torsdag den 19. august 2010

Musikanmelderiet er uden kvalitet

Thomas Søie Hansen var i 2-stjernerhumør da han overværede Thomas Helmigs koncert på Skanderborg i år. Denne bedømmelse tilføres en vis troværdighed når han i sin anmeldelse samtidig skriver at Helmigs koncert samme sted sidste år var ”intet mindre end sublim” – for kan han således give 6 stjerner, må der ligge en rimelighed i de 2 stjerner han giver nu.

Men ellers ved jeg sgu ikke helt hvad jeg skal tro, og det finder jeg desværre er typisk for nutidens anmeldelser. Problemet er at de formuleringsmæssige floskler og den tekstlige konstruktion og vinkel mere og mere synes at dominere den retvisende bedømmelse – måske fordi man ikke har tid til at lytte til og tænke musik, men i stedet har travlt med at få produceret noget journalistik hvor det så er de biografiske data og andre ydre omstændigheder man nøjes med at forholde sig til.

Tag disse to passager fra anmeldelsen:

Dansetrin?

Pudsigt.

Jeg har aldrig opfattet "Nu var du har brændt mig af" som et dansenummer, snarere som et Det Elektriske Barometer-nummer med heftige popkvaliteter. Et fremragende popnummer – uden tvivl Helmigs bedste – men sgu da ikke et dansenummer. Selvfølgelig kan man med vold og magt sagtens danse til det (og jeg kan med en vis rædsel forestille mig at Helmig måske har taget dansetrin til det på Skanderborg), men det er imod sangens ånd, og det gør det stadig ikke til et dansenummer.

Det er en floskel som Søie bruger fuldstændig meningsløst fordi han i forvejen har gang i en overordnet disco-ting i anmeldelsen. Det har han fordi han – med rette – mener at Thomas Helmig har gang i en disco-ting i sin attitude, men det har jo ikke noget at gøre med "Nu hvor du har brændt mig af".

"Nu hvor du har brændt mig af" blev i øvrigt lanceret i efteråret 1988. Det er, så vidt jeg kan regne ud, 22 år siden. Så man kan spørge om ikke det er lidt tidligt – og plat – at tale om ”nærmer sig de 25 år”? Selv bliver jeg decideret deprimeret af den form for journalistik. Den er upræcis og ubrugelig. Flosklen for flosklens skyld – og med det resultat at man fordummer hvor læseren måske tror at man er eksperten der deler af en viden.

Umiddelbart herefter trilles en alt andet end troværdig påstand ud af ærmet: At Rasmus Seebachs hits ikke skulle kunne stå en 25-årig distance. Hvor ved Søie det fra? Og hvorfor pludselig putte en skide popsang ("Nu hvor du har brændt mig af") op på en piedestal og samtidig påstå at andre skide popsange ikke kan nå samme piedestal? Det ligner ganske vist at Søie bruger sin anmelder-etos til at komme med en kvalitativt velfunderet påstand, men hvis man ved bare lidt om den musikalske virkelighed, vil man vide at det er noget vrøvl grebet ud af luften.

Hvis vi ser på sådan noget som Dieters Lieder: Dig og mig eller Shu-bi-duas allertidligste (ikke bedste) hits, fx Nam Nam, så har disse stået distancen. Man kan ikke med nogen rimelighed på nuværende tidspunkt vurdere at Rasmus Seebachs bedste sange ikke har en nogenlunde tilsvarende kvalitet. Og hvis man endelig skal sammenligne med Helmig, så var det tyndeste hit i danmarkshistorien, ”Fed lykke”, det eneste hit på en musikalsk nærmest ligegyldig debutplade i 1985. På Helmigs anden plade kom den smukke ”Midnat i Europa”, og først på den tredje plade, Kære Maskine, løftede tingene sig fra en lovende dag på musikskolen til gennemgående popkvalitet. Så hvorfor dømme Seebach allerede nu, på en debutplade som er klart mere interessant end Helmigs var? Det giver ingen mening. Skal vi ikke bare konstatere at det blot er endnu en ubrugelig floskel?

Thomas Søie er en relativt dygtig skribent og god anmelder, og pilen peger ikke specielt på ham. Men holdningen til kvalitativ vidensformidling og retvisende musikbedømmelse er, lige som lysten og evnen til at forsøge at beskrive musikken, nærmest væk i vore dages popanmeldelser.

Vi har desværre en tradition i Danmark for at behandle popmusik dårligt og useriøst i medierne, selv om vi er mange der bruger adskillige af vores livs vågne timer på at lytte koncentreret til det, om det så er Michael Jackson, Tina Dichow, Rammstein, Coldplay, Beatles eller hvad som helst andet. Det er sørgeligt at musikanmelderne selv integrerer den useriøsitet. Generationen der er 15-20 år ældre end Søie, gjorde (og gør) det bedre.

1 kommentar:

  1. Gode betragtninger. Er enig i at ingen kan vurdere om et nummer stadig er holdbart om 25 år. Her er Thomas Helmig netop et godt eksempel. For som du også er inde på, er mange af hans hit egentlig ikke så stærke, men i og med han har formået at udvikle sig og skabe en egen identitet, så holder det gamle materiale også. Om Rasmus Seebach formår det samme ved vi ikke. Men synes personligt at han har ret meget substans i sit materiale, når man tænker på, at det går en betegnelsen rendyrket pop.

    Der er jo ingen der kan vurdere om en sang er en evergreen. Det ved man jo i sagens natur først, når man efter lang tid finder ud af, at sangen stadig er grøn.

    PL

    SvarSlet