Serviceeftersyn

Ovenstående billede er fra den 15. november hvor det var en nyhed at den nye regering ville revidere aftalen om nordsøolien – en aftale som VK-regeringen sammen med DF og R indgik med A.P. Møller-Mærsk tilbage i 2003 hvor man åbenbart slet ikke kunne forestille sig de nuværende oliepriser, og som derfor betyder at Mærsk nok i lidt for høj grad udbytter Danmarks naturressourcer i form af et for godt overskud til sig selv. Da imidlertid en aftale normalt er en aftale, vil man lægge forsigtigt ud med at vurdere om den skal og kan revideres. Man vil med andre ord i første omgang se den efter (i sømmene), udsætte den for et eftersyn.

Dagen efter, den 16., kaldte stort set samtlige medier dette eftersyn for et 'serviceeftersyn'. Et besynderligt udtryk al den stund at det er svært at udpege den servicerede part. Hvis vi godtager at det er en metafor hentet fra bilværkstedet, hvem er så bilejeren? Hvem er 'serviceeftersynet' af olieaftalen en rutinemæssig og trygheds-triviel service for? De analogiske kvaliteter springer ikke lige i øjnene når det billede der i øvrigt tegnes ud fra den sædvanlige konfliktskabelon, er billedet af to magtfulde parter – rødligt stemte politikere og Mærsk – som skal genåbne en forhandling. Muligheden for at der tænkes på politikerne som demokratiske repræsentanter for 'borgeren' der hermed får sit serviceeftersyn, er ikke kun søgt, men fungerer simpelthen ikke her. Med andre ord rammer metaforen 'serviceeftersyn' altså ingenting i hverken essens eller vinkling. Metaforen er noget vrøvl, og da det var ordets eneste chance for at give mening, er ordet dermed også noget vrøvl.

Men hvad skete der den 15. som gjorde 'serviceeftersyn' til the name of the game i alle medier den 16.? Jo, det har nok noget at gøre med at mange medier talte med klima- og energiminister Martin Lidegaard.

Ovenstående billede er fra TV 2, men lad os se hvad der videre skete hos Lillian Gjerulf Kretz i DR den 15. efter at Kretz i oplægget havde talt om "at åbne aftalen", "mulighed for at ændre aftale", billedteksten havde talt om "regeringstjek af olieaftalen", og indslaget havde talt om "at granske" og om "gennemgangen af aftalen":

Kretz: I kalder det her et serviceeftersyn – hvad betyder det helt konkret?
Lidegaard: Ja, i 2003, da indgik staten jo en aftale med A.P. Møller, og den aftale står regeringen ved. Men inden for rammerne af den aftale vil vi gerne lave et eftersyn, og det skyldes jo at siden 2003, der er oliepriserne firdoblet, vi har lavet en masse skatteændringer, og derfor synes vi det giver god mening at sige: Har vi egentlig fået det ud af aftalen vi forventede? Og er den robust over for det vi står over for i fremtiden?
Kretz: Men på bundlinjen betyder det her vel at I vil have flere penge i kassen. Hvor mange penge drejer det sig om?
Lidegaard: Når man nu laver et serviceeftersyn, så kan der jo både ske det at man finder ud af at bilen skal repareres … der kan jo også ske det at man finder ud af at den sådan set kører helt fint. Så jeg vil ikke på forhånd sige at det ender med det ene eller det andet. Men der har været mange diskussioner om det her. Der har været mange påstande i luften, og vi tror sådan set det giver god fornuft at regne det hele igennem, sådan så vi ved hvor vi står, og hvor meget vi har fået ud af det og kan forvente at få ud af det. Men vel at mærke inden for rammerne af den aftale der ligger, og som faktisk giver mulighed for at lave denne slags eftersyn.
[…]

Der er ikke tvivl om at vrøvleordet stammer fra den sproglige klædedragt Martin Lidegaard har syet (eller fået syet) til lanceringen af det politiske initiativ. Nu er det jo ikke sådan at politikere og deres taleskrivere og spindoktorer har nogen mission om at lave metaforer som ikke rammer – de er faktisk ret gode til at lave rammende metaforer når der er brug for det. Men der kan også være andre hensyn at tage end det at udtrykke sagen præcist. Måske det modsatte – at sløre hvad det drejer sig om, eller simpelthen være diffus om hvad der skal ske. Og man kan jo så sløre sit forehavende ved at udskifte de problematiske ord med noget der lyder mildere eller bedre. Serviceeftersyn lyder lidt mildere og dejligere end blot eftersyn: mildere fordi det egentlige ord 'eftersyn' er fortyndet med rent vrøvl, ligesom når man fortynder saft med rent vand, og dejligere fordi service er et plusord). Og frem for alt er det en fordel at det er noget vrøvl, for så har man ikke rigtig sagt noget man kan fanges på senere.

Som en journalist på et af de medier der selv kolporterer vrøvleudtrykket, skrev til mig:

Jeg er ret overbevist om at det kom fra Martin Lidegaard. Jeg har dækket politik i mange år – og det er bestemt ikke første gang jeg hører udtrykket. Kan godt følge dig i at det er meningsløst, men det er netop pointen – at juridisk har regeringen ikke noget grundlag at kræve genforhandling på. Derfor har de vel nøje valgt et meningsløst ord.

Ja …

Det der undrer mig, er så bare at medierne optager Martin Lidegaards vrøvleudtryk som var det en saglig betegnelse, i stedet for at lade ham stå alene med det.

Lad os se hvad der sker i TV-Avisen dagen efter, den 16. nov., hvor Kim Bildsøe Lassen er rorgænger:

I sit oplæg taler Kim Bildsøe om "serviceeftersyn" og "genforhandling" (hos Gjerulf Kretz dagen før var det "at åbne aftalen", "mulighed for at ændre aftale"). Og i det efterfølgende indslag tales der om "serviceeftersyn", "serviceeftersyn" og "serviceeftersyn" (dagen før var det tilsvarende indslag belagt med ordene "at granske" og "gennemgangen af aftalen").

Mens man fra journalistisk hold den 15. kun nævnte 'serviceeftersyn' i forbindelse med Gjerulf Kretz' konstaterende spørgsmål "I kalder det her et serviceeftersyn – hvad betyder det helt konkret?", bruger man den 16. selv vrøvleudtrykket fire ud af fem mulige gange – eller fire af seks mulige hvis man medregner ovenstående billedtekst (hvor 'eftersyn' imidlertid nok kun er brugt af pladshensyn).

Det er tydeligt at Bildsøes redaktionelle valg er at brande denne begyndende nyhedsføljeton med ordet serviceeftersyn, sådan så den er let at allokere for seerne. Han ved godt at det i virkeligheden drejer sig om (et politisk ønske om) en 'genforhandling' – et ord han selv varierer sin talestrøm med – men som journalistisk emne skal sagen nu åbenbart brandes som serviceeftersynet. Og med DR og Bildsøe således også TV 2 og alle de store skrevne medier (prøv selv at google på Mærsk og serviceeftersyn).

Herved forurener man sproget med det rene vrøvl, hvilket betyder at vi kan risikere at eftersyn i visse kontekster permanent eufemiseres til serviceeftersyn hvis ikke nogen begynder at kalde et eftersyn for et eftersyn. Desuden forurener man journaliststandens almene troværdighed ved at kolportere vrøvl og spin i stedet for at undersøge sagen tilstrækkeligt til at man kan sætte de præcise ord på. Hvem gider overhovedet høre på denne form for journalistik mere?

Så meget desto mere morsomt – og tilfredsstillende – er det at Martin Lidegaards nærmeste kollega, nemlig klima- og energiordfører for Socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil, i det efterfølgende interview i TV-Avisen den 16. faktisk lever op til sit eget slogan, "klar besked", og udelukkende bruger følgende udtryk: "op til revision", "op til revision", "revidere", "kigge på aftalen", "kigge efter i sømmene". Hun tøver ganske vist før hun siger "… i sømmene", muligvis af frygt for at det skulle være et negativt udtryk hun ikke må sige, men hun når i sin tøven at tage den sprogligt korrekte beslutning om at det er i orden.

Pernille Rosenkrantz-Theil skal for dette interview have et rungende og uforbeholdent "Godt gået!".

Hun krydsinterviewes i øvrigt med De Konservatives Mike Legarth der som modstander af eftersynet naturligt nok ikke nævner emnet mere end én gang, og da som: "serviceeftersyn". Som erklæret modstander er hans interesse i at kalde det et serviceeftersyn umulig at få øje på – men nu er Legarth altså heller ikke den skarpeste kniv i skuffen når det kommer til ordforråd, så uselvstændig sprogbrug må være årsagen.

Anderledes forståeligt er det at Mærsk selv holder sig til vrøvleudtrykket:

Man vil gerne lyde konstruktiv, men naturligvis ikke sige ja til mere end højst nødvendigt, og der er Martin Lidegaards forslag om et 'serviceeftersyn' en helt perfekt ting at sige ja til.

__

NB: Dette indlæg kunne være – og skulle have været – skrevet for en uge siden og er derfor ikke opdateret med eventuelle udviklinger siden.