tirsdag den 31. august 2010

DR’s medarbejder gået


Dr.dk den 30. august.

Så slemt var der formentlig ingen der vidste at det stod til. Måske ikke engang DR’s ledelse, der nok fortryder at de tog Århus-afdelingerne med i fyringsrunden og dermed hjemsendte den ene medarbejder der kørte butikken.

torsdag den 26. august 2010

Autosvar efter 13½ måned

I agurketiden sidste år havde en af Journalisthøjskolens lektorer, Gitte Luk, et debatindlæg i Politiken om komma. Det var i mine øjne et forfærdeligt indlæg som kun forplumrede debatten totalt, og det skrev jeg til hende i en mail. Mailen var nok ikke så positiv som en mail bør være, men det havde noget at gøre med at jeg netop havde lagt sidste hånd på mit speciale om komma og var meget frustreret over at Gitte Luk benyttede agurketiden til et debatindlæg som jeg slet ikke kunne finde noget rigtigt eller positivt i.

Gitte Luk tog ikke særlig varmt imod min mail, og sådan kan det jo gå når man opildnet af en sag beklikker en journalistlektors kompetencer, timing og holdninger. Men jeg var da en smule ked af det.

Nu viser det sig imidlertid at det måske slet ikke er Gitte Luk der dengang svarede så surt. I hvert fald har jeg i dag, 13½ måned efter min mail til hende, modtaget et autosvar om at hun ikke er på sit kontor:

Måske er der alligevel håb om at Gitte Luk en dag vil åbne sig over for mig igen.

søndag den 22. august 2010

Kriminel matematik

Det er et meget ejendommeligt regnestykke der bliver fremlagt her.

For det første ville jeg – hvis jeg havde en gammel hat – æde denne på at de 99/199 kr. er prisen per måned. Et prisniveau som er forventeligt, og som også understreges ved et kig på foretagendets hjemmeside hvor det under ”ofte stillede spørgsmål” fremgår at den normale pris for betalingsmedlemskab er 279 kr. for én måned. Hvorfor tilbuddet så ikke er sat i forhold til de 279 kr., men kun de 199 kr., kan undre – den eneste forklaring jeg kan komme i tanke om, er at man har misset dette reelle salgsargument fordi man har så travlt med at manipulere.

Nå, men trods min ikke eksisterende gamle hat står der altså udtrykkeligt i annoncen at man kan få 3 måneders medlemskab for de 99 kr. De regner vel med at kunne undskylde sig med at have glemt at skrive ”pr. måned”.

Men endnu mere interessant skal det blive: På den grønne klik-knap står der minsandten at man ved at benytte tilbuddet – sådan må sammenhængen forstås – sparer intet mindre end 1.200 kr.! Ja, de tænker vel nok 100 kr. per måned i et år, men hvordan man opnår et års besparelse i et tilbud der kun løber i 3 måneder, fremgår ikke. Jeg gætter forsigtigt på at det er umuligt. Men de implicerer en opfattelse hos modtageren af at tilbuddet – som modtageren har regnet ud er en månedspris – kan køre et helt år. Dette står imidlertid ingen steder, og intet medlem vil formentlig nogensinde se en besparelse på 1.200 kr., men det er den implikatur modtageren er nødt til at foretage for at de 1.200 kr. giver mening. (Læs om implikaturer i denne bog.)

Man siger at man kan manipulere med tal og statistik ved at fremhæve visse tal frem for andre og ved at skære en udvikling ud af det tidsrum som får den til at se mest fordelagtig ud. Vi ser det ofte, og det er spin og manipulerende lyssætning af sandheden.

Men denne annonce for Parship er et niveau værre. Jeg vil kategorisere den som regulær løgn. Sandsynligvis har Parship sikret sig at man, når først man er trukket ind i Premiummedlemskabsproceduren, præsenteres for de korrekte formuleringer, hhv. ”99 kr. pr. måned i 3 måneder” og ”svarende til 1.200 om året”. Hvis de end ikke har dét, kan man som medlem fastholde hvad man er blevet hhv. lovet og vinket om i annoncen, nemlig 99 kr. I ALT for 3 måneder og maksimalt 12x 99 kr. for et år. Men det er jo nok en kamp de færreste gider kæmpe eller har været opmærksomme på at indsamle oplysninger til.

De kommunikations- og reklamefolk der er inde over denne annonce, bedriver i mine øjne organiseret kriminel virksomhed.

PS: Kl. 18.44: Jeg har netop sendt en henvendelsesformular til Forbrugerombudsmanden.

torsdag den 19. august 2010

Musikanmelderiet er uden kvalitet

Thomas Søie Hansen var i 2-stjernerhumør da han overværede Thomas Helmigs koncert på Skanderborg i år. Denne bedømmelse tilføres en vis troværdighed når han i sin anmeldelse samtidig skriver at Helmigs koncert samme sted sidste år var ”intet mindre end sublim” – for kan han således give 6 stjerner, må der ligge en rimelighed i de 2 stjerner han giver nu.

Men ellers ved jeg sgu ikke helt hvad jeg skal tro, og det finder jeg desværre er typisk for nutidens anmeldelser. Problemet er at de formuleringsmæssige floskler og den tekstlige konstruktion og vinkel mere og mere synes at dominere den retvisende bedømmelse – måske fordi man ikke har tid til at lytte til og tænke musik, men i stedet har travlt med at få produceret noget journalistik hvor det så er de biografiske data og andre ydre omstændigheder man nøjes med at forholde sig til.

Tag disse to passager fra anmeldelsen:

Dansetrin?

Pudsigt.

Jeg har aldrig opfattet "Nu var du har brændt mig af" som et dansenummer, snarere som et Det Elektriske Barometer-nummer med heftige popkvaliteter. Et fremragende popnummer – uden tvivl Helmigs bedste – men sgu da ikke et dansenummer. Selvfølgelig kan man med vold og magt sagtens danse til det (og jeg kan med en vis rædsel forestille mig at Helmig måske har taget dansetrin til det på Skanderborg), men det er imod sangens ånd, og det gør det stadig ikke til et dansenummer.

Det er en floskel som Søie bruger fuldstændig meningsløst fordi han i forvejen har gang i en overordnet disco-ting i anmeldelsen. Det har han fordi han – med rette – mener at Thomas Helmig har gang i en disco-ting i sin attitude, men det har jo ikke noget at gøre med "Nu hvor du har brændt mig af".

"Nu hvor du har brændt mig af" blev i øvrigt lanceret i efteråret 1988. Det er, så vidt jeg kan regne ud, 22 år siden. Så man kan spørge om ikke det er lidt tidligt – og plat – at tale om ”nærmer sig de 25 år”? Selv bliver jeg decideret deprimeret af den form for journalistik. Den er upræcis og ubrugelig. Flosklen for flosklens skyld – og med det resultat at man fordummer hvor læseren måske tror at man er eksperten der deler af en viden.

Umiddelbart herefter trilles en alt andet end troværdig påstand ud af ærmet: At Rasmus Seebachs hits ikke skulle kunne stå en 25-årig distance. Hvor ved Søie det fra? Og hvorfor pludselig putte en skide popsang ("Nu hvor du har brændt mig af") op på en piedestal og samtidig påstå at andre skide popsange ikke kan nå samme piedestal? Det ligner ganske vist at Søie bruger sin anmelder-etos til at komme med en kvalitativt velfunderet påstand, men hvis man ved bare lidt om den musikalske virkelighed, vil man vide at det er noget vrøvl grebet ud af luften.

Hvis vi ser på sådan noget som Dieters Lieder: Dig og mig eller Shu-bi-duas allertidligste (ikke bedste) hits, fx Nam Nam, så har disse stået distancen. Man kan ikke med nogen rimelighed på nuværende tidspunkt vurdere at Rasmus Seebachs bedste sange ikke har en nogenlunde tilsvarende kvalitet. Og hvis man endelig skal sammenligne med Helmig, så var det tyndeste hit i danmarkshistorien, ”Fed lykke”, det eneste hit på en musikalsk nærmest ligegyldig debutplade i 1985. På Helmigs anden plade kom den smukke ”Midnat i Europa”, og først på den tredje plade, Kære Maskine, løftede tingene sig fra en lovende dag på musikskolen til gennemgående popkvalitet. Så hvorfor dømme Seebach allerede nu, på en debutplade som er klart mere interessant end Helmigs var? Det giver ingen mening. Skal vi ikke bare konstatere at det blot er endnu en ubrugelig floskel?

Thomas Søie er en relativt dygtig skribent og god anmelder, og pilen peger ikke specielt på ham. Men holdningen til kvalitativ vidensformidling og retvisende musikbedømmelse er, lige som lysten og evnen til at forsøge at beskrive musikken, nærmest væk i vore dages popanmeldelser.

Vi har desværre en tradition i Danmark for at behandle popmusik dårligt og useriøst i medierne, selv om vi er mange der bruger adskillige af vores livs vågne timer på at lytte koncentreret til det, om det så er Michael Jackson, Tina Dichow, Rammstein, Coldplay, Beatles eller hvad som helst andet. Det er sørgeligt at musikanmelderne selv integrerer den useriøsitet. Generationen der er 15-20 år ældre end Søie, gjorde (og gør) det bedre.

mandag den 16. august 2010

Rødtop med forførende bund

Det er unægtelig et interessant ordvalg der finder sted i denne overskrift. Bund er vel sagtens en almindelig betegnelse for stemmemæssig formåen og er ikke i sig selv en tvetydig betegnelse. Men akkurat lige som døde metaforer kan vækkes til live (fx: jeg snublede over mine versefødder), kan skjulte tvetydigheder så sandelig da også vækkes til live. Og her må vi nok sige at ordet ”rødtop” uundgåeligt giver ”bund” en anden … øh, bundklang – ikke uden hjælp fra ordet ”forførende”, som hermed står i et rigtig spændende lys.

Dobbeltbetydningen af top som det står i henholdsvis ”rødtop”, hvor det betyder at man er rød i toppen, altså har rødt hår, og så den kvindekropsorienterede betydning af top som en beklædningsgenstand der dækker brysterne, spiller også med her. I overskriftens helhed er det svært ikke at tænke i bikini-terminologi:

Lad mig demonstrere denne terminologi:

Den kønsstrategisk beklædningsterminologiske tankekonstruktion ”top” og ”bund” fungerer også i benægtende betydning. Man kan således være topløs eller bundløs, og først i ”bundløs” er denne betydning af ”bund” i gængs brug – som en pendant til topløs.

Jeg vil undlade at illustrere hverken topløs eller bundløs her. I stedet vil jeg haste videre i analysen af en sådan overskrifts konnotative implikationer – og hvad de kaster tilbage på skribenten.

Er det muligt at skribenten, Søren Schauser, ikke har skænket den sexfikserede bundklang i overskriften en tanke? Ja, hvis han er formuleringsmæssigt tonedøv eller meget optaget af ”bund” som musikalsk term, er det bestemt en mulighed man bør tilstå ham.

Er det muligt at skribent + redaktør (+ evt. korrekturlæser) + redaktør igen – ja, kort sagt det redaktionelle miljø – ikke har skænket det en tanke? Nej, det er absolut umuligt. No chance in hell. Avisredaktioner elsker at ”misforstå” og associere på ord, og de holder sig ikke tilbage for at være lige så sexfikserede som 9 mand på en forladt olieboreplatform i december – i hvert fald i ord. Så det kan ikke lade sig gøre. Og selv hvis det reelt er det der er sket, ville jeg aldrig tro på det.

Alligevel er det noget i den retning Søren Schauser bedyrer en opildnet læser:

Lidt for kærligt, Søren. Og lidt for begejstret.

Okay, ”havde” kan strengt taget være korrekt, for du ”havde” måske ikke lige tænkt på det. Men da I fnisede ad overskriften på redaktionen, indså du at du (og Patricia Petibon) ville få mange læsere. Nu bliver den endda taget op på en blog her en måned efter, og måske vil læsere der faktisk er interesseret i musikken, klikke sig vej frem til din artikel. Ikke dårligt.

Så langt så godt. Men jeg synes vi mangler noget. Kommakommunikation er ikke Berlingske, og jeg føler ikke at jeg har sat denne blog i verden for at skuffe mine læsere. Derfor synes jeg at vi i sagens faglige tjeneste – og ikke mindst over for Søren Schauser – bør illustrere hvad langt de fleste vil, og som minimum kan, få ud af overskriften ”Rødtop med forførende bund”.

Værsgo:

torsdag den 12. august 2010

B.T. bryder med forudsigeligheden

B.T. innoverer meget i disse år. Nu har formiddagsavisen/damebladet fundet på noget nyt og spændende. Her har vi – igen – en artikel om Thomas Eje, så hvorfor ikke bruge faktaboksen til at fortælle om den lidt mindre eksponerede Preben Kristensen? Det er da nytænkning.

Vi kunne kalde det AAJ – abrupt associativ journalistik, eller bare kaosjournalistik.




søndag den 8. august 2010

Redningsdame


Berlingske den 4. august 2010.

Sensation! En kvinde – en spiller som slet ikke er på banen!

Hvordan gjorde hun? Blottede hun sine bryster for dommeren? For målmanden? Eller var det en rig dame som bestak dem alle sammen? Det må jeg læse mere om.

Nå …

Okay.

Jeg følger vist heller ikke så meget med i klubfodbold.

onsdag den 4. august 2010

Da Tour de France sluttede på en lørdag

Kære læser. Her er en etapeplan over det forgangne Tour de France 2010:

Så vil du nok spørge: Hvorfor skal vi kigge på den?

Det vil jeg svare på om lidt. Først må vi hellere afvikle dit andet spørgsmål: Hvorfor har jeg ikke fundet en oversigt på dansk? Jo, det beklager jeg også, men jeg har hos de større mediers Tour de France-sider, hvor jeg har kigget, simpelthen ikke kunnet finde noget så simpelt som en kortfattet etapeoversigt og med start- og målbyerne bare nogenlunde troværdigt stavet.

Og nu til det egentlige, dit første spørgsmål: Hvorfor skal vi kigge på denne etapeoversigt?

Det skal vi for at huske at det også i dette års Tour de France var sådan – som det altid er – at der er 1 prolog og 20 etaper, indimellem disse er der 2 hviledage, og det hele slutter en søndag på Champs-Élysées i Paris.

Det er vel nok en viden som de fleste almindelige tv-seere, for slet ikke at tale om Tour de France-entusiaster, kan i søvne. Men den er værd at opfriske før man kigger i dette magasin:

Det officielle Tour de France-magasin med B.T. og TV 2 som underskrivere.

For hvad søren er det der sker på den anden hviledag, onsdag den 21.? Her er ingen hviledag i det officielle Tour de France-magasin, som i stedet er på vej ud på torsdagens 17. etape til Tourmalet en dag for tidligt:

Torsdag, hvor den 17. etape til Tourmalet i virkeligheden køres, er det officielle Tour de France-Magasin så i stedet ude på 18. etape til Bordeaux:

Og fredag, hvor verdens største cykelløb har målby i Bordeaux, mener det officielle Tour de France-magasin at vide at der skal være individuel tidskørsel:

Der er selvfølgelig ikke i sig selv sjovt eller bemærkelsesværdigt at dagene på grund af den første fejl skubbes fortløbende, men det er alligevel vildt at producenterne af det officielle Tour de France-magasin ikke opdager at de har sat Tour de France 2010 til at slutte på en lørdag:

Så hjerteligt tillykke med kandidaturet til årets korrekturbommert.

Og det er bestemt ikke alene en korrekturlæsers ansvar. Hvis ikke korrekturlæseren forventes at have forstand på Tour de France, er det i meget lille grad korrekturlæserens ansvar, for så har det jo ingen ende hvad man skal sidde og dobbelttjekke. Tværtimod må det primært være redaktørens ansvar at kaste et blik på det færdige produkt før det går i trykken, og kritisk tjekke at der ikke er kæmpebrølere i den overordnede helhed af elementer i et blad. Det største ansvar ligger naturligvis hos det tarvelige sjuskehoved som i første omgang har sat en forkert kalender.

søndag den 1. august 2010

Skræmt til latter af Liberal Alliance

Satire er mest raffineret når den ikke er åbenlys. Vi kender denne nødtvungent skjulte satire fra undertrykte samfund, bl.a. fra os selv under Anden Verdenskrig, men også i fredstid ser man – heldigvis – eksempler på denne ikke-ekspliciterede satire der går under radaren på de opblæste fjolser den udstiller, men forstås af enhver der kan og vil tænke selv.

Det er således ikke på diverse bagsider i avisen man finder den, for her afslører satiren sig selv alene i kraft af placeringen, uanset om der er tale om godmodige grin i metermål eller om fordrejninger der siger mere om humoristen end om hans offer. Men man kan for eksempel være heldig at finde den i en jævnt formuleret Ritzau-notits på side 4 i første sektion – præcis som det var tilfældet i dagens Politiken. Her lykkedes det den anonyme journalist at skræmme mig til latter ved at udstille Liberal Alliances værdimæssige problemer, ikke med kommentarer eller tillægsord, men alene i kraft af artiklens komposition.

Jeg bringer her hele artiklen – med webudgavens overskrift, men med avisudgavens reducerede antal tegnsætningsfejl. (At de korrekturrettelser Politiken selv foretager i Ritzaus fejlspækkede produkt, ikke kommer webudgaven til gavn, er besynderligt, men det er jo ikke emnet for dette indlæg.)

Nu kigger vi på indholdet, og jeg kommenterer artiklen i bidder.

Dette er nyheden, scenen er sat.

Herefter får storkredsformanden så lov til at forklare hvorfor Liberal Alliance kun søger folk med ren straffeattest:

Det er i sig selv morsomt at Kent Hedemann Kristensen henviser til to af de mest troværdige politikere vi overhovedet har, nemlig Per Stig Møller og Helle Thorning-Schmidt. For troværdighed som politiker handler ikke om hvorvidt man beskytter sin mand en smule eller klodset og ukoncentreret vikler sig ind i nogle tal, eller om man engang har fået en bøde – eller for den sags skyld om man har haft sex med hele Det Hvide Hus og løjet om det bagefter. Troværdighed som politiker handler om hvorvidt man har noget åndeligt at byde på, en politisk vej for det samfund man skal tage sig af. Jeg ved det, du ved det. Kun de fjollede tv-journalister der producerer den ene agurketidsmeningsmåling efter den anden og interviewer den ene politiske kommentator efter den anden – og får banaliteter som svar – har ikke rigtig forstået det.

Dernæst er det skræmmende at Kent Hedemann Kristensen signalerer at politiske partier ikke behøver at vise større samfundsansvar og mere rummelig moral end de nidkære virksomheder der har set sig blinde på straffeattester fordi de åbenbart ikke har bedre ting at vurdere kommende personale på. Og hvad er det for noget værdiladet tale med ”grimme ar på straffeattesten”? Han fremstiller folk uden blank straffeattest som arede, narkotiske voldsforbrydere – som ulækre, som umennesker. Plettet straffeattest, uha: Der er dem, og der er os. Jeg skal love for at der er højt til loftet i Liberal Alliance.

Nå ja, det er der jo for resten også:

Der er jo forskel på folk. Sikke et dejligt signal at sende, og journalistens lille skub til Hedemann Kristensen ud over den moralske afgrund, i kraft af modstillingen, mærkes tydeligt.

Men han er nu også nem, tager nærmest springet selv:

Ikke direkte plettet. Flot.

De to sidste linjer er det klassiske smæk med halen som rettelig tilhører holdningsprægede genrer og ikke en blot konstaterende artikel. Uskyldige ser de ud med deres referat af nogle linjer fra stillingsopslaget, men med denne udstilling af Kent Hedemann Kristensen og Liberal Alliances lavloftede åndsrum, bliver de nærmere en ironisk kommentar til et parti som – måske / måske ikke – netop er fuld af politiske lykkeriddere og ringvrag.

Min mening? Ja, linjen ”du har naturligvis en ren straffeattest og en god samvittighed”, som står i deres stillingsopslag, ser meget sjov, sød og uskyldig ud. Men stillingsannoncer er signalhorn, og når annoncen er fra et politisk parti, og Ritzau tilmed får yderligere fjogede svar når de spørger ind til signalet, afsløres det at Liberal Alliance virkelig har problemer med værdierne. Tilgivelse og nye chancer er noget af det vigtigste i et samfund, og nultolerance over for urene straffeattester er en politisk og juridisk systematiseret nægtelse af tilgivelse.

Post Danmark skal selvfølgelig ikke ansætte kleptomaner, hjemmeplejen skal selvfølgelig ikke ansætte voldelige eller ustabile mennesker, og børnehaver skal selvfølgelig ikke ansætte pædofile. Her er der saglige grunde. Hertil og ikke længere.