lørdag den 15. oktober 2011

Værd at vide om afdelingsnavne

Dansk Sprognævn har lavet en kort og overskuelig vejledning om korrekt stavning af afdelingsnavne, Værd at vide om afdelingsnavne. Hvis det er et proaktivt forsøg på at undgå at flere navne dannes forkert, er det præcis noget af det jeg efterlyser at Dansk Sprognævn gør, og så kan man snarere sige at det er en vejledning i korrekt dannelse af afdelingsnavne. Imidlertid kan jeg ikke finde andre officielle argumenter for udgivelsen end at Sprognævnet får mange henvendelser om spørgsmålet, og så er initiativet jo bare udtryk for den normale gænge.

Jeg mener imidlertid at der er fejl i vejledningen lavet af Line Pedersen, kendt fra sprogfjante-bloggen Blogbogstaver, i samarbejde med seniorforsker Ole Ravnholt. Jo, nu er 'fejl' måske et lige lovlig vovet ordvalg over for et Sprognævn som helt sikkert vil kunne tryne mig med deres position, som i øvrigt sikrer at også deres fejl er lov, desværre, men så lad mig diplomatisk kalde det 'et uhensigtsmæssigt valg', og lad mig argumentere for det.

Det uhensigtsmæssige valg ligger i følgende passage som fungerer som en slags paragraf i vejledningen:

Med et noget diplomatisk verbum mener jeg simpelthen ikke at "afdelingen" i Børn og Unge-afdelingen og It-afdelingen er et ord, lige så lidt som hverken "flag" eller "stang" er ord når de står i ordet "flagstang". De er orddele! Og derfor er det også forkert at skrive "afdelingen" med stort.

Det forholder sig i princippet ikke anderledes med Børn og Unge-afdelingen og It-afdelingen end det ville gøre med fx Salgsafdelingen. Alle tre afdelinger er grammatisk set ét ord. Når der i Børn og Unge-afdelingen skal være luft mellem Børn og Unge og bindestreg til afdelingen, er det fordi det er en gruppesammensætning (ligesom fx en ud af kroppen-oplevelse) hvor ordgruppen (Børn og Unge) klistres på en kerne (afdelingen), og når man sammensætter forskelligartede størrelser (her ordgruppemateriale og ordmateriale), skal der være bindestreg, men det er stadig i princippet ét langt ord. Og når der i It-afdelingen er bindestreg, er det igen fordi man sætter to forskelligartede størrelser sammen, nemlig forkortelsesmateriale og ordmateriale, til ét sammensat ord. En bindestreg gør ikke ting til flere ord, tværtimod viser den at det hele er ét ord. Det er elementær grammatik. Og det er også grundlæggende grammatik – vores sprogsystem hviler på det. Derfor er det meget beklageligt at Dansk Sprognævn nu viser usikkerhed, misforståelse eller sløseri med det helt fundamentale.

En forkert eller uhensigtsmæssig vejledning (eller sprogbrug) som denne kan lede direkte til misfostre som fx KommunikationsDagen eller endnu værre: Få folk til at fragmentere ordene (Kommunikations Dagen) fordi man ikke forstår at et sammensat ord – som kan sættes i bestemt form, og som på sjællandsk og rigsdansk kun har ét hovedtryk – er ét ord. At skrive It-Afdelingen er derfor lige så fjollet som at skrive KommunikationsDagen, og det udgør en potentiel glidebane hen mod ordfragmentering som er den mest sprogødelæggende fejl i nutidens skriverier.

Ordfragmentering er i øvrigt ikke noget denne vejledning tager op. Den forudsætter at folk ikke laver en sådan fejl, men herved viser Dansk Sprognævn også sin manglende proaktivitet og ditto realitetssans. For laver man ordfragmenteringer – som mange ledere, HR-folk m.v. faktisk gør fordi alt for mange af dem har et svagt grammatisk gehør kombineret med en massiv påvirkning fra engelsk – så bliver man ikke klart og tydeligt gjort opmærksom på det. Man kan således sagtens læse vejledningen uden at opdage at man ikke bør kalde sig "smølfe agent" i "Smølfe Fonden", men snarere smølfeagent i det der burde hedde Smølfefonden. Det er ærgerligt at Dansk Sprognævn ikke tænker på at få dette hårdt tiltrængte fokus ind når nu man har målgruppens fulde opmærksomhed.

PS: Jeg skriver ikke dette indlæg for at pisse på nogens sukkermad, men fordi jeg arbejder for et sundt, nuanceret, logisk og velfungerende dansk.

tirsdag den 4. oktober 2011

Det saglige smil

Owen Wilson er så absolut min hadeskuespiller – en slags brækfremkaldende karamel som jeg troede at jeg skulle undgå resten af mine dage. Men Woody Allen er så absolut en af mine yndlingsfilmmagere. Og måske er der – for mig helt personligt – en pointe i at Allen har givet Wilson en hovedrolle i en af sine angiveligt bedste film. Nemlig den at jeg skal give Owen Wilson en chance, fordi alting skal have en chance, fordi man ikke kan stemple nogen eller noget ude.

Ja ja, det er nok meget sundt, men hvis det bliver, bliver det nu nok bare en tv-seance når den tid kommer. Jeg har i hvert fald hidtil undgået at kigge for meget på plakaten.

Derfor var det også en god ven som på sin gadget affotograferede den og spurgte mig: Kan du se fejlen?

Nææ … BT burde være B.T., men det er nok ikke det du har sendt den til mig for.

Se det store citat fra Informeren, sagde han så, men jeg kunne stadig ikke se noget, for der er jo ingen formelle fejl, og hvem går dybere i hvad en anmelder skriver i sin anmeldelse om en film som man sådan set ikke rigtig vil vide af.

Så skar min ven det ud i pap: Jeg vil mene at det sædvanlige smil er "saligt", ikke "sagligt".

Arhhh – ha ha!

Et sagligt smil kunne selvfølgelig være med vilje, så jeg undersøgte sagen ved at finde artiklen på Informations hjemmeside. Men der står:

Man kommer nynnende ud af biografen med en kærlighedserklæring til livet, med Cole Porter i ørerne og med et saligt smil på læben.

Der er altså sket tre ting fra anmeldelse til citat af anmeldelse:

1) Cole Porter er røget ud. Den slags kan nok ikke undgås i den slags citater som skal være så korte som mulige, men når man piller et element af en trefoldighed ud, undgår man ikke at stemningen/balancen og dermed til dels pointen ændres.

2) Så har vi den monstrøse fejl hvor saligt bliver til sagligt. Det er temmelig vildt, synes jeg. Dels citerer man andre, og dels er det sådan set en kort reklametekst som burde være viet den nødvendige tid per ord. Vi er jo ikke midt inde i et brødtekstmonstrum, vi er i en reklame med få ord.

3) Det faste udtryk smil på læben er blevet hyperkorrekset til smil på læberne og dermed misforstået. Et antydningsvist smil er blevet til et mere fasttømret smil.

Det var sgu da et interessant indblik i citatforvanskning. Typen ad 1 – den fordrejning som et forkortet citat altid vil udgøre – kan man ikke undgå; det er en del af genren. Typerne i eksempel 2 og 3 er grundløse. Det virker som om personen der har overført citatet, har et meget lille ordforråd.

For nu at være helt sikker skrev jeg til forfatteren af anmeldelsen, Informations kulturredaktør, Peter Nielsen, for at sikre mig at den anmeldelse jeg nu kunne læse på nettet, ikke bare var en senere rettet version, og at den oprindelige version faktisk havde haft disse fejl.

Han svarede: "Nej, det er ved gud ikke mig der har skrevet 'saglig'. Det vil jo være noget vrøvl. Altså en bøf fra deres side, lidt irriterende. Hvor siger du fejlen er gengivet mere præcist?"