Ordet ”LAUGHTER” (latter) lyste op så man kunne se det fra mange steder i Oslo. Fx helt oppe fra Karl Johans gate hvor flere sidegader strakte sig i retningen. Eller fx fra Akershus Festning der lå ude ved havnefronten ligesom neonskiltet selv.
LAUGHTER – hvor dekadent, tænkte jeg, og også lidt opfriskende.
Siden kom jeg tæt på den opstillede portal med neonskiltet foran ”Nobels Fredssenter”. Der skulle have stået ”SLAUGHTER”, åbenbart et af de her frelste venstreorienterede værker uden realitetssans; en kunstnerisk gratis omgang. Og så lyste S’et ikke engang. Det stod og sitrede med kun svagt lys. Hold kæft hvor kikset, tænkte jeg. Nogen burde sige det til dem … eller … de var vel for fanden klar over det?!
Grunden til at det ikke med det samme faldt mig ind at SLAUGHTER/LAUGHTER kunne være bevidst, var at jeg havde set LAUGHTER på lang afstand uden at kunne se det slukkede S. Så ”LAUGHTER” groede altså som selvstændigt budskab i min bevidsthed og vakte undren og nysgerrighed. Tæt på fik jeg så blot den velkendte oplevelse af et uvirksomt neonbogstav og indtrykket af almindelig elendighed, uorden og sjusk.
Faktisk var det først dagen efter – og først da jeg kom ud igen fra udstillingen ”Mot og Motstand” om kampen mod apartheid – at det gik op for mig at det kunne være et bevidst ordspil. At tiøren så at sige faldt.
Det er – sagt uden ironi – en utrolig sjælden gave for så tænksomme mennesker som undertegnede at få sådan en rigtig én på opleveren. En undren, for ikke at sige en misforståelse, langsomt afløst af en ahaoplevelse. Og jeg skriver hovedsageligt dette blogindlæg i begejstring over at værket fungerede så godt at det kunne lade sig gøre. Men også i begejstring over hvad man kan med ord.
På baggrund af udstillingen om apartheid er det ikke svært at tolke hvad der kan ligge i spændet mellem ”latter” og ”(ned)slagtning”. For mig er LAUGTHER/SLAUGHTER billede på spændet mellem ”fest” og ”undertrykkelse”. Det at nogle kan fryde sig over livet på andres bekostning – hvilket især giver mening i et herre-slave-forhold mellem hele befolkninger, men også i de konkrete situationer. Jo mere makaber en undertrykkelse er, jo mere højlydt og manisk kan latteren let blive – det så man fx i Nazityskland. Og derfor synes jeg LAUGHTER/SLAUGHTER er et godt ordspil: det maniske og kolde ligger latent i ordet latter. Men selv en mildere latter kan virke særdeles hård – det kender vi vist alle fra situationer hvor vi har været tvangsindlagt til at bevidne andres morskab uden selv at være en ligeværdig del af den, som fx i mange herskabs-tjener-forhold, praktikantforhold osv. Situationer i apartheid dækker vist hele spektret fra decideret racistiske myrderier og tortur til mild men ubrydelig asymmetri.
Formedelst min nylige research viser det sig så at min egen tolkning af ordspillet går i en lidt anden – og bedre – retning end hvad den (hvide) sydafrikanske kunstner bag værket, Kendell Geers, har tænkt. Ifølge Lokalavisen Frogner har Geers ladet sig inspirere af World Trade Centers kollaps til at lave et værk om grænserne mellem kunst og politik og mellem terrorisme og frihedskamp. I så fald skal ”slaughter” og ”laughter” dække over mere symmetriske sammenstød hvor den ene part oplever glæde, mens den anden part oplever gru, og over nogle skismaer som frygt/fryd og krig/retfærdighed. Det synes jeg ikke er oplagt. Så hvis det er forklaringen på værket, er værket dårligt. Hvis derimod min tolkning om undertrykkerens maniske eller selvtilstrækkelige latter står til troende, finder jeg det både tankevækkende og poetisk.
Man kan også sige at det ordspil han har fundet, er større (og oven i købet passer meget bedre til apartheid-udstillingen) end den spinkle konceptuelle ide han har famlet sig frem til det med. At læse om baggrunden for værket er således abnormt skuffende i dette tilfælde. Men det er måske – i sin overdrevne falden til jorden – et meget illustrativt eksempel på hvorfor kunstnere gør klogt i at give tolkningen fri til beskueren.
Selve udstillingen bestod i øvrigt hovedsageligt af billeder – mestendels fotografier af de fire modtagere af Nobels Fredspris i forbindelse med kampen mod og afviklingen af apartheid, nemlig Albert John Lutuli (1960), Desmond Tutu (1984) og Nelson Mandela og Frederik Willem de Klerk sammen (1993). Jeg brugte lang tid. Det var simpelthen en inspirerende oplevelse bare at se fotografier fra barndom/ungdom til velmagt og alderdom af fire mænd der i den grad har haft menneskeligt mod og karisma. Ikke så megen tekst, bare billeder. Og det har inspireret mig til at ville læse om den sydafrikanske koloniseringens historie, ikke så meget den historie fra 1960’erne og op som vi er stopfyldte med, men mere fra kolonitidens start.
Jeg er tilfældigvis i gang med Thomas Pynchons murstensroman Mason & Dixon – om de to engelske astronomer, Charles Mason og Jeremiah Dixon, som senere skulle give navn til The Mason-Dixon Line, den breddegradsrette grænselinje mellem Pennsylvania og Maryland. I midten af 1700-tallet – i starten af romanen – er de i Kapstaden (Cape Town) for at gøre nogle stjerneobservationer, og her beskriver Pynchon hvordan den hollandske familie astronomerne bor hos – orkestreret af moderen og via de tre døtre, lige over og under kønsmodne – driver et forføringsspil med det formål at få mænd til at forlyste sig med Austra, familiens smukke barnepige, vaskekone og forstås: negerslave, sådan så de kan avle nogle mulatte – og dermed dyrere – slaver.
På side 111 i Claus Bechs interessante gammelsproglige oversættelse af romanen står der:
//
Efter et par korte Ugers nonneagtig Afholdenhed fra deres frivole Forlystelser,– hvor Jet endda gaaer saavidt som til at tildække Haaret med et giennemsigtigt Hovedlin,– gienoptager Johanna og Pigebørnene deres forrige Theater-Løier, denne gang til Glæde for en Trio af unge Compagnie-Skrivere, nysankomne til False Bay, Mr. Delver Warp samt brødrene Vowtay, alle hiemvendt fra Bengalen og alle ligesaa u-nabobikalske, som da de reiste ud, og kun med lige akkurat saa megen Mønt paa Lommen, at de kan vække Interesse hos Kapstads-Skiønheder, der er langt mindre kræsne end Søstrene Vroom, og som tillige befrygter, at dersom de ikke strax faaer Pengene fat, ender de I Lommen paa Falskspillere. Ganske fordærvede af Indien, men dog fattige,– uregerligt utugtige, og dog uden Rynker,– men frem for alt, hvilken Guds gave af hviidt Blod er ikke disse raske Ungersvende! Johanna seer allerede levende for sig de smaa Rollinger deroppe paa Auktionspodiet, saa bedaarende at de sælger sig selv, yndigt hylende og sparkende med Fødderne i Luften,– og hun bliver aldeles eenøiet i sin Forfølgelse, medens Austra giver sig til at regne ud, hvem af Knøsene det bliver nemmest at forføre, og hvem af dem, om nogen, der kanhænde kunde blive en Udfordring.
//
Det er alt sammen meget interessant, og anbefal mig gerne noget solid historisk læsning om den hollandske kolonimagt, men hvor var det nu vi kom fra?
Nå-ja, et værk i Oslo der legede med et manglende start-S. Det må være årsagen til at jeg – de gange jeg befandt mig på diverse togstationer i og omkring Oslo – med en vis beundring kunne konstatere at start-S’et i destinationsstationsbyen Spikkestad altid var på plads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar