søndag den 31. oktober 2010

Peter Pjevs ikke den eneste

Ok, dette er meget lille blogindlæg. Men det er da lidt sjovt at den tidligere julegæsteskribent, Peter Pjevs, ikke er den eneste der skriver ”lades sig gøre”. Her er det i bunden af en Ritzau-artikel gengivet på Berlingske.dk den 4. oktober:

Men for nye læsere kan dette jo bruges som en reklame for Peter Pjevs’ 24 indsigtsfulde indlæg. Man kan fx begynde med Arvesønnen hvori han demonstrerer sprogbrugen.

torsdag den 28. oktober 2010

Regnevrøvl i Berlingske

I artiklen ”Social arv giver stor karakterforskel” fortæller Berlingske den 6. oktober at:

Man kan undre sig over at denne statistik får pædagogisk konsulent i børne- og ungdomsforvaltningen Claus Detlef til i samme artikel at udtale at ”Forskellen er overraskende stor”. Ja, man kan undre sig over at det overhovedet skal være en nyhed. Det er vel nærmere en meget lille forskel at kun 20 procent af børn med svagest baggrund får 1,6 mindre i snit, især hvis det, som man må underforstå, er de dårligste 20 procent af denne kategori af børn. Eller man kan sige: Det er fantastisk at KUN 20 procent af børn med dårlige kår scorer 1,6 mindre i snit, for det implicerer jo at 80 procent af børn i dårlige kår klarer sig anderledes godt.

Men kære berlingerjournalist: Det er altså heller ikke det Politiken skriver – som I ellers hævder. Politiken skriver i deres tilsvarende indledning:

Ja, der mangler godt nok et vigtigt slutkomma efter ”baggrund” som Berlingskes udgave har, men bortset fra det, ser vi her en anderledes korrekt sammenhæng. Politiken taler om de 20 procent af alle børn som udgør kategorien af børn med svag baggrund, hvilket Berlingske får forvansket til 20 procent af børnene inden for kategorien.

Lad os se nærmere på hvad der går galt. Her skriver jeg først Politikens formulering, som er den originale, og derefter Berlingskes:

Berlingskes journalist, redaktør eller korrekturlæser har dummet sig gevaldigt. Men på absurd vis kan det meget vel være den prisværdige rettelse af Politikens kommafejl der har været startpunktet for en række af uheldige tanketorsk. For opdagelsen af at der slutter en ledsætning ved ”baggrund”, har højst sandsynligt fået vedkommende til at studse en kende for meget over ledsætningens start og tilknytning. Fejlagtigt har vedkommende kigget på ”børnene” som dét bestemte substantiv (den kerne) som den bestemmende relativsætning tilslutter sig:

”børnene, der har den svageste baggrund”

Når vi har med en bestemmende relativsætning at gøre, er det – stærkt tilskyndet af det grammatiske startkommas manglende skelnen – bedre at formulere sig ”de Xer som …” end ”Xerne som …”. Forklaring:

”børnene, der har den svageste baggrund”
Her er – ved brug af grammatisk komma – tvivl om hvorvidt ledsætningen er en bestemmende relativsætning eller en ”i øvrigt-sætning” (selvstændig/parentetisk ledsætning). Ved nyt komma ville udelukkende den selvstændige ledsætning have startkomma.

”de børn, der har den svageste baggrund”
Derfor er denne formulering – specielt ved grammatisk kommatering – bedre, fordi den entydigt signalerer at det er en bestemmende relativsætning.

Sandsynligvis er det derfor at ”børnene” er ændret til ”de børn”, hvorefter ”de” foran ”20 procent” er fjernet fordi det nu lød mærkeligt.

Men her burde man have løftet blikket og opdaget den igangværende brøler!

Problemet er nemlig at den bestemmende relativsætning ”der har den svageste baggrund” ikke knytter sig til en kerne som hedder ”børnene” eller ”de børn”, men derimod til en kerne som hedder ”de 20 procent af børnene”. Mere enkelt kan man sige at det bestemmende ”de” i begge tilfælde korresponderer med den bestemmende relativsætning, hvorfor Berlingskes sætning bliver noget vrøvl i forhold til realiteterne:

I Politikens tekst er ”20 procent af” med til at definere kategorien, i Berlingskes kommer ”20 procent af” til at stå uden for kategorien og bliver således 20 af børnene med de dårligste vilkår, altså en andel af andelen. Og det er jo noget vrøvl.

Man skal ikke overlade sproget til folk der ikke kan tænke og regne.

søndag den 24. oktober 2010

Farvel til Peder Skyum-Nielsen

Det er vist ikke mere end 3-4 måneder siden at jeg kort hilste på Peder Skyum-Nielsen (gift til Peder Skyum-Aagaard i 2009) i stillekupeen i IC3-toget, hvor han sad sammen med sin kone. Jeg havde de allerseneste år lært ham at kende i et par mailvekslinger om noget sprogligt og bogligt. Og ikke mindst under et arrangement hos DR med rundvisning: Her fulgtes vi lidt ad, og jeg lærte jeg ham at kende som et venligt og intelligent menneske med lune og kant.

I mange år før da kendte jeg ham mest som den grammatiske bror til den litterære Erik Skyum-Nielsen og som medforfatter – sammen med Henrik Galberg Jacobsen – til grundfagsbibelen på dansk- og retorikstudierne, Dansk sprog – en grundbog, som indeholder det meste af hvad man skal vide om sætningsgrammatik og skriftsproglig analyse, og som blev genudgivet i en opdateret udgave i 2007.

Jeg har også hans bog ”Sætningen” fra 2008 stående – med personlig hilsen i omslaget. En bog han primært lavede til journalister (på DR) for at lære dem bare en smule om sætningsgrammatik og om at skrive mere rent. Den er faktisk formuleret lidt som en grammatisk ”børnebog” til journalister, hvilket der helt klart er behov for, men den eksponerer også meget tydeligt de dele af Peder Skyums bidrag til dansk grammatik som jeg ikke er så begejstret for:

I såvel Dansk sprog – en grundbog som Sætningen fører Peder Skyum et noget ensidigt togt mod såkaldt sætningsforvægt. Dét at helsætningens finitte verbum ligger (for) langt bagud i sætningen, som fx:

”Da vi ikke har vidner til hvad der er foregået før vi nåede frem, bliver det påstand mod påstand”.

Og her er jeg fagligt uenig, for hvis sætningen er semantisk logisk i sin rækkefølge, og hvis den første information er velkendt eller danner nye klare billeder på nethinden, gør det ikke noget at det er en længere betingende ledsætning.

Peder Skyum er dog ikke alene. Hele danskfaglighedslitteraturen er gået over i den modsatte grøft i reaktionen mod kancellistilen, blandt andet fordi denne danskfaglige litteratur blev skrevet omkring 70’erne og kun er genudgivet med små opdateringer siden. Jeg skrev en opgave om Dansk sprogs overdrevne formaninger mod sætningsforvægt i 2007 og fik i 2008 lejlighed til at forelægge den for Henrik Galberg, hvilket fik ham til at ærgre sig over at han ikke havde set min kritik før den nyeste opdatering af bogen i 2007.

Opdateringen har blandt andet betydet en udvidelse med Peder Skyums mange nye betegnelser for en sætnings forløb i trappediagrammet. Ovenstående eksempelsætning ville således have det formelle navn ”toned-tripop” og kælenavnet ”store galge”. Bemærk denne værdiladede advarsel mod noget som altså er en helsætning der starter med en betingelsesledsætning indeholdende en ledsætning indeholdende en ledsætning (to trin ned) for til sidst at slutte med sætningsstammen på helsætningsniveau (tre hop opad). Her bliver Peder Skyum for pjattet efter min smag, og ved mødet med Galberg i sin tid forstod jeg da også på ham – mellem linjerne naturligvis – at det var Peder Skyums show.

Måske var det en byttehandel for at få lov at sætte nyt komma i Dansk sprog, for det med fornuftigt komma i stedet for grammatisk komma var Skyum ikke overbevist om – sandsynligvis fordi viden om hvor trappen i trappediagrammet går ned, forudsætter viden om hvor de meningsløse og uplacerbare startkommaer skal placeres. De to ting hænger altså sammen: Man kan ikke lave trappediagrammer uden at kunne sætte korrekt grammatisk komma. Sagen er bare at man ikke behøver nogen af delene, heller ikke som grammatiker i en mere meningsfuld og lingvistisk-semantisk orienteret grammatisk tradition end den der desværre er altdominerende i Danmark i dag. Til Skyums fortjeneste skal dog siges at han holdt lav profil i kommakrigen og mig bekendt aldrig udtalte sig offensivt til fordel for grammatisk komma. Han brugte det bare, ligesom de journalister han forsøgte at opdrage.

Langt mere på linje med Peder Skyum er jeg i hans kampagne for et tydeligere talt dansk. Her er jeg rørende enig med ham: Ingen normalthørende kan høre hvad Mads Mikkelsen mumler, og ingen kan være tjent med at vi såvel i medier som i private sammenhænge overspringer så mange stavelser og rammer så mange vokaler skævt at betydningen tabes på gulvet (et fænomen som bl.a. det berømte satireklip fra NRK tematiserer). Hvis vi en dag vedtog for alvor at bringe den skrevne ortografi mere i overensstemmelse med normal dansk udtale, ville vi opdage at de to snarere skulle mødes på midten, idet en ren transskription af vores nuværende udtale ville medføre et meget lille ordudvalg hvor ét ord ville kunne betyde 5-6 forskellige ting, og det går ikke. Distinktionen i vores udtale er under niveau for et meningsfuldt og nuanceret sprog. Så uanset hvad man mener om skriftsprogets krummelurer, er vi under alle omstændigheder nødt til at overveje hvad vi gør når vi ævler – overveje om ikke det kunne betale sig at sige lidt mindre, lidt langsommere og lidt tydeligere og mere helhjertet. Her har Peder Skyum fat i den lange ende. Men jøsses hvor er han alene med sin løftede pegefinger.

Ja, netop. Jeg kan virkelig godt lide ham for at turde være et brokkehoved. I modsætning til Dansk Sprognævns og associeredes filosofi om ”ingen løftede pegefingre” – en filosofi som jeg med modsat fortegn har gjort til min egen (se banneret øverst på bloggen) – var det Peder Skyums kald at løfte pegefingeren, og det elsker jeg ham for. Det var til at arbejde med!

Nu er han væk. Det skete i mandags, den 18. oktober. Alt for tidligt – 62 år. Det føles meget voldsomt.

Jeg tror nok at jeg dér i IC3-toget – med en vis indre angst for selve formuleringen – sagde: ”Vi mailes ved!” Da havde jeg ganske vist hørt at han var ”syg”, men af os tre var det kun ham og konen der vidste hvor syg, og af hvad. Måske var det derfor jeg kun fik et nik tilbage; måske bare fordi det var en stillekupe.

Men så mailes vi altså ved her. Jeg har på ingen måde adkomst til eller noget ønske om at skrive en fyldestgørende nekrolog, og det tilhører vist heller ikke konventionen at give faglig kritik eller skrive lige så meget om sig selv i en sådan. Så dette er ikke en nekrolog. Men som et af de sprogmennesker der betød noget for mig helt op til sin død, kan Peder Skyums pludselige fravær fra denne verden ikke bare forbigås upåagtet af denne blog. Derfor dette helt subjektivt vinklede indlæg om mine oplevelser med Peder Skyum og hans virke.

Du kan læse Peder Bros fine nekrolog på berlingske.dk.

tirsdag den 19. oktober 2010

Harry Potters mor

”Harry Potters mor” – udtrykket kan være en acceptabel og kort variation over titlen ”forfatteren J.K. Rowling, der står bag Harry Potter-bøgerne”. Men brugt med den konsekvens som vi ser fra alle større medier i Danmark, inklusive TV Avisen på DR, forekommer det mig efterhånden at være både kvalmende og skræmmende.

Umiddelbart er der to grunde til at jeg væmmes over den konsekvente brug af udtrykket ”Harry Potters mor”: Dels min mistanke om at det skyldes at man mener man taler til børn, hvorved man i mine øjne taler ned til børn. Og dels min mistanke om at man taler ned til mønsterbryderen Joanne Kathleen Rowling der, før hun fik succes med Harry Potter, var enlig akademiker-mor delvist på dagpenge. Jeg er ikke så tilbøjelig til at tro at det er fordi hun er kvinde at man ikke under hende tituleringen ”forfatter”, men blandingen af mønsterbryder og kvinde kan godt gøre det. Og det er lige før at betegnelsen ”rugemor” er underforstået.

Men måske ligger forklaringen ikke i ubevidst nedladenhed. Måske er det bare en ny – og brækfremkaldende – måde at gøre ting nære og vedkommende på, hvilket selvfølgelig hænger sammen med det at tale børnesprog. Samme brækfremkaldende måde som når en hund eller et andet husdyrs ejer kaldes dets mor eller far. Rigtig Jes Dorph-Petersen-sprog, så at sige.

Alt dette er kun gisninger. Det korte af det lange er at jeg hader udtrykket ”Harry Potters mor”. Har man da med samme konsekvens talt om Tintins far, om Cirkelines mor eller om Buster Oregon Mortensens far? Udtrykkene kan være faldet, men da absolut ikke med en sådan konsekvens at det ligner bevidst og systematisk branding – eller brændemærkning – af en ophavsmand (M/K).

Hm …

Måske er det i virkeligheden den kunstneriske kortslutning der fornærmer mig mest: Jeg vil mene at en forfatter må være i ligeværdig dialog med sin helt eller heltinde uanset dennes alder. I øjenhøjde. Et kollegialt, søskendeagtigt eller selvdialogisk forhold. Derfor kan en forfatter per definition ikke være mor eller far til sin helt, lige så lidt som forfatteren kan være mor eller far til sit eget mindreårige jeg. Det er en form for kunstnerisk incest at kalde Joanne Kathleen Rowling mor til Harry Potter. Ja, jeg tror det er der kvalmen primært ligger.

lørdag den 16. oktober 2010

Solstik

Denne sommer fik jeg solstik i rigelige mængder.

(Krydsningen af solbær og stikkelsbær hedder også "jostabær".)

tirsdag den 12. oktober 2010

De Konservatives egen lille verden

Der er skrevet meget om misbrugen af Nanna Lüders Afrika-sang ved festen på det konservative ”Landsråd 2010” i weekenden 2.-3. oktober i Aalborg. Mest fordi de konservative folketingsmedlemmer ser fjollede ud på scenen og synger ad helvede til, hvilket er sjovt at overvære på et tidspunkt hvor de ikke er voldsomt populære i forvejen. Sekundært fordi Nanna Lüders er sur over det. Og måske også en lille smule fordi Ekstra Bladet, som har optaget videoklippet, først havde det online, så tog det af og derefter puttede det på igen.

Det er sjovt at se den konservative tops manglende smag og musikalske evner. Som en af mine twitter-venner skrev da han linkede til klippet: ”Og de har siddet på Kulturministeriet i 9 år!”.

Det er sjovt at Mike Legarth ikke kender den hårfine forskel på politiuniform i arbejde og åbentstående politikostume til fest og derfor ikke har så meget begreb om associationerne i sidstnævnte. Det er sjovt at de fire leadvokaler slet ikke kan synge – Vivi Kier fremstår, især i kraft af sin attitude, som en jysk Louise Frevert i fri dressur til CD’s deroute, Kurt Scheelsbeck synger som en slags Jacob Haugaard der synger lidt mere falsk end Jacob Haugaard, Charlotte Dyremose lyder som en kælvende ko på glatis, og Rasmus Jarlov – det mindste onde – holder, ligesom de andre, tonerne til han mener at have ramt dem rent og skifter så til næste tone/stavelse på det mest sikre og gumpetunge røvballemusikalske taktslag. Hvis musikalsk intelligens siger noget om generel intelligens – og det føler man jo nok det gør – så er selv Jarlovs sangforedrag mistillidsvækkende.

Alt dette er sjovt, men ikke så interessant eller overraskende. Og selvfølgelig skal De Konservative have lov til at pjatte lidt og more sig ved deres egen fest – med de evner de nu har.

Det jeg finder interessant, er den himmelråbende analytiske stupiditet der ligger bag sangvalget, når man ser på såvel sangens tekst som dens kontekst.

For at tage det sidste – konteksten – først: Ja, Nanna Lüders (som er en af Danmarks mest fremragende sangere og komponister) overreagerer, og det gør hun muligvis lige så kynisk for at fremme sin sag som enhver politiker gør for at fremme sin. Men hvor kvajet er K-toppen ikke også når den vælger Afrika-sangen? For det første burde man vide at Nanna Lüders de senere år har markeret sig politisk med protestsange til venstre for SF, hvorfor hun næppe vil forholde sig positivt eller blot passivt til en kunstnerisk gruppevoldtægt fra Lene Espersen og co. For det andet må det, selv for så kulturelt tonedøve hjerner som hos de konservative, om ikke andet i kraft af Natasja-DF-krigen, være trængt ind at det er kontroversielt at låne fra så symbolladet pop, og at DF med deres bevidste antiintertekstuelle provokation har opbrugt mere end kvoten.

Okay, det var konteksten, men det bliver værre endnu: Teksten.

I originalteksten til ”Afrika” (1985) hedder første linje følgende:

Alle går vi rundt i vores egen lille verden / Drømmer om guld og grønne skove og den store kærlighed.

Alle danskere kender disse linjer mere eller mindre bevidst. Og man behøver ikke at være en særlig rutineret tekstanalytiker for at forstå at linjerne handler om selvtilstrækkelighed og manglende evne til at forstå andet end sin egen verden.

Første linje i den parallelle tekst som den konservative top sang fra scenen, lød:

Alle går vi rundt med konservative drømme / Drømme om valg og mange stemmer og en periode til.

Ja ja, det er bare en åndssvag lejlighedssang i festligt lag. Men det ændrer ikke ved at man hermed kommer til at associere det konservative program med selvtilstrækkelighed – for den originale tekst klinger sgu da med. På mest effektive og subliminale vis har man fået co-brandet konservativ politik og selvtilstrækkelighed. Det er nærmest mirakuløst dumt.

Dum er selvfølgelig også omkvædets desperate besværgelse, der mest af alt lyder som Komiske Ali eller Hitler i marts 1945:

Konservative, konservative. Det bliver bedre dag for dag. Vi bliver flere og flere konservative. Vi gir’ hvad vi har for vores sag.

”Rigtige venner” havde for eksempel været et selvironisk og langt bedre valg af melodi til en lejlighedssang netop nu, men realiteterne synes at være for hårde for den konservative ledelse. Og af frygt for at lyde amagerhylde- og dansktopagtig – og dermed ramme ved siden af – har man alligevel ramt totalt ved siden af ved fuldstændig kulturløst at vælge den forkerte melodi til hvad man sikkert selv opfatter som en moderne firserkitschet spøg i medvind.

Firserkitsch er bare ikke moderne mere, vi er faktisk kommet frem til at pudse kvalitet fra 80’erne af, og uanset at ”Afrika” er orkestreret med alle firserdyder og -klicheer, er den meget originaltro genindspilning af ”Afrika” fra i år delvist et led heri. Men det forstår Brian Mikkelsen og Charlotte Dyremose naturligvis ikke. Det ved vi godt.

Det er længe siden DF overhalede K og blev landets tredjestørste parti. K er siden sunket endnu længere ned og er for nylig overhalet af Liberal Alliance. Alt dette er ikke så mærkeligt, for det er ikke længere DF der er mest præget af landsbytosser, og det er heller ikke Liberal Alliance der er mest præget af storbytosser. Det førende tosseparti i dag er blevet De Konservative. Det er faktum.

Derfor har jeg også ondt af Per Stig Møller, Connie Hedegaard og Lars Barfoed, omkring hvilke et seriøst parti kunne opbygges sammen med nogle af de gode kræfter som har forladt partiet i de seneste år, men det skal desværre nok gå meget værre endnu.

https://www.youtube.com/watch?v=DiBvtOz2D-s

lørdag den 9. oktober 2010

I begyndelsen var ordet latter

Ordet ”LAUGHTER” (latter) lyste op så man kunne se det fra mange steder i Oslo. Fx helt oppe fra Karl Johans gate hvor flere sidegader strakte sig i retningen. Eller fx fra Akershus Festning der lå ude ved havnefronten ligesom neonskiltet selv.

LAUGHTER – hvor dekadent, tænkte jeg, og også lidt opfriskende.

Siden kom jeg tæt på den opstillede portal med neonskiltet foran ”Nobels Fredssenter”. Der skulle have stået ”SLAUGHTER”, åbenbart et af de her frelste venstreorienterede værker uden realitetssans; en kunstnerisk gratis omgang. Og så lyste S’et ikke engang. Det stod og sitrede med kun svagt lys. Hold kæft hvor kikset, tænkte jeg. Nogen burde sige det til dem … eller … de var vel for fanden klar over det?!

Grunden til at det ikke med det samme faldt mig ind at SLAUGHTER/LAUGHTER kunne være bevidst, var at jeg havde set LAUGHTER på lang afstand uden at kunne se det slukkede S. Så ”LAUGHTER” groede altså som selvstændigt budskab i min bevidsthed og vakte undren og nysgerrighed. Tæt på fik jeg så blot den velkendte oplevelse af et uvirksomt neonbogstav og indtrykket af almindelig elendighed, uorden og sjusk.

Faktisk var det først dagen efter – og først da jeg kom ud igen fra udstillingen ”Mot og Motstand” om kampen mod apartheid – at det gik op for mig at det kunne være et bevidst ordspil. At tiøren så at sige faldt.

Det er – sagt uden ironi – en utrolig sjælden gave for så tænksomme mennesker som undertegnede at få sådan en rigtig én på opleveren. En undren, for ikke at sige en misforståelse, langsomt afløst af en ahaoplevelse. Og jeg skriver hovedsageligt dette blogindlæg i begejstring over at værket fungerede så godt at det kunne lade sig gøre. Men også i begejstring over hvad man kan med ord.

På baggrund af udstillingen om apartheid er det ikke svært at tolke hvad der kan ligge i spændet mellem ”latter” og ”(ned)slagtning”. For mig er LAUGTHER/SLAUGHTER billede på spændet mellem ”fest” og ”undertrykkelse”. Det at nogle kan fryde sig over livet på andres bekostning – hvilket især giver mening i et herre-slave-forhold mellem hele befolkninger, men også i de konkrete situationer. Jo mere makaber en undertrykkelse er, jo mere højlydt og manisk kan latteren let blive – det så man fx i Nazityskland. Og derfor synes jeg LAUGHTER/SLAUGHTER er et godt ordspil: det maniske og kolde ligger latent i ordet latter. Men selv en mildere latter kan virke særdeles hård – det kender vi vist alle fra situationer hvor vi har været tvangsindlagt til at bevidne andres morskab uden selv at være en ligeværdig del af den, som fx i mange herskabs-tjener-forhold, praktikantforhold osv. Situationer i apartheid dækker vist hele spektret fra decideret racistiske myrderier og tortur til mild men ubrydelig asymmetri.

Formedelst min nylige research viser det sig så at min egen tolkning af ordspillet går i en lidt anden – og bedre – retning end hvad den (hvide) sydafrikanske kunstner bag værket, Kendell Geers, har tænkt. Ifølge Lokalavisen Frogner har Geers ladet sig inspirere af World Trade Centers kollaps til at lave et værk om grænserne mellem kunst og politik og mellem terrorisme og frihedskamp. I så fald skal ”slaughter” og ”laughter” dække over mere symmetriske sammenstød hvor den ene part oplever glæde, mens den anden part oplever gru, og over nogle skismaer som frygt/fryd og krig/retfærdighed. Det synes jeg ikke er oplagt. Så hvis det er forklaringen på værket, er værket dårligt. Hvis derimod min tolkning om undertrykkerens maniske eller selvtilstrækkelige latter står til troende, finder jeg det både tankevækkende og poetisk.

Man kan også sige at det ordspil han har fundet, er større (og oven i købet passer meget bedre til apartheid-udstillingen) end den spinkle konceptuelle ide han har famlet sig frem til det med. At læse om baggrunden for værket er således abnormt skuffende i dette tilfælde. Men det er måske – i sin overdrevne falden til jorden – et meget illustrativt eksempel på hvorfor kunstnere gør klogt i at give tolkningen fri til beskueren.

Selve udstillingen bestod i øvrigt hovedsageligt af billeder – mestendels fotografier af de fire modtagere af Nobels Fredspris i forbindelse med kampen mod og afviklingen af apartheid, nemlig Albert John Lutuli (1960), Desmond Tutu (1984) og Nelson Mandela og Frederik Willem de Klerk sammen (1993). Jeg brugte lang tid. Det var simpelthen en inspirerende oplevelse bare at se fotografier fra barndom/ungdom til velmagt og alderdom af fire mænd der i den grad har haft menneskeligt mod og karisma. Ikke så megen tekst, bare billeder. Og det har inspireret mig til at ville læse om den sydafrikanske koloniseringens historie, ikke så meget den historie fra 1960’erne og op som vi er stopfyldte med, men mere fra kolonitidens start.

Jeg er tilfældigvis i gang med Thomas Pynchons murstensroman Mason & Dixon – om de to engelske astronomer, Charles Mason og Jeremiah Dixon, som senere skulle give navn til The Mason-Dixon Line, den breddegradsrette grænselinje mellem Pennsylvania og Maryland. I midten af 1700-tallet – i starten af romanen – er de i Kapstaden (Cape Town) for at gøre nogle stjerneobservationer, og her beskriver Pynchon hvordan den hollandske familie astronomerne bor hos – orkestreret af moderen og via de tre døtre, lige over og under kønsmodne – driver et forføringsspil med det formål at få mænd til at forlyste sig med Austra, familiens smukke barnepige, vaskekone og forstås: negerslave, sådan så de kan avle nogle mulatte – og dermed dyrere – slaver.

På side 111 i Claus Bechs interessante gammelsproglige oversættelse af romanen står der:

//
Efter et par korte Ugers nonneagtig Afholdenhed fra deres frivole Forlystelser,– hvor Jet endda gaaer saavidt som til at tildække Haaret med et giennemsigtigt Hovedlin,– gienoptager Johanna og Pigebørnene deres forrige Theater-Løier, denne gang til Glæde for en Trio af unge Compagnie-Skrivere, nysankomne til False Bay, Mr. Delver Warp samt brødrene Vowtay, alle hiemvendt fra Bengalen og alle ligesaa u-nabobikalske, som da de reiste ud, og kun med lige akkurat saa megen Mønt paa Lommen, at de kan vække Interesse hos Kapstads-Skiønheder, der er langt mindre kræsne end Søstrene Vroom, og som tillige befrygter, at dersom de ikke strax faaer Pengene fat, ender de I Lommen paa Falskspillere. Ganske fordærvede af Indien, men dog fattige,– uregerligt utugtige, og dog uden Rynker,– men frem for alt, hvilken Guds gave af hviidt Blod er ikke disse raske Ungersvende! Johanna seer allerede levende for sig de smaa Rollinger deroppe paa Auktionspodiet, saa bedaarende at de sælger sig selv, yndigt hylende og sparkende med Fødderne i Luften,– og hun bliver aldeles eenøiet i sin Forfølgelse, medens Austra giver sig til at regne ud, hvem af Knøsene det bliver nemmest at forføre, og hvem af dem, om nogen, der kanhænde kunde blive en Udfordring.
//

Det er alt sammen meget interessant, og anbefal mig gerne noget solid historisk læsning om den hollandske kolonimagt, men hvor var det nu vi kom fra?

Nå-ja, et værk i Oslo der legede med et manglende start-S. Det må være årsagen til at jeg – de gange jeg befandt mig på diverse togstationer i og omkring Oslo – med en vis beundring kunne konstatere at start-S’et i destinationsstationsbyen Spikkestad altid var på plads.

søndag den 3. oktober 2010

Horehus med happy hour

Jeg beklager hvis overskriften støder for dybt i denne blogs læsere, men se nu lige hvad min Twitter-ven og superjournalist in spe, Kristian, fandt på sin vej:

Kristian har været i praktik på Ekstra Bladet. Det har indlysende skærpet hans scanning af sexassocieret skiltning i gadeplanshøjde; men er den skedefro begejstring hvormed han har ofret en fotografisk udløsning, så et udtryk for énøjet overfortolkning?

Nej, selvfølgelig ikke. Ganske vist vil budskabet ”Fri levering på alle sofaer” kunne læses helt uden sex i tankerne, især af de merkantilt tilvænnede og sprogligt svage som ikke lader sig mystificere af den lille knast som det fejlcastede forholdsord ”på” udgør. Men spørgsmålet er om ikke vi som har fundet denne åbning, har fat i mere end en sekundær tolkning med fnisefaktor?

Se nu godt på skiltet.

Bolia! Dette kan meget vel være et horehus. Hvor oplagt er det ikke – hvis man skal navngive sit bordel – at tage en latiniseret udgave af det gode gamle danske ord bole?

Her er – taget direkte fra Den Danske Ordbog på nettet – betydningen af verbet bole:

I modsætning til verbet bolle, som betyder:

Bole er således ikke blot en gammeldags udgave af bolle, men har også i modsætning hertil et horehusehint i sin betydning. Det giver derfor rigtig god mening at udvikle et bordels navn ud fra bole, og hvorfor så ikke give det en latinsk klang – der er jo meget latin i både fransk, spansk og ja, næsten alle de europæiske sprog; og så signalerer latin rent sprogligt en menneskehedens skjulte sprog og ædle fundament som man meget vel kan ønske at ville overføre til selve erhvervet. Det er genialt med Bolia!

Hvis det altså var et horehus.

Men det er jo bare en dansk møbelkæde der, som så mange andre, er blevet forholdsordsblinde.