, kan jyden altså tro at det ikke forholder sig spor anderledes med ”Jennifer Lopez koncertbilletter” end det gør med ”Toyota stationcar” (som er en af de her besynderlige undtagelser). Men jyderne bor jo også tættere på det engelske sproghelvede, og ordstillingen er simpelthen engelsk.

Vender man udsagnet til … hvad skal vi sige … ’kontinentaleuropæisk ordstilling’ (det der også kaldes opløst ordstilling), opnår man fint at ordene står tydeligt til afkodning hver for sig fordi de så ikke behøver være ét ord:
Vind billetter til koncert med Jennifer Lopez.

Eller blot halv-vendt/opløst form, som her vil være bedst:
Vind billetter til Jennifer Lopez-koncert.

Tilsvarende burde enhver emballagetekstforfatter kunne skrive fx ”koteletter af lammekød” og ”chokolade med chili” eller ”koteletter / lam” og ”chokolade / chili” hvis det var vigtigt at de to ting stod hver for sig, og hvis han mente at ”lammekoteletter” og ”chilichokolade” ville være for høj en lix til afkodning i købssituationen. Men ”lamme koteletter” og ”chili chokolade” er altså ingen acceptabel løsning.

PS: Det glæder mig, Jesper, at du har lært at bruge begrebet ordfragmentering og ligeså har lært at sætte korrekt nyt komma og lave mellemrum før tøveprikker. Så det er nu alligevel helt rart at få sådan en mail!

torsdag den 11. oktober 2012

Tid i elastikmål

Artiklen er lagt på den 10. oktober kl. 23.00, så vi antager her at de fleste vil læse den i dag, den 11. oktober.

Der er fire uger minus to dage til valget – eller 26 dage. David Trads skriver i artiklen ”knap fire uger”, hvilket er meget præcist og retvisende (både for den dag han skriver den, og for den dag de fleste læser den). Redaktionen skriver derimod ”næsten en måned” i manchetten. Det er bare mærkeligt. En måned varer cirka 30 dage – eller fire uger plus to dage – og dermed fire dage mere end der er. Og rent datomæssigt er der fem dages forskel på i dag den 11. og valget den 6., hvilket kun gør ”næsten en måned” til en endnu mere forceret formulering.

”Næsten en måned” fylder 15 anslag og er misvisende.

”Næsten fire uger” fylder 16 anslag og er retvisende.
”Knap fire uger” fylder 14 anslag og er retvisende.
”Godt tre uger” fylder 13 anslag og er retvisende.
”Tre og en halv uge” fylder 18 anslag og er retvisende.
”26 dage” fylder 7 anslag og er retvisende.

Nogle – heriblandt sandsynligvis en redaktør hos Berlingske – vil nok sige at dette er en helt urimeligt fluekneppende og bagatelorienteret analyse. Mit svar er at godt sprog, retvisende beskrivelse og sund sans for proportioner, figurer og metaforer er tre sider af samme sag, og at man i mangel på disse blot udviser en uendeligt lav IQ eller ditto interesse – eller sagt med andre ord: udviser det modsatte af hvad der giver begejstrede og tillidsfulde læsere.

søndag den 30. september 2012

Poul Madsen overtager politiets arbejde

Den 26. august i Deadline sagde Poul Madsen hele to gange i samme debat at han fandt det ”fuldstændig absurd at vi er nået dertil at landets statsminister skal ud og dementere at hendes mand ikke er bøsse”.

Der skulle gå forbløffende få dage – helt nøjagtig 30 – før min temmelig sporadisk aktive radar opsnappede Poul Madsen i endnu en dobbeltnegation der vender det han siger, til det modsatte af hvad han sandsynligvis mener. Den 25. september i Aftenshowet ville Poul Madsen nemlig meget nødigt have sig frabedt at lave politiets arbejde.

Det arbejde Poul Madsen ud fra det bogstavelige udsagn – men næppe ud fra konteksten – hjertens gerne vil gå i gang med at overtage fra politiet, er fordrivelsen af kvindehandel i det ganske danske land. Udsagnet udkom nemlig i en debat om hvilket ansvar Ekstra Bladet med sine prostitutionsannoncer (ifølge Madsen et katalog over prostitutionen i Danmark) har i forhold til kvindehandel. Louise Wolff var ordstyrer, og over for Ekstra Bladets chefredaktør stod den opløftende velartikulerede strandvejs-cand.jur. Birgitte Kofod Olsen, primært i sin egenskab af tidligere vicedirektør for Institut for Menneskerettigheder. Her kommer Poul Madsens absurde sprogbrug i en lidt større sammenhæng – vi bryder ind midt i Madsens egen lange replik:

[…] Og det er for os en given forudsætning at de her der indrykker annoncerne, gør det helt og fuldt lovligt. Og den måde jeg mener vi skal agere på på Ekstra Bladet, det er at vi skal lave journalistik på det her. Altså, der er ikke nogen som os der har været ude og afsløre prostitutionsmarkedet, rufferimarkedet, menneskehandel. Der er ikke nogen der har investeret så mange journalistiske kræfter i det. Men jeg vil gerne meget nødigt have mig frabedt at jeg skal til at lave politiets arbejde. Og det tror jeg heller ikke der er nogen i det her land der ønsker at Ekstra Bladet skal.

Ja, den sidste sætnings ”heller ikke … der skal” lykkes det så alligevel ikke Poul Madsen at fucke op, og derfor fremgår det ret klart af konteksten hvad Poul Madsen mener – nemlig det modsatte af hvad han siger.

Vi kommer alle til at lave fejl når vi taler – også fejl af denne kaliber – og derfor havde jeg heller aldrig set på det som andet end en tilfældighed hvis ikke det var for det i sig selv temmelig systematiske dementi-fuckup 30 dage tidligere. Men det der tegner sig nu, er uomtvisteligt et mønster af at Poul Madsen ikke kan forstå at man på dansk ikke kan dobbeltnegere uden at vende betydningen til det modsatte.

Ifølge Wikipedia har Poul Madsen en pærejysk opvækst. Det er derfor svært at finde nogen undskyldning for denne sproglige systemfejl, og skulle der være en sådan i omløb i Bovlund eller Esbjerg (fortæl mig gerne om det), så burde den jo være fjernet i gymnasiet, på Journalisthøjskolen, på TV 2 eller hos Ekstra Bladet hvor en vis Bent Falbert – også i Poul Madsens tid – har knurret mod sproglig fejlprogrammering i almindelighed. Så …

Måske er der en bevidst hensigt. Hvad er det Poul Madsen kan opnå ved at søsætte disse sproglige fuckups? Jo, han kan sige hvad han vil, når han udtaler sig såvel i medierne som i retten, og vide at han altid kan hævde at han mente det modsatte – blandt andet ved hjælp af denne blogs dokumentationen af en sådan sproglig systemfejl. Spørgsmålet er så om den forklaring holder i retten, eller om ikke chefredaktøren skulle se at få styr på sproget.

tirsdag den 18. september 2012

Strammet med for lav IQ


Berlingske 17. september 2012: Vi stemmer og glemmer.

Se lige igen på denne manchet/underrubrik:

Kun hver femte af de fynboer, der stemte Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ind på Christiansborg ved sidste valg, kan komme i tanke om, at de stemte på hende.

Det første der slog mig da jeg så den, var at udsagnet kræver en dokumentation som er nærmest umulig at skaffe, medmindre man tænkte på dette allerede ved valget og lavede en exit-poll med det formål at lave en undersøgelse. Ellers kan man da ikke vide specifikt hvilke vælgere der stemte på Pernille Rosenkrantz-Theil, og det må være en klar forudsætning for at udtale sig om hvorvidt de har glemt det.

Men der har vist ikke været en så eksakt undersøgelse. Og det viser sig da også at underrubrikken er en sørgeligt uintelligent stramning af en generel vinkel om at vælgerne glemmer hvem de stemmer på. Der er tale om en simpel undersøgelse af hvor mange af kandidaterne opstillet ved folketingsvalget i 2011 folk kan nævne i dag:

Ja. Herefter fortsætter artiklen helt traditionelt med en ekspertudtalelse, og da vi nærmer os slutningen, skal underrubrikkens indledende sensation forklares. Der står:

Et eksempel er Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der blev den store fynske stemmesluger ved valget. Kun 18 procent af fynboerne kommer i tanke om hendes navn, når de skal nævne fynskvalgte politikere.

18 procent er ganske rigtigt en, endda venlig, femtedel af 100 og dermed hver femte fynbo som underrubrikken taler om. Men der viser sig jo absolut ingen dækning for underrubrikkens påstand om at hver femte af ”de fynboer, der stemte Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ind på Christiansborg ved sidste valg,” ikke kan huske ”at de stemte på hende”. Det er en forfejlet brug af metonymi (dvs. at vise helheden ud fra en sigende del) – eller ”at gøre det konkret”, som journalistikken ville sige. Og det er komplet uintelligent, for det er selvindlysende at der netop blandt hendes personlige vælgere må være flere end gennemsnittet der kan huske hende. Således er manchetten fældet af helt primær logik, og man kan dermed være stensikker på at den er noget allerhelvedes vrøvl.

Ud over at det er noget vrøvl, bør dertil nævnes den ”sviner” man tildeler Pernille Rosenkrantz-Theil, ved at skrive sådan. Man skal ikke være ret forfængelig på hendes vegne for at kunne se at underrubrikken egentlig tilsværter hendes etos (som det at ens vælgere kan huske én, er en stor del af) – og mange læser jo bare underrubrikken og ikke artiklen. I virkelighedens verden kan det meget vel være at 80 procent af de fynboer der stemte personligt på hende, kan huske det. (Det vil være mit forsigtige gæt, for jeg tror at man er særlig opmærksom hvis man stemmer personligt på en kandidat som blev kendt i et radikalt anderledes parti.) Men det gælder for alle kandidater som Gallup måtte have spurgt til, at kandidatens egne vælgeres hukommelse om kandidaten naturligvis må ligge højere end den generelle hukommelse.

Stramninger er normale i journalistik, især i overskrifter og underrubrikker der skal sælge artiklen – eller som man mere og mere ser i webjournalistik: provokere læseren til at klikke (og læse artiklen). Men selv den ikke helt retvisende provokation skal have en charme, skal i nogen grad pege hen mod pointen og skal i form af selvafslørende overdrivelse, ironi eller andet være vaccineret mod at læseren drager misinformerede konklusioner. Denne underrubrik har ingen af delene. I et jævnt og umarkeret sprog siger den simpelthen noget fuldstændig forkert, nemlig at fire femtedele af Pernille Rosenkrantz-Theils personlige vælgere ikke kan huske at de stemte på hende.

Hvad skal man egentlig med Rokokopostens opfundne ”sandheder” når Berlingske således forvrænger simple fakta til vrøvl?

mandag den 10. september 2012

Gyldendal eller jammerdal

Når jeg på mine kurser eller som korrekturlæser ser dårlig syntaks og manglende forståelse af sproglige nuancer hos især yngre sprogbrugere, plejer jeg at sige at der ikke er nogen vej uden om at udvide sprogforståelsen ved at læse noget god dansk korrekturlæst litteratur udgivet på fx Gyldendal. Bag dette råd ligger dels den tanke at min egen sprogforståelse og glæde ved godt sprog må være kommet af at jeg har læst noget af slagsen, og dels at man aldrig vil kunne opbygge et godt dansk medmindre man præsenteres for det jævnligt – særligt nu hvor der er så megen elendig sprogbrug på sociale medier, så megen webjournalistik med alvorlige fejl i og så megen påvirkning fra engelsk.

Men mit råd om at opbygge en skriftsproglig ballast ved at læse god dansk litteratur fra Gyldendal synes nu gjort hjemløst. Tilsyneladende har Gyldendal nu udgivet en roman som ud fra ganske få uddragede sætninger byder på ordfragmentering, store tegnsætningsfejl og klassiske sprogmisforståelser. Det kan faktisk ikke blive værre. For det er vel ikke Smagsdommerne som ikke kan finde ud af at skrive af fra bladet?

Smagsdommerne anmeldte i torsdags, den 6 sept., romanen ”Sten, saks, papir” af Naja Marie Aidt, udgivet på Gyldendal. Og gav man sig til under den indledende speak at studere de uddragne sentenser på skærmen, kunne man konstatere at sproget tilsyneladende er som ind i helvede.

Herunder præsenterer jeg i kronologisk rækkefølge al tekst som Smagsdommerne viste på skærmen, og kommenterer løbende.

Allerede i første uddrag har vi en fejl, men den er sandsynligvis Smagsdommernes egen – i hvert fald hvis vi forudsætter at tøveprikkerne er Smagsdommernes egen indikation af at der kommer mere tekst. Der skal være mellemrum foran tøveprikkerne, for de udgår ikke fra et ufærdigt ord, men fra en ufærdig sætning. Der er naturligvis mellemrum foran det tænkte næste ord, og det skal tøveprikkerne angive.

Her er ingen fejl, men det kan med sikkerhed konstateres at ”Sten, saks, papir” desværre ønsker at være kommateret med grammatisk komma, ellers ville kommaet foran den bestemmende relativsætning (der havde …) aldrig være sat.

Okay.

Her undrer brugen af anførselstegn mig. Hvorfor er ”sagde Jenny” ikke uden for anførselstegnenes område?

Her kan vi så konstatere at der sættes den særlige afart af grammatisk komma som jeg kalder hyklerkommaet. Nok bekender man sig til grammatisk komma som ødelægger sammenhængen, men man sætter så alligevel ikke alle de kommaer der ødelægger sammenhængen, kun nogle af dem. Efter grammatisk komma skulle der være komma foran ”at foråret …”. Ingen af de øvrige kommaer i ovenstående er entydigt grammatiske startkommaer, så ovenstående kunne faktisk godt være sat med nyt komma; men som vi så tidligere, gør bogen med sikkerhed brug af grammatisk komma, jævnfør kommaet foran den bestemmende der-sætning som er den allerførste type af kommaer man ellers ville undlade i et meningsfuldt kommasystem.

Her bliver det så et par niveauer alvorligere end hyklerkomma. Vi har at gøre med intet mindre end den dummeste og mest sprogødelæggende fejl man kan lave, nemlig ordfragmenteringen. Det hedder sgu ikke ”yndlings sange”, det hedder ”yndlingssange”. At det overhovedet kan forekomme i en roman udgivet af Gyldendal, finder jeg chokerende. Eller kan Smagsdommerne bare ikke finde ud af at skrive af?

Det er absurd ringe at der ikke er komma efter ”ungdom”. Kommaet skal være der af to grunde: dels skal indskuddet afsluttes, og dels begynder en ny helsætning. Her må man virkelig tale om ringe litteratur. Eller kan Smagsdommerne ikke finde ud af at skrive af?

Lige så deprimerende er det manglende slutkomma efter ”der bliver fri”. At ledsætningen skulle hedde ”der bliver fri og ikke den døde” er jo ren nonsens, så kommaet er i enhver forstand ganske nødvendigt.

Okay.

Okay.

Ikke okay. Ned af trapperne betyder at man holder op med at bruge trapperne som nedstigningsmiddel; at man går væk fra dem, kravler ud over kanten. Ned ad trapperne, derimod, betyder at man benytter trapperne som nedstigningsmiddel, og det må tænkeligt være det forfatteren mener. Bedriver Smagsdommerne forvanskende afskrift, eller kan Gyldendal ikke finde ud af grundlæggende dansk?

Ikke helt okay. Det er ganske vist en mindre fejl, men ”oven i” burde i denne sammenhæng retteligen være i ét ord. Om disse forholdsordsforbindelser har genstandsled eller ej (”oven i noget” eller blot ”oveni”) er en fin sproglig nuance (læs om den her) som om noget litteraturen burde have glæde af. Så selv om jeg synes det er en mindre fejl for den almindelige dansker, vil jeg nu alligevel kalde det en gedigen fejl i litterær sammenhæng.

Alle disse fejl handler ikke om forfattermæssig frihed, for hvis ikke de var fejl, ville de under alle omstændigheder være utilsigtede forringelser og uhensigtsmæssigheder. Jeg interesserer mig overhovedet ikke for sprogfejl for at udpege fejl som sådan. Jeg interesserer mig kun for fejl som også udgør væsentlige uhensigtsmæssigheder, og her er der entydigt tale om fejl uden positivt formål, fejl som afspejler et elendigt sproghåndværk, fejl som enhver korrekturlæser burde fange, ja, fejl som i det antal end ikke burde udgå fra en dansk forfatters hånd. Eller er det vitterlig Smagsdommerne der har forvansket det hele i deres afskrift?

Der er vel tre muligheder:

1) Smagsdommerne har lavet de uddragne citater ved at én har læst op og en anden, mindre sprogkyndig, har skrevet ind fra øret. Det er en helt usandsynligt idiotisk og uprofessionel metode.

2) Smagsdommerne har skrevet citaterne ind før de gik på sommerferie, hvor de kun har haft en ikke-korrekturlæst version. Dette er også usandsynligt i al sin unødvendighed.

3) Gyldendal har udgivet en roman uden prioritering af ordentlig korrekturlæsning. Dette er desværre det mest sandsynlige og i så fald decideret skræmmende, for hvis ikke et forlag som Gyldendal lever op til deres sprogansvar, er et velskrevet dansk på vej i graven.

Jeg har ikke tidsressourcer til at tjekke en bog som jeg i øvrigt ikke har tænkt mig at anskaffe, så jeg modtager gerne oplysninger – også fra hhv. Smagsdommerne og Gyldendal – om hvad der er op og ned i tingenes trælse tilstand.

Det har aldrig været meningen med min blog at jeg skulle være nødt til at påpege sprogligt forfald på et så højt niveau. Og det har aldrig været meningen med min blog at skænde på Gyldendal eller på navngivne forfattere. Da jeg startede min blog, troede jeg simpelthen ikke at de øverste bastioner i sprogsamfundet ville synke så lavt. Hvad skal man nu henvise folk til for at de kan opsamle et godt dansk? Bliver man virkelig nødt til at lave en liste af specifikke bøger for at vide sig sikker på et korpus af velskrevet dansk?

Nej-nej, helt enig: Der er sørme intet morsomt ved dette indlæg. Sagen er en tragedie, og jeg er både chokeret og deprimeret. Men hvis jeg ikke siger noget, hvem gør så?

torsdag den 30. august 2012

Poul Madsen sår ny tvivl om Kinnocks seksualitet


Sted: Deadline 22.30 den 26. august. Ordstyrer: Jesper Larsen. Øvrige tilstedeværende: journalist og politisk kommentator Niels Krause-Kjær, BT’s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, og Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen.

I søndagens Deadline såede Poul Madsen ny tvivl om Stephen Kinnocks seksualitet i en ellers god debat om Skattesagskommissionen – eller også har chefredaktøren blot alvorlige sprogproblemer.

To samstemmende (og ingen modsigende) gange gav han udtryk for at han finder det absurd at statsministeren skal dementere at hendes mand ikke er bøsse. Det må betyde at Poul Madsen har en sikker opfattelse af at Stephen Kinnock faktisk er bøsse – en opfattelse som kan have to forskellige karakterer:

1) Poul Madsen har en særlig insiderviden om at Kinnock de facto er bøsse, og kommer til i en slags ubevidst sprogforbistring at afsløre det.

2) Poul Madsen opfatter det som normalt og som almen viden for hver en lille pige og dreng i kongeriget at statsministerens mand er homo for fuld skrue, og han finder det derfor absurd at Helle Thorning-Schmidt skulle bedyre nogen det modsatte.

Dette er selvfølgelig kun hvis vi tager Poul Madsens ord for pålydende. For der er naturligvis også den mulighed at den garvede journalist og chefredaktør simpelthen ikke mestrer det danske sprog og ikke er klar over hvordan man bruger ordet 'dementere'.

Lad os se på dokumentationen (transskription under begge billeder):

Minut 20-21:

Jesper Larsen bryder ind: Og ud over (hvad skal man sige) selve skattesagen, at hun har lagt selve afgørelsen frem, så var hun jo ude i går og sku’ dementere sin mands påståede angivelige homoseksualitet. Er det fair?
Poul Madsen: Det er fuldstændig absurd, altså det er fuldstændig absurd at vi er nået dertil at landets statsminister skal ud og dementere at hendes mand ikke er bøsse. […]

Minut 24-25:

Poul Madsen: […] Så selvfølgelig får hun også – og det synes jeg sådan set er berettiget – noget sympati på at vi er nået derhen at en statsminister skal til at dementere at hendes mand ikke er bøsse.

Midtimellem Poul Madsens bogstavelige forsikringer om at Stephen Kinnock er homoseksuel, havde Olav Skaaning tilsyneladende trang til at bedyre at de IKKE er bøsser på BT, idet han forsikrer om at deres undersøgelse af sagen er ”ret straight”:

Minut 22-23:

Jesper Larsen bryder ind: Hvordan kan en seksuel observans have en implikation på skattesagen?
Olav Skaaning: Det kan have en implikation på skattesagen v.. ff… i den retning at man arbejder … at man skal finde ud af: Hvor er det … øh, øh … Kinnock bor og lever. Og det kan have en indflydelse på om han skal betale skat i Danmark.
Jesper Larsen: Og det er det her med: hvor har man sin …
Olav Skaaning: … interesser …
Jesper Larsen: … interesser (henne).
Olav Skaaning: Nemlig, ikke?! Og det går vi ind og undersøger ret straight. Vi spørger Thorning helt konkret [… osv.]

Tilbage til hovedsporet: en chefredaktørs problemer med at håndtere et korrekt dansk på et temmelig basalt niveau. Det er i virkeligheden lidt forstemmende at vi uden videre betragter scenario 3 (at han mener det modsatte af hvad han siger) som det mest plausible. Tænk lige over det. Men det hænger selvfølgelig sammen med at vi altid holder det sagte op mod den kontekst det er sagt i. Og når fx et barn bruger misforståede ord og begreber til at forklare sig med, er vi nødt til at drage meningen ud af konteksten. Det er så bare lidt uhyggeligt at Poul Madsens sprogbrug skal tolkes med samme forstående overbærenhed. Ikke fordi alle ikke laver fejl, og ikke fordi man ikke altid bør lytte til hvad andre mener, snarere end det de kommer til at sige. Men her ser vi en chefredaktør der systematisk skaber nonsens i grundlæggende dansk – og nogen kunne tro at det var korrekt (ligesom man på engelsk uden at vende betydningen kan dobbeltnegere: ”I don’t know nothing”), og så er vejen banet for det problem vi har med fx forfordele og bjørnetjeneste, nemlig det problem at de dele af sproget ikke længere kan bruges umisforståeligt.

Her kommer det sproglige forfald oppefra – fra en der burde vide bedre, og som derfor har en enorm indflydelse på hvad andre tror er meningsfuldt sprog. Og desværre kommer det sproglige forfald alt for ofte fra oven, fra fx journalister, politikere og ’smarte’ akademikere. I en glimrende kronik om fænomenet kalder journalisten Karsten Bräuner det for Elitens elizaficering af det danske sprog.

tirsdag den 28. august 2012

Bryan Adams & RedTube

”Det var jo dét, jeg sagde: Bryan Adams har flere hits end det gennemsnitlige website med gratis tvivlsomme naturfilm, du kunne tænkes at nævne. Og når han på en god aften fyrer dem alle sammen af, så ender det altså med en fest af de større.”

Ja, sådan indledes en anmeldelse i Berlingske af Bryan Adams optræden på dette års Skanderborg-festival. Der er ikke tale om en dårlig metafor, for det er ikke en metafor. Men det er den mest suspekt søgte sammenligning jeg til dato har set i en musikanmeldelse. Lad os se på hvorfor:

For det første sammenlignes ”hits” i to helt forskellige betydninger, nemlig den betydning at man hitter musikalsk – dvs. rammer noget i folk der gør at de begejstres og køber ens plader – og så den betydning hvor hits er antallet af gange en netbruger rammer ens hjemmeside, altså antallet af klik på ens hjemmeside. Det svarer til at sige at babyen skriger lige så ”højt” som Rundetårn. Skal vi blive enige om én gang for alle at sådanne sammenligninger er kiksede – og at de, i det omfang de overhovedet fortjener betegnelsen ordkløveri, er det på den mest deprimerende måde?

For det andet kan man aldrig bare sammenligne størrelser eller antal uden at kvaliteterne i de to ting man sammenligner, også antydes at have en sammenhæng. Og her må man – mens vi noterer os at månedens tema på Kommakommunikation begynder at tegne sig som porno – spørge hvad fanden Bryan Adams har gjort siden han åbenbart skal sammenlignes med internetporno?

Jeg laver skrivekurser med en 20 år ældre journalist, som jeg viste denne anmeldelse til. Han kunne, på trods af sit ellers skarpe tekstanalytiske blik, ikke umiddelbart se at der var tale om en reference til porno. Så uskyldig kan den generation åbenbart være, og derfor må jeg nok hellere lige forklare: Naturfilm er en gængs ironisk eufemisme for film med mennesker der kopulerer, eller skal vi sige parrer sig. Samtidig er porno kendt som det emneområde der genererer langt mest trafik på internettet – altså mange hits – og dette udgør selvsagt den spinkle relevans i anmelderens sammenligning. Desuden: Når journalister taler om porno på en måde som kunne få det til at se ud som om de selv dyrker det, er der altid indsat en afstandsmarkør, og den finder vi her i form af ordet ”tvivlsomme”. Jeg mener det må være bevisførelse nok for selv mine naiveste læsere (hej-hej, vinker til jer nu), så tilbage står blot det spørgsmål jeg ikke kan lade være at gentage: Hvad pokker har manden gjort siden hans sange skal sammenlignes med populære klip på RedTube?

Det må for det tredje også lige nævnes at sammenligningen på det rent antalsmæssige er ude af proportioner. Lad os sige at en ”tvivlsom naturfilm” får et femcifret antal hits. Bryan Adams antal af hits kan aldrig blive mere end tocifret. Blot dette korte dyk ned i tanken om at sammenligne de to antal bringer én i skurrende kontakt med sammenligningens fundamentale problem. Man kunne sige at antal købere af én single og antal klik på en hjemmeside ville hænge analogisk sammen, men det her er bare mærkeligt fordi antallet af produkter/værker (pophits) sammenlignes med antallet af interessemarkører (hits) for et produkt/værk (”naturfilm”). Absurditeten i det sammenlignede antal (hvis man evner at se bort fra de sammenlignede tings fysiske og logiske kvalitet) kan dog sagtens være et bevidst forsøg på overdrivelse (og dette har uden tvivl et fint retorisk navn), men når sammenligningen samtidig er suspekt og kikset, så kommer uproportionaliteten i antal ikke rigtig til at virke som en retorisk påfuglefjer.

Og jeg er ikke færdig med denne rekord-ringe indledning endnu. Kig på den igen:

”Det var jo dét, jeg sagde: Bryan Adams har flere hits end det gennemsnitlige website med gratis tvivlsomme naturfilm, du kunne tænkes at nævne. Og når han på en god aften fyrer dem alle sammen af, så ender det altså med en fest af de større.”

Det var jo dét jeg sagde, betyder at man konstaterer en bevisførelse. Men hits defineres ikke ved at de gør sig for et koncertpublikum – i hvert fald kun som en biting. Hits defineres mestendels ved at de har fået en plads på hitlisterne (altså at de er købt eller downloadet), en plads i radioen (fx som Barometer- eller Giro 413-klassikere) og måske i pophistorien; og så taler vi om studieindspilningen og ikke en tilfældig live-version. Om Bryan Adams har så eller så mange hits, er altså noget den kære anmelder har kunnet konstatere før koncerten – det er jo ikke sådan at Adams har holdt en masse hits hemmelige i 30 år for pludselig at afsløre dem på Skanderborg. At sige ”det var det jeg sagde” er med andre ord komplet meningsløst, og det bliver ikke mindre meningsløst af at det er artiklens indledende ord med indbygget tone af nyhedsrelevans.

Det eneste meningsfulde der er tilbage i ordene, er altså graden af begejstring – ikke hvad ordene betyder. Man kunne have transskriberet en talehæmmet autists hemmeligt artikulerede dom og det havde været en lige så god og præcis anmeldelse. Ja, nu tager jeg forskud på resten af anmeldelsen, men akkurat som indledningen består den også af arbitrære fraser og klicheer, og kunne såmænd have været skrevet på forhånd.

Og vi bør faktisk kigge på resten af anmeldelsen for retfærdigvis at se om den højst mærkværdige associering af Bryan Adams-hits og internetporno gives nogen forklaring. Jeg kan allerede afsløre at det ikke er tilfældet, men lad os nu bare få det hele med:

Fra ’House Arrest’, ’Kids Wanna Rock’, ’ Can’t Stop This Thing We Started’ og ’Hearts On Fire’ via ’18 ’Til I Die’, ’Summer Of 69’ og ’When You’re Gone’ til ‘The Only Thing That Looks Good On Me Is You’og ‘Run To You’ er der stort set jo ikke én festdræber i kataloget, og vi fik dem allesammen på Den Smukkeste onsdag aften.

Og vi fik dem på en måde, så jeg vil mene, der er ganske gode odds på, at Bryan Adams hyldest til festen, for-fanden og fuck-yeah denne aften vil stå tilbage som dén fineste forestilling på dette års festival i Skanderborg, når vi når søndag.

Jeg afbryder lige. Nu er den der nemlig igen: ”fuck-yeah”. Et temmelig unødvendigt ”fuck”, skulle jeg mene, bortset selvfølgelig fra bogstavrimet og tretrinsraketten ”for-fanden og fuck-…”. (Hvad bindestregen i for-fanden laver, ved jeg i øvrigt ikke.) Måske kan vi forsigtigt konkludere at pågældende anmelder – i hvert fald i skrivestunden – har været seksuelt underernæret. Jeg mener normalt ikke at man skal spekulere i og udbrede sig om den slags, men jeg synes det er vigtigt at vi finder en forklaring på den urimelige sammenligning, og det ovenstående ”fuck” synes at bekræfte denne tilsyneladende eneste forklaring. Det kunne også være at hun prøver at imitere det sprog Bryan Adams måske har benyttet sig af mellem numrene, men i så fald fremstår denne hensigt ikke tydeligt nok.

Men uanset om koncerten onsdag gør lige dét eller ej, så var den afgjort værd at tage med. Ét er at Bryan selv er en fin sanger, en endnu bedre komponist og dertil en god guitarist.

Det har vi altid vidst.

Noget andet er …

Nu afbryder jeg lige igen. ”Det har vi altid vidst” lyder lige gammelklogt og velorienteret nok til sandhedsværdien i det skrevne. Jeg har haft plader med Bryan Adams, og jeg synes for så vidt stadig at Reckless (1984) og Into the Fire (1987) er ret gode, ligesom Adams’ trofaste leadguitarist er fin, men ligefrem at begynde at oppiske en superlativ-stemning om Adams som guitarist og komponist synes noget overdrevet, i en verden hvor man nok kan nævne mindst 200 popsmede som er dygtigere (end selv Reckless-niveau) og ikke mindst har holdt en høj kvalitet over længere tid end Adams’ beskedne 6-7 år (eller 8-9 år, hvis man er meget venlig og medregner Waking Up the Neighbours-pladen fra 1991), ligesom man nok kan nævne mindst 500 kendte pop- og rock-guitarister som uden større diskussion er bedre. Adams er god nok. Men det er en skam således at skamrose Adams, ligesom det er en skam at devaluere resten af pop- og rockhistorien. Det virker musikalsk uvidende, og det gavner på ingen måde Bryan Adams. Med sætningen ”Det har vi altid vidst” sætter hun sin anmelder-etos på ét bræt, og brættet knækker omgående; man mister tilliden til anmelder og anmeldelse med det samme.

Noget andet er, at han er backet af ét af de finere rock’n’roll bands i verden. Ikke mindst trommeslageren Mickey Currey og leadguitaristen Keith Scott, som begge er ligeså effektive, som de er uforstilte.

Det har vi sådan set også altid vidst.

Så kan man hævde, at vi sgu’ også altid har vidst, at Bryans band er et fornemt rock’n’roll band, når de hamrer igennem og lader balladerne – ja, ikke mindst dén! – være der på nåde snarere end nødvendighed.

Det havde man måske så bare glemt.

Nu afbryder jeg lige igen. Det er ikke en journalists opgave at være kryptisk. Jeg gætter på at der med ”ja, ikke mindst dén” hentydes til Robinhood-film-balladen ”(Everything I do) I do it for you”, men det kunne sådan set også være en anden ballade, fx ”Heaven” fra Reckless. Hvilken der er mest kendt og dermed fortjener betegnelsen ”dén”, er absolut ikke entydigt. Det er jo ikke Metallicas dén, eller Foreigners dén. Rent sprogligt er der tale om det som professor Peter Haarder har kaldt ”møveri” – man aftvinger læseren den samme lidt for private viden, synsvinkel eller holdning som man selv har. Jeg møvede selv da jeg skrev Metallicas dén og Foreigners dén, for det er måske ikke alle der ved at jeg taler om ”Nothing else matters” og ”I want to know what love is”, selv om disse to ballader langt mere entydigt er hit-ballade nummer 1 for de to kunstnere. Anmelderens kryptiske tale, der måske i virkeligheden kun egner sig til de øvrige koncertgængeres medvidende nik, er igen et højst besynderligt genrebrud.

Men han kan det endnu, den gode Bryan Adams. Hans koncert i Skanderborg er det bedste, jeg har hørt fra ham siden en koncert i Roskilde for godt og vel tyve år siden, hvor han væltede det hele, selv om han faktisk var med på afbud fra Sinead O’Connor.

Hov, stop. Nu afbryder jeg lige igen. Nej, okay, så få lige slutningen med først:

Fordi han dengang godt vidste – med hans egne ord – at ’everywhere I go, the kids wanna rock’. Og dét kom han i tanker om igen i Skanderborg onsdag aften…

Herligt!

Ja, okay, så er vi færdige. Det jeg ville afbryde med, var at jeg sgu da troede at anmelderen med dette sprog og denne klichepumpe af en anmeldelse var en nybegynder, men det kan hun så ikke helt være. Men lad os lægge personen til side – der er en grund til at jeg ikke serverer hendes navn for Google i denne sammenhæng, og den grund er at vi går efter bolden her. Der kan i øvrigt være 117 grunde (for nu at overdrive på en smuk og meningsfuld måde) til at anmeldelsen er blevet sådan. Mest oplagt er det at den er skrevet under stort tidspres på et tidspunkt hvor der ikke har været nogen kreativ energi overhovedet – altså vilkår man i den ideelle verden aldrig burde producere tekst under. Det interessante ved anmeldelsen er at den kunne være skrevet uden anmelderens tilstedeværelse, blot på en efterretning fra en søn, datter eller nevø om at koncerten var ”fed”. ”Godt, vi sætter det til 5 ud af 6 stjerner, kopierer hit-titlerne fra Wikipedias diskografi-opslag, fylder det på en ungdommelige fucking fest-kliche og skriver tekstkroppen på 14 minutter.” Sådan ser artiklen faktisk ud. Men uanset grunden ville det være bedre hvis redaktøren tillod at man skar helt ned til det væsentlige og eneste troværdige, nemlig som der stod:

”Han kan det endnu, den gode Bryan Adams. Hans koncert i Skanderborg er det bedste, jeg har hørt fra ham siden en koncert i Roskilde for godt og vel tyve år siden.”

Dette er anmeldelsen. For lad os sige det som det er: Resten bidrager på ingen måde med yderligere oplysninger, nuancer, holdninger eller sansninger; kun med tomgang og vrøvl.

søndag den 12. august 2012

Knibsk eller knepsk


Fra Fri.dk i forlængelse af Berlingske (b.dk), torsdag 07. juni 2012.

Overskrift og underrubrik (manchet) er kun taget med her for at du, kære læser, kan se hvad sammenhængen er, nemlig den lidet overraskende og til stadighed gentagne ”nyhed” om at sex sælger. Thi artikler om at sex sælger, sælger nemlig også. For slet ikke at tale om blogindlæg og analyser vedrørende artikler om sex der sælger.

Men det er den undseelige billedtekst – eller snarere forbindelsen mellem denne og det billede den skal understøtte – jeg finder interessant.

Lad os derfor lige kigge nærme på plakaten igen (desværre har jeg ikke kunnet finde den i direkte optryk på nettet, så vi må nøjes med denne version, tilsyneladende i omgivelserne ved Østerport Station):

Dette sceneri kommenterer billedteksten således:

”Det danske firma Cult, der producerer energidrikke, har blandt andet slået sig op på meget letpåklædte kvinder.”

Og her er det så jeg studser. Ikke ved noget retskrivningsmæssigt, og ikke ved at tøserne unægtelig er letpåklædte. Men der er noget underligt eufemistisk ved den billedtekst: ”meget letpåklædte kvinder”.

Her bør det nok forklares for de unge knægte der nu uforvarende har googlet sig ind på min sprogblog, at eufemistisk ikke betyder fe- eller alfe-agtigt eller noget som helst i sådan eksotiske stil. Nej, en eufemisme kunne man kalde en ”indirekthed” eller en ”udenomsbetegnelse” – en eufemisme er simpelthen en omskrivning af noget man synes det er for ufint at nævne ved sit egentlige navn. At gå bort er en eufemisme for at dø, og at gå ud at vende kan (afhængigt af konteksten, sådan er det med eufemismer) være en eufemisme for at gå på toilettet, som igen er en eufemisme for det man går derud for at gøre. Selv eufemismerne kan blive så brugte at de overtager den egentlige betydning og dermed selv overtager det stødende eller ufine, hvorfor man så må finde nye eufemismer for eufemismerne. Det er det samme der er på færde i hele snakken om nysprog – skraldemænd bliver renovationsarbejdere selv om de ikke opfrisker eller fornyer noget (som renovation ellers betyder), men blot sikrer status quo minus rengøring. Men hvor nysprog altid er beregnende og systematisk (og idiotisk), er eufemismer – efter min opfattelse af ordet – i begyndelsen altid ment som muntre, kreative og sofistikerede understatements beregnet for situationen. Og altid retvisende.

Nå. Tilbage til sagen. At karakterisere ovenstående plakat med nogle ord om at Cult bruger ”letpåklædte kvinder” er lige så knibsk og forfejlet som at kalde porno for romantik, eller kalde sukkervandssprut for sodavand. Altså faktisk mere fordrejende nysprogligt end retvisende eufemistisk. Udgjorde ”letpåklædte kvinder” kernen i billedanalysen ved mit eksamensbord i dansk, ville eleven være faretruende tæt på at dumpe, simpelthen fordi det i forhold til plakatens pointe ikke er retvisende at tale om letpåklædte kvinder.

Billedet handler jo om … ja, hvad kan jeg nu skrive her for ikke at få min blog stemplet … at give blowjob – eller ”mundsex”, som Kirsten Rask engang kom til at foreslå i sin ordrenserbog idet hun må have glemt at ord uden fonetisk samarbejdsevne er dødsdømte, og mundsex lyder så absolut ikke sexet. Men i stedet for det forsuttede blowjob kunne vi også sige fellatio, der sjovt nok et italienskklingende latinsk udtryk for det man også kalder ”fransk”.

At være letpåklædt er altså kun et biprodukt af det egentlige og kun mere eller mindre en forudsætning for billedets egentlige pointe. Billedet viser primært en pornopositur, og det eneste der adskiller denne positur fra at blive for direkte, er at de to forestillede pikke (endnu) ikke er bukket ned og trukket hen til hendes mund. (En lidt mere eufemistisk fremstilling ved eksamen ville være fuldt acceptabel.)

Og skulle en og anden mene at jeg nu overfortolker, behøves bare en opmærksomhedshenledning på de vidt spredte ben. For man skal nok ikke være sexolog eller ekspert i kropssprog for at slå fast at netop det – i hvert fald i kombination med andre signaler og nøgenheden – vel er den mest åbne sexinvitation det kvindelige kropssprog kan udtrykke.

Tilbage til de to fallosser: Rent billedteknisk skabes selvfølgelig også den effekt at de to måneformede lime-skiver indrammer blikket fra pigen i midten, og derfor fanges man ind i en øjenkontakt med hende. I 1980’erne havde de med garanti være helt oppe i øjenhøjde og i lige linje med et symmetrisk blik; nu er den imaginære linje i den ene side helt nede på kinden – og i øvrigt på højde med den anden piges mund. Den asymmetriske ansigtspositur bryder den romantiske tosomhed med beskueren, som havde været gængs i en typisk ældre reklame, og inviterer i stedet ind i en sammenhæng hvor der også er opmærksomhed på den anden pige. Blikket siger ”vi tøser” og inviterer altså ikke beskueren til tosomhed med alt hvad det kan indebære, men til gruppeknald som social institution.

At tale om letpåklædte piger er altså en fornægtelse af hvad der egentlig foregår. Kun den pornografiske tolkning rummer billedets essens. Det publikum Cult taler til, er jo den voksende andel af ungdommen som er vant til at se porno i en lind strøm, og som derfor afkoder billedets pornografiske sprog med et skuldertræk og største selvfølgelighed. Adskillige piger vil gerne se sig selv sådan – imens drengene ser tryllebundet med, komplet kontrolleret af disse piger. Reklamen taler således til pigerne som ”bidronninger” med magt, mens den sexfikserer drengene/mændene der bliver slaver af deres egen visuelt initierede liderlighed. Indgangen er for begge målgrupper dette blik som blikfang.

Cult taler ind i, og er med til at skabe, en kultur hvor ”pornoprinsessen” i en eller anden form er udtryk for den ultimative selvrealisering og heroisme blandt piger, hvor druk er normen, og hvor fest i ypperste forstand er lig med upersonlige sexorgier, jævnfør sloganet ”the party maker”, samt absolut følelseskontrol. Ja, hvis Cult-genstanden er ”party maker”, kan vi altså – ved gammeldags fallosspotting – uddrage at de konstituerende elementer for fest hos en glamourøs pige, ifølge reklamen, er alkohol og pik. Og helst kombineret. Det stemmer godt overens med andre af Cults reklamer der synes mere end at antyde at det er lettere at lægge en pige ned når man har drukket hende fuld, og at alt er tilladt når bare man er fuld – som sloganet siger: Party now – apologize later. (Og det ledsages så af forskellige plakater med påklædte unge klubmennesker, mand + kvinde, der poserer i seksuelle positioner navngivet ”blow”, ”doggy” m.v., så man ikke lades i tvivl om at party er lig med sex.)

En fantasi hos mænd, måske, men også et heltebillede hos de piger der fascineres af denne skismatiske blanding af magt og tjenestevillighed. Det er så kun naturligt at de finder ud af at tage sig betalt for det, uanset om de er videregående advokat- eller psykologistuderende, eller ikke er kommet så langt. Og så vil jeg jo godt stille spørgsmålstegn ved hvem der egentlig udnytter hvem, men det får være til en anden gang. Nu må vi hellere holde os til billedanalysen.

Personligt synes jeg Cult opererer på et beklageligt lavt plan, i hvert fald er det et objektivt faktum at de går efter laveste fællesnævner: sex. Ikke brug af sex som drivkraft bag en intellektuelt, æstetisk eller humoristisk sublimeret form eller budskab, men sex slet og ret som sex, som højeste mål og som gud – kun optimeret på egne klicheprægede præmisser i kraft af lækre modeller og lækre omgivelser. Glamourporno med tøj på, og i denne plakats tilfælde lidt mindre tøj på. Dette budskab om for de fleste uopnåelig highclass-sex er i mine øjne så militant gennemført fra sprutfabrikantens side at det er etisk frastødende, både fordi fantasien og kravet om at udleve den er en barre der er sat lidt for højt for langt de fleste, og i øvrigt er sat på forkerte præmisser, og fordi budskabet derudover ikke har mere i sig end hvad der ville interessere en abe. Derfor kunne jeg selvfølgelig aldrig drømme om at indtage, endsige vise mig med, produktet.

Men det er egentlig ligegyldigt hvad jeg mener om Cult. Hovedærindet her er påpegningen af den ”blinde” billedtekst. Det er dens blindhed jeg (i mild grad) forarges og undrer mig over, ligesom jeg (i stærk grad) blev forarget over at den samlede presse troligt ledsagede nyheden om afsløringen af en 39-årig bitterfissebloggende kontorassistent fra Farum med billedet af noget der lignede en mindreårig pige (eller en voksdukke) uden på nogen måde at opholde sig ved diskrepansen (se marts 2012 her på bloggen). I begge tilfælde handler det om et fravær af sund fornuft, et fravær i den journalistiske behandling af noget som alle voksne mennesker kan se. I tilfældet med den 12/39-årige noget som alle ikke-pædofile kan se (og ja, det var relevant i en seksuel kontekst fordi hun kaldte sig noget med ”fisse”), hvilket gjorde den samlede presse pædofil af evne. I det langt mindre alvorlige og derfor mere morsomme tilfælde som dette indlæg handler om, et fravær af analytisk realitetssans, hvilket gør afsenderen (Berlingske og associerede) underligt virkelighedsfornægtende, i hvert fald i billedteksten.

Man blander to slags sex, som vi kunne kalde ”sex 1” og ”sex 2”. At tale om sex i reklamer jævnfør ”sex 1” er at tale om (romantisk) flirt og (humoristisk) antydning – det er her vi hovedsagelig er på jagt efter freudianske symboler, som i en James Bond-film, og det er her ordet letpåklædt kan være velvalgt. Sex i betydningen ”sex 2” er derimod det der signaleres i Cult-reklamen, altså pornografi og direkte animation af sex. Faktisk sammenblander hele artiklen de to ting, blot er det særlig tydeligt i forholdet mellem det knepske billede og den knibske billedtekst.