fredag den 29. juli 2011

Eksperter helt uden brug af ekspertise

Det er ikke så mærkeligt at mange mennesker ved de første nyheder om en megabombe i Olsos centrum fredag den 22. juli 2011 ved 16-tiden tænkte på islamistisk terror. For det er den form for terror vi tænker mest på – og måske derfor også frygter mest.

Men da der tillige kom meldinger om skyderi mod deltagere på en socialdemokratisk ungdomslejr, måtte man undres over at tv's mange 'eksperter' fortsat hældte mest til fundamentalistisk islam. Islamister interesserer sig ikke for socialdemokratiske sommerlejre – hvis de da overhovedet ved hvad det er – og derfor var det selvfølgelig med ufattelig lav sandsynlighed en islamist der rendte rundt på Utøya. Ja, det er nemt at sige nu, men en ekspert burde vel kunne fremlægge denne logiske analyse allerede fredag den 22. juli 2011, klokken 18.00.

Hvad eksperterne på dette tidspunkt i stedet gjorde – om det var tv's egne, fx Niels Brinch, eller eksperter udefra – var ikke særlig analytisk. Det var bare en alment sandsynlighedsvægtet helgardering: Det er jo nok islamister (for det har vi jo alle hovederne fulde med), men vi kan ikke helt udelukke at det er en eller anden psykopat der er sur på regeringen (og det siger jeg fordi jeg lige skal markere at jeg tænker mig om og holder alle muligheder åbne).

Det kunne enhver jo sige, men skulle en ekspert ikke være én der ser på fakta med netop ekspert-øjne? Én der straks forstår at det her ligner Oklahoma 1995 og lignende?

Jeg overlader ordet til Ole Rasmussen, der i Politikens "Sket i ugen", søndag, gav udtryk for en tilsvarende undren – og som, ret modigt for en klummeskribent der skal omfavne ugen, tog dén vinkel, og kun den vinkel, 1½ døgn efter selve tragedien:

[…]
  Fredag var en tragisk dag i Nordens historie. Det var også en af de yderst sjældne dage, hvor jeg følte at jeg løb foran nyhedsstrømmen. "Det er en højretosse!", sagde jeg meget højt til mig selv i bilen, da Radioavisen først på aftenen rapporterede, at der ud over bombeangrebet i Oslo nu også blev skudt mod deltagerne i Arbejderpartiets ungdomslejr på Utøya.
  Jeg kunne simpelthen ikke se, hvad al-Qaeda skulle bestille på dén ø, så da jeg kom hjem, satte Fruen og jeg os foran fjernsynet for at se, om de havde fået samme tanke derinde. Det havde de ikke, og da værterne på TV 2 News desuden var ved at blive temmelig stakåndede af ikke at vide noget, skiftede vi til norske NRK 1. Her optrådte alle medvirkende forbløffende nok knusende roligt, sagligt og dybt professionelt, hvad enten de var journalister, politifolk eller eksperter.
  Men vi skulle alligevel hen omkring halv ti, før en af stationens egne redaktører mindede seerne om bombeattentatet mod en offentlig bygning i Oklahoma City i 1995. Dengang ledte de amerikanske myndigheder også med lys og lygte efter mellemøstlige gerningsmænd, indtil massemorderen viste sig at være en lokal højreekstremist, der havde fabrikeret sin egen bilbombe hjemme i laden med kunstgødning som hovedingrediens.
  Da den norske justitsminister en time senere oplyste, at den anholdte skytte fra Utøya var 32 år og norsk, skiftede vi kortvarigt tilbage til TV 2 News. Tids nok til at høre studieværten spørge en hidkaldt ekspert, om der kunne være tale om en nordmand, der var konverteret til islam.
[…]

tirsdag den 26. juli 2011

Formanden for DSU sagde noget godt

Denne blog kommer ikke rigtig videre uden at komme omkring emner relateret til tragedien i Norge. Og det første jeg ville gøre i den anledning var at citere Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms formand, Peter Hummelgaard Thomsen for det prompte og meget fine svar han kom med da han blev spurgt til om hændelserne burde få betydning for den politiske debat:

Desværre kan jeg ikke finde citatet, og det er alfa og omega for et indlæg her at jeg har hænderne direkte på det jeg skriver om. Nu skriver jeg i stedet om at jeg ikke kan finde det – og det er selvfølgelig et håbløst redaktionelt valg, men måske er der i sig selv en pointe med dét alligevel.

Jeg kan ikke finde klippet selv om jeg husker at det var i forbindelse med den socialdemokratiske ungdoms mindehøjtidelighed i København lørdag den 23., og selv om jeg har finkæmmet DR's og TV 2's nyhedsudsendelser fra samme dag. Det er som sunket i jorden. Ved at google kan jeg så – fx på Altinget – finde et citat fra Hummelgaards tale ved lejligheden: "Vi må og skal være nødt til at være uenige om den politiske retning for nationen, uden at tonen bliver hadsk. Jeg håber at alle i Danmark, og alle der er engagerede i nationens udvikling, vil reflektere over om det styrker vores demokrati at tonen i debatten er blevet så hadsk og rå."

Det er godt sagt, men jeg kan ikke bruge det til noget i min sammenhæng. For det fine ved det han sagde – i hvert fald til journalisten efterfølgende – er ikke med. Når en socialdemokrat citeres for at den hadske tone i debatten er et problem, er det på mediedagsordenen underforstået at han må sigte mestendels til højrefløjens tone. Ja, det er en del af selve problemet i debatten at det er sådan. Det fine ved det han sagde, er imidlertid at han gav eksempler fra begge fløje.

KLIP

En dag efter dette oplæg blev lagt på, redigerer jeg nu i det. Omsider har jeg nemlig – hjulpet af en læser – fundet … ikke dét klip, men et klip hvor Hummelgaard har tilsvarende eksempler. Det er i Deadlines 22.30-udsendelse fra den 24. hvor Hummelgaard sidder over for Christopher Arzrouni i en ret interessant debat, hvor Hummelgaard har besluttet sig for en fast eksempelfigur med på den ene side opfattelsen af DF-vælgere som nazister og på den anden side opfattelsen af islam som en kræftknude. Han formulerer sig klarest mod slutningen af debatten hvor også Arzrounis indvending og Hummelgaards svar herpå begge er værd at tygge på. Denne ordveksling er i sig selv debat på et bedre og mere tankevækkende plan end længe set:

Hummelgaard:
Behøver etablerede folketingspolitikere at sige at DF's vælgere er nazister? Behøver etablerede folketingspolitikere at sige at islam er en kræftknude på samfundet? Det er den type bemærkninger, fra henholdsvis venstre og højre, som jeg tror kan anspore radikale elementer på venstre og højre side til at gøre sådan nogle skrækkelige ting.

Arzrouni:
Men synes du ikke at når folk siger den slags, at det falder tilbage på dem selv? Altså, når jeg hører folk sige sådan nogle ting, så tænker jeg: Sikke nogle store idioter. Så i virkeligheden betyder denne her meget ubehagelige tale at folk scorer et selvmål.

Hummelgaard:
Jeg tror tvært imod at det er med til hele tiden at flytte grænsen for hvad der er acceptabelt, og folks opfattelse af hvordan tingene står til, desværre.

Og så tilbage til det oprindelige indlæg:

KLIP

I den forbindelse må man glædes over at den 33-årige, men åbenbart relativt umodne, radikale politiker Linda Kristensen, trods alt er kommet frem til at hun nok alligevel skulle fjerne sit spil om at kaste sko efter Pia Kjærsgaard. Spillet skulle ellers ses som en "provokation" for at "sætte gang i debatten om den danske udlændingepolitik" (politiken.dk). Gud hjælpe mig, hvor er det dumt! Det kan diskuteres hvor hadefuld en spøjs tegneserie-udgave af Pia Kjærsgaard i et lille sarkastisk spil egentlig er, men ikke om det er konstruktivt. For de fleste af os – selv i de radikales egne uudgrundelige rækker – var det også dumt før i fredags.

Jeg håber at det ikke kun er social intelligens der har fået Linda Kristensen til at fjerne spillet, men også en gryende erkendelse af at "gang i debatten" – forstået som den reelle debat der flytter noget – får man ved at debattere substansen og anerkende modstanderens demokratiske (og menneskelige) legitimitet, ikke ved at prygle videre på et vedtagent hadesymbol. Jeg kan godt se at det var en sjov ide at gøre skokast, der på arabisk betyder foragt, til ens eget sprog mod DF, ligesom jeg kan se at ideen ville være nem at gamificere (gøre til et spil). Jeg kan også se hvor meget gadekredit en Linda fra Odsherred kan få i caffelatte.komm-segmentet ved at bruge et nyt kommunikationsværktøj. Men det er ikke alle sjove, smarte eller slående ideer der er gode ideer. At sætte gang i en debat på den måde Linda Kristensen ville, er kun at opildne eller tilfredsstille dem der i forvejen er enige, henholdsvis opildne eller hærde dem der i forvejen er uenige. Det flytter ingen holdninger og har derfor intet med forsøg på at stimulere en demokratisk debat at gøre.

Og derfor er det så vigtigt at få det hele med når man citerer en socialdemokratisk ungdomsformand der faktisk har eksempler møntet på begge fløje.

mandag den 18. juli 2011

Knæ og andre katastrofer

Der er flere begreber for det, fx 'at sætte noget i relief', men i halvfagligt normalsprog hedder det bare 'kontekst'. Konteksten er altafgørende for et budskab. Kun en tåbe er ligeglad med konteksten.

Når man skades af en journalistisk dårlig forvaltning af kontekst, handler det som regel om at den kontekst man selv har skabt om et enkelt udsagn, ikke ledsager udsagnet i den færdige artikel. Man taler om at noget er taget ud af en kontekst. Men det modsatte kan også ske: Et lille men helt budskab føres ind i en helt anden kontekst som man ikke har indflydelse på.

Her går det ud over Contador. Han forventer naturligvis at hans bekymring om knæet fremstilles i en Tour de France-kontekst. Og da vi er under Tour de France, kunne man endog hvis udsagnet stod blandt helt andre kontekster i en nyhedsstrøm, forvente at konteksten "Tour de France" ville stå stærkt.

Men ikke her:

Over Contador-nyheden troner FN-nyheden med et 7 gange større billede af et barn med ingenting i tågen, mens Contador i det lille billede nedenunder er i solen og i en situation hvor han vil få alt hvad han peger på. Bevidst eller ubevidst sammenligner Politiken de to nyheder ved den ensartede overskriftstruktur i henholdsvis "FN:" og "Contador:" – altså "FN siger" og "Contador siger". Sammenligningens negative konnotationer forstærkes yderligere af at punktstørrelsen i Contador-overskriften er større. Det lille billede af den forkælede mand med det lille problem taler altså med større bogstaver.

Hvis det er bevidst, kan det selvfølgelig fra Politikens side være et forsøg på at holde et spejl op for læseren: Hvad interesserer du dig for? Hvad reagerer du på? Hvad er en nyhed? Men jeg tror ikke nogen ville ønske at være Contador i den fremstilling.

(Tak til Stephan Sabinsky for iagttagelsen.)