onsdag den 30. juni 2010

Hvad foregår der når Arken har lukket?

Fra Berlingske.dk den 8. juni 2010 i en artikel om sex i det offentlige rum:

Ikke i museets åbningstid … ?! Hvad er det kommunikationschef Helle Qvistgaard prøver at sige?

lørdag den 26. juni 2010

Brevkassen: Is med hvid chokolade

Spørgsmål
Med udgangspunkt i gårsdagens blogindlæg (her) spurgte Ruben:

Jeg har lige læst din uddybning på det link du henviser til. Jeg er enig med dig i at sprognævnets udtaleregel er ubrugelig. Men hvad vil du stille op med substantiver som:

grøn te-sorbet
gør det selv-mand
hvid chokolade-is

De bøjes også samlet "hvid chokolade-isen", men skrives stadig med mellemrum.

Hvad siger du til at særskrivere kan bøje ord, fx "licens pengene, baby tøjet"? Hvis man også særskriver bøjningerne, er din regel vel ikke til meget hjælp.

Svar:
Tak for et rigtig godt spørgsmål. Der er nok én der har været ude at spise is :-)

For det første, for lige at få den lille ting på plads, så vil jeg ikke kalde udtalereglen for ubrugelig. Den er et godt supplement i værktøjskassen over for det med navneord, men jeg mener bare det er åndssvagt (i ordets egentlige, bogstavelige betydning) at hænge sin frakke på den som en slags absolut og universel test, i stedet for den grammatiske bestemthedsbøjning som jeg mener er en langt mere stringent og logisk anskuelse (og hvis yderst sjældne undtagelser bryder med dansk grammatik og logik).

Dine eksempler er såkaldte ”gruppesammensætninger”, og dem nævner jeg i tvillinge-artiklen om bindestreger (se linket nederst i denne kommentar). De udfordrer tilsyneladende den grammatiske bestemthedsregel – det er rigtigt. Men hvis man kigger efter med lup og i øvrigt har tjek på sproget, så adskiller eksempelvis ”isvaflen” sig fra ”hvid chokolade-isen” og ”ud af kroppen-oplevelsen” derved at bindestregen hen til kernen (isen og oplevelsen) signalerer at vi har gang i sådanne gruppesammensætninger. Det ville jo være forkert (og misvisende) at skrive ”hvid chololadeisen”, ”grøn tesorbeten” eller ”gør det selvmand”. Så bindestregen viser at vi er ovre i en anden grammatik hvor der er noget særligt på færde. Man kan også sige at en bindestreg hen til sidste led i enheden (sandsynligvis) legaliserer mellemrum andre steder i enheden fordi der så (sandsynligvis) er tale om en gruppesammensætning.

Og dette særlige der er på færde, er jo ikke naturligt for dansk skriftsprog. Dét er lignende engelskpåvirkede formuleringer som ”en helt i orden filmoplevelse” heller ikke, men her er der ingen grammatiske problemer fordi ”helt i orden” er adjektivisk (altså ikke er forstavelse, men selvstændigt ”ord”) og er på en adjektiv-plads hvor der på dansk kan være flere indbyrdes forstærkende ord og ligefrem hele sætninger, eksempel: ”en rigtig god, for ikke at sige vanvittig god, filmoplevelse”. Men når sætningsdele erstatter forstavelser frem for adjektiver går det galt på (skriftligt) dansk. Vi må acceptere at formuleringer som ”en grøn te-is” (lige som ”en helt i orden filmoplevelse”) er darlinger i talesproget, og vi må også til en vis grad acceptere at disse afføder begreber som ikke kan undgås i skriftsproget, såsom ”gør det selv-mand” og ”ud af kroppen-oplevelse”. Men selv om vi i talesproget siger fx ”grøn te-is” og ”hvid chokolade-is”, bør vi altid i skriftsproget formulere os ”is med grøn te” (eller ”is med smag af grøn te”) og ”is med hvid chokolade” – dette er klassisk dansk, og det er meget anbefalelsesværdigt. Ikke dermed sagt at den første måde ikke må forekomme i skriftsproget, eller at der ikke skal være en ortografisk løsning på det (hvilket der så også er med bindestregen foran sidste led), blot sagt at det ikke er tilstræbelsesværdigt skriftsprog, hvorfor det ikke bør forekomme hyppigt.

Hvad så med de udtryk som ikke rigtig kan omformuleres – eksempelvis ”gør det selv-mand”? Ja, der ser vi faktisk at Sprognævnet tilsyneladende tilskynder en udvikling hen imod total sammenskrivning, altså ”gørdetselvmand”. Sådan hedder det ikke endnu, men ”gåhjemmøde” hedder faktisk sådan i dag som den eneste korrekte form. Hvilket er godt! – fordi for mange gruppesammensætninger i sproget netop skaber forvirring om den grundlæggende regel om sammensatte navneords sammenhæng.

Dit sidste spørgsmål forstår jeg nærmest ikke at du kan stille, men det hænger nok sammen med at du ikke har læst artiklen om bindestreger og heller ikke kender ovenstående forklaring på gruppesammensætninger. ”Særskriveren” er i dette tilfælde en person der ikke kan skrive dansk. Det er jo ortografi som netop ”licens pengene” og ”baby tøjet” der – med god grund – får folk med ordentlige sproglige kompetencer til at reagere med depressionslignende symptomer, eller ”røde knopper”. Og som du kan se, kan dette ikke være gruppesammensætninger, eftersom der i så fald mangler en bindestreg hen til sidste ord. (Hvis der var en bindestreg, ville ordet pricipielt hænge sammen, og så ville der ikke være noget problem.)

Enheder som kan bøjes i bestemt form, kan IKKE særskrives (altså skrives med mellemrum mellem ordene), medmindre der er tale om gruppesammensætninger (Ayrton Senna-ulykken, ud af kroppen-oplevelsen) hvor der så er bindestreg til sidste led – en bindestreg som egentlig betyder en underforstået bindestreg (sammenhæng) mellem de øvrige dele også.

Jeg håber disse ord løste mystikken. Men du er velkommen til at spørge igen. Ordfragmentering er det vigtigste grammatiske sprogproblem overhovedet, og derfor er det også vigtigt at jeg kan svare på det.

Læs om bindestreger:
http://www.retskrivningspolitiet.dk/sprogtip/bindestreg.html

fredag den 25. juni 2010

Est-ce que vous êtes français?


Set på Jobindex den 24. juni 2010.

Må jeg anbefale Løjtegårdsskolen at søge i Frankrig? Der er helt sikkert langt flere franske lærere.

PS:
http://www.retskrivningspolitiet.dk/sprogtip/ordfragmentering.html

tirsdag den 22. juni 2010

Vuvuzelaer versus Liniger

Det kan være ubehageligt at se VM-fodbold med lyd på.

Men det er ikke kun på grund af de omdiskuterede vuvuzelaer. Nok så meget er det på grund af de danske fodboldkommentatorer.

Selv min yndlingskommentator, Flemming Toft, synes at være trukket ned i niveau af at skulle babysitte Martin Laursen på TV 2. Sidstnævnte nåede i kampen Frankrig-Mexico hele 6-7 gange at pointere at den franske træner, Raymond Domenech, måtte ”tage sit ansvar” for en uinspireret indsats fra det franske hold. Det lød godt – syntes Laursen nok – og så blev den turneret nogle gange.

Og hvad skal Flemming Toft sige til det? Ikke noget, for han har på det tidspunkt altid sagt hvad der skal siges. Og man kan ikke trække for meget snak tilbage med mere snak.

Flemming Tofts og Martin Laursens pingpong fungerer sådan at hver gang Toft siger noget kritisk, så sidder Laursen klar til at sætte eftertryk på. Hvis Toft siger ”ikke”, supplerer Laursen med ”slet ikke”, som en indledning til at lægge endnu mere vægt i. Men det forekommer mig slet ikke at være hensigten med Tofts bemærkninger. De er ikke spørgende. De er ikke ”assists” som Laursen skal sparke mere fart i. De er konstateringer og konklusioner. Og følger man op på den på overfladen kritiske lyd af Toft, drukner man den konstruktivitet der egentlig er drivkraften bag. Toft er en slags blues, men det smukke drukner med Laursen som medkommentator, så kun klagesangen står tilbage.

”Domenech må også tage sit ansvar”. I virkeligheden kan det meget vel være af sprogfejlsfreudianske grunde at denne formulering kørte på repeat. Martin Laursen kan nemlig ellers overhovedet ikke finde ud af det med ”hans” og ”sin”. Det er konsekvent ”hans”. Og så kan det godt undre mig – når Laursen nu ellers formulerer sig habilt – at Flemming Toft, eller en anden fra TV 2 Sporten, ikke én gang for alle lærer ham det: ”Martin, hvis du siger ’han slår hans knæ’, er det en andens knæ han slår. Nu skal du høre hvordan reglen er ...” .

Men for TV 2’s førstehold i kommentatorboksen er der intet at beklage i forhold til hvilken lidelse det er at lægge ører til DR’s ditto, Henrik Liniger og Jan Kalborg. Sidstnævnte gør hverken fra eller til; eller: Han har nogle glimrende betragtninger, men som sekundant er han ikke rigtig i en position til at skinne igennem i helhedsindtrykket – et helhedsindtryk som Liniger i egenskab af journalistisk ordfører så afgjort dominerer.

Og Liniger – som sikkert både tænker og skriver godt, som sikkert er et godt og rart menneske og en kompetent journalist – er et kapitel for sig i kommentatorrollen. Et fejlcast simpelthen, og dette sagt velvidende at han har beklædt rollen i mange sammenhænge hos DR; men en fejl bliver jo altså ikke nødvendigvis mindre af at man gentager den.

Liniger synes at være i direkte konkurrence med vuvuzelaerne om at levere mest mulig monoton støj der ikke kan bruges til noget. Man kan putte et ”jo” ind i alle Henrik Linigers sætninger, for det han siger, er enten hvad vi selv kan se med vores blotte øjne, eller indlysende rationaliseringer om hvorvidt noget (uanset hvor ubetydeligt det måtte være) er godt eller skidt for noget andet. Det er som om Liniger skal besværge alle iagttagelser og alle tanker med sin guddommelige tale, ellers er det sete ikke set og det indlysende ikke tænkt. Et kvindagtigt snakkechatol? En neurotiker? Måske, måske ikke. Men stensikkert er at Liniger har misforstået håndværket eller bare ikke har talent for det.

Bedre bliver det så ikke når sproget er decideret uskønt:

”Og New Zealand kommer altså ikke meget ud af den hjemlige matrikel i denne fase af kampen.”

Sætningen rummer i sig selv alle Linigers problemer: 1) Vi kan godt selv se det. 2) Det er en tomgangs-eksplicitering af noget de med tilstrækkelig tydelighed lige har talt om (derfor ordene ”Og … altså”). 3) Metaforen er på ingen måde rammende – en banehalvdel føles ikke som noget hjem klart afgrænset fra den modsatte banehalvdel, og slet ikke så geografisk fikseret som ”matrikel” konnoterer. 4) Kommentaren er i sig selv en overdrivelse af hvad der faktisk sker på banen, og er på den måde heller ikke rammende eller for den sags skyld saglig.

I kampen Cameroun-Danmark blev der rationaliseret fra det øjeblik kampen blev sat i gang. Fra første dommerfløjt begyndte Liniger at forklare os komplet imbecile seere at det hold der scorede først, ville stå med ”alle kortene på hånden” og muligheden for at spille resten af kampen som de ville; for statistikken viste at man ikke så tit vandt en kamp når man først var kommet bagud. Èn ting er at det burde være strafbart for kommentatorer at slide på seernes opmærksomhed uden at overbringe information. En anden ting er at det er ren hybris at pladre rundt i sådanne spekulationer mens Danmark tydeligvis er under et indledende bombardement, hvorfor der også opstod lidt af et tabu i kommentatorboksen da Cameroun inden for de første 10 minutter bankede bolden ind bag Thomas Sørensen. Én tredje ting er at det jo heller ikke viste sig at holde – Danmark kom bagud fra start og vandt kampen alligevel.

Men kun det første oplevede jeg på DR. Allerede et kvarter inde i kampen havde jeg valgt at skifte fra DR til Svt2 (svensk tv) for at slippe for mere det-kan-jeg-sige-mig-selv-snak. Det var en lettelse af himmelske dimensioner at komme over til et sted hvor man kunne se fodbold, altså opleve selve kampen (bag Linigers snak) og komme ind i den. Jeg blev også på svensk tv i pausen og i analysen efter kampen, for hvorfor ødelægge en god, koncentreret fodboldstemning.

På torsdag spilles kampen Danmark-Japan. Desværre har DR også købt rettighederne til den, så det bliver så Svt1 eller ZDF (begge i den lille analoge pakke) hvis det igen er Liniger ved roret på DR. Kenneth Plummer kunne godt have sparet de licenspenge som rettighederne har kostet.

Jeg mener selvfølgelig at DR skal bidrage til at en komplet VM-dækning kan holdes på den lille analoge pakke så vi alle kan se VM; men pengene er spildte hvis DR ikke også får skabt et hold af kommentatorer der er begivenheden og tv-stationen værdig. Jeg er konsekvensvidne: jeg elsker DR, jeg er ikke kræsen eller evigt kritisk, jeg har ikke specielt forstand på fodbold, og alligevel må jeg klikke væk fra DR (til Svt1, Svt2, ARD eller ZDF) for ikke at få ødelagt min oplevelse.

Man kunne jo spare lidt ved at nøjes med én kommentator og dermed få råd til en bedre af slagsen. Det gør man på tysk tv, og det resulterer i mindre, men mere relevant, snak. Samtidig tror jeg også at en enlig kommentator er i bedre samklang med tv-seeren, fordi han bliver en parallel til seeren, og fordi dét bliver hans fokus frem for pingpong med en bisidder.

Og så er vi tilbage ved Flemming Toft på TV 2, som ville være bedst alene. Han er god nok til det, såvel journalistisk som fodboldmæssigt. I begyndelsen af Holland-Danmark den 14. juni 2010 sagde han dog noget som i bogstavelig forstand ikke er helt rigtigt. Han talte om ”de ulidelige toner af vuvuzelaer”. Men det er jo rettere sagt én tone.

Og her er den:

Efter sigende skulle producenten af vuvuzelaerne have lavet en udgave med en mindre gennemtrængende lyd. Jeg synes også jeg kan mærke at det er blevet bedre, i hvert fald på svensk tv.

fredag den 18. juni 2010

Iført briller

Nøj da! Manden er iført briller; det lægger virkelig noget til.

Nå, okay: Længere nede i artiklen står der så ”iført briller med nattesyn”, og det er selvfølgelig i en interessant oplysning. Så det gav altså mening engang.

Men det får mig til at tænke på hvad f"%&#!! der går igennem hovedet på den redaktionelle medarbejder der har fjernet ”med nattesyn” fra manchetten?

PS: Og så mangler der et vigtigt komma efter briller, men det er måske også bare røget med i den kluntede redigeringssaks' hærgen.

onsdag den 16. juni 2010

En fis i en hornlygte

Denne blog bestræber sig almindeligvis på at levere originalt indhold og ikke bare referere. Men jeg vil gøre en undtagelse i tilfældet Fis i en hornlygte som er en udstilling på Esbjerg Museum fra 12. juni til 27. februar. Jeg har ikke selv været forbi, men Esbjerg Museum skal have en cadeau for at vække døde metaforer til live – og til forstand – ved at først at sætte dem i scene i den form nutidssprogbrugeren må misforstå dem, og dernæst forklare hvad ordene i virkeligheden betød og ordsproget betyder.

Det kan jo give problemer når fx ”skæpper” og ”hornlygter” ikke længere er en del af virkeligheden, men de gamle vendinger stadig er det. Så vandrer fantasien ud i absurde billeder for at finde mening, og netop dét spiller udstillingen på. Den tager kærligt imod misforståelsen og leverer så forklaringen. Det er genialt, fordi begge dele stimulerer den sproglige lyst og skaberevne.

Og der er såmænd heller ikke så stor forskel på den grundige misforståelse (som kræver genialitet) og den geniale ordkunst. Dette forhold accentuerer museet ved ikke at putte rigtige sild (fra Esbjerg havn) i en tønde, men i stedet barbiedukker der skal symbolisere attraktive kvinder, der som bekendt også kaldes sild. Herved vises fysisk hvad den skribent der bevidst leger med sproget, egentlig har gang i.

Museumsinspektør Mette Slyngborg siger noget meget klogt om de gamle ordsprog til DR:

”Sproget er jo en kulturhistorisk konstruktion. Den måde vi taler på, formulerer os på og tænker i ordbilleder, kommer fra nogle gamle rødder i sproget, og også fra andre landes sprog, og derfor er det rigtig sjov at stille fokus på at vores sprog faktisk har en kulturhistorie. Det er jo ikke tilfældigt at vi taler som vi gør, og at vi udtrykker os som vi gør. Men det er vigtigt, synes jeg, at kende rødderne til: Hvor kommer det egentlig fra? Og hvorfor hedder det egentlig sådan?"

Og om ”fis i en hornlygte” forklarer hun:

”En hornlygte, det var tidligere en primitiv lygte hvor ruderne var halvgennemsigtige hornplader i stedet for de kostbare glasruder. Og den fis der er i en hornlygte, det er ikke det man umiddelbart skulle tro. Ordet ”fis” betegnede tidligere en stump tællelys, og en sådan fis i en hornlygte gav jo ikke ret meget lys. Så det er faktisk ikke en prut, det er faktisk en lille stump tællelys.”

Og jeg vil tilføje: Så vidt jeg kan tyde ”fis” i den gamle Ordbog over det Dansk Sprog”, må fis i betydningen ”lille stump tællelys” komme af at fis kunne betyde en hvilken som helst slags mindre snip eller stump af noget. Jeg er ikke etymologisk arkæolog, men hvis nogen kan grave den dybere, skal de være velkomne her. Det kunne være sjovt hvis man kunne komme frem til at ”fis” var en parallel til det engelske ”fuse” altså lunte. Men det er muligvis bare mig der ønsketænker.

Link til Esbjerg Museum.

Link til DR’s artikel med lydklip.

søndag den 13. juni 2010

Kvittevit

Ditte Okman fik (foreløbig) kun lavet to pip til verden på Twitter.

Det er nok også bedst sådan.

torsdag den 10. juni 2010

Ugens Værste var Deadline selv

Mads Brügger er en af mine helte. Det skyldes hovedsageligt udfordrende journalistik som den han stod for i Quatraro-mysteriet, og som også viste sig i fx Det Røde Kapel og Den 11. Time.

Men i søndags var han vært for den dårligste og tyndeste Deadline-udsendelse jeg nogensinde har set, og som jeg egentlig heller ikke troede var mulig. Jeg er således også i tvivl om hvorvidt det var et ærligt produkt, eller om det var et bevidst eksperiment med hvor meget man kan skære ned på de redaktionelle kræfter og den mentale forberedelse. Måske et hemmeligt ”trusselsbrev” til kulturministeren?

Her er menuen for Deadline, søndag den 6. juni 2010:

  • 40 sekunders velkomst.
  • 1½ minuts indslag samt 3 minutters interview med Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti om at DF vil have justitsministeren til at undersøge muligheden for at retsforfølge den katolske kirkes overhoved i Danmark.
  • 44 sekunder om Israels afvisning af at lade en international kommission undersøge hvad der skete da Israel satte en stopper for et aktivistisk nødhjælpsskib, med 9 dræbte aktivister som følge.
  • Godt 23 minutters ”Ugens Værste”, hvor Michael Jeppesen, Georg Metz og Paula Larrain diskuterer om det er 1) ”lækagesagen fra koordinationsudvalget”, 2) ”de danske politikeres manglende evne til at se de økonomiske realiteter i øjnene” eller 3) ”medieforliget og lukningen af P2” der er ugens værste.

Bortset fra de 44 sekunders telegramjournalistik om Gaza-konflikten består programmet altså af 4½ minut om at DF går i kødet på den katolske kirkes overhoved og 23 minutter med Ugens Værste. Det er selvfølgelig ikke på papiret noget problem. Men kvaliteten af de to viste sig at være den lavest tænkelige.

Hvordan DF kan få endnu 4½ minut i Deadline om en af deres hyperbanale enkeltsager, er mig en gåde. Vi er vel ikke mange der kan være uenige i at den katolske kirkes overhoved, Czeslaw Kozon, ikke skal dække over kriminelle handlinger i kirkens regi. Det er en banalitet, og der var ingen kvalitativ grund til at interviewe Marlene Harpsøe om det i 3 stive minutter. Interviewet var da også rent mikrofonholderi uden vinkel og dermed uden formål. Hvis der fra Mads Brüggers side var noget forsøg på at opstille skismaer, var disse så subtile og procesorienterede at de ikke afsatte noget præg på Harpsøes monolog. DF synes ikke det er godt nok at Czeslaw Kozon trods kendskab til misbrug i kirken ikke reagerer før medierne blander sig. Ikke at der overordnet set er noget i vejen med hendes budskab; der er bare ikke så meget at sige til det. Og er der ikke andre ting man burde nå i en Deadline-udsendelse på ugens sidste dag?

Så til Ugens Værste. Hele 23 minutter brugt på det rene ingenting. Mads Brügger lagde ud med at konstatere at vi befandt os mellem to mærkedage, nemlig HA-præsident Jønkes fødselsdag (50, dagen før) og Reimar Bo Christensens (60, dagen efter), hvorfor der denne mellemliggende dag altså ikke var anledning til at synge nogen fødselsdagssang.

Hvad skete der lige dér? De tre gæster anede det i hvert fald ikke. Måske skulle Brügger have fyret den af til seerne ved programmets afslutning og ikke ved sin ankomst til debatbordet – bare et forslag – for det havde ikke noget at gøre med det der skulle debatteres.

Debatværten er en rolle Mads Brügger klarer sig virkelig skidt i. Han er for fortænkt, subtil og skæv i sine kommentarer i en rolle som egentlig bare handler om at skære kagen og sørge for at kagespaden bliver sendt videre med god timing. Brüggers facon sætter folk i stå. Han dribler med bolden og afventer en reaktion, i stedet for at afslutte sit dribleri med en brugelig aflevering eller skarp indspilning til fødderne. Derfor forekommer der ved debatter med Mads Brügger som vært ofte lange sekunder med uproduktiv tavshed, indtil Mads Brügger kommer i tanke om at han nok hellere må spille en bold, eller indtil en af gæsterne selv frembringer én. Med en anden metafor kan man sige at hans kommentarer kommer til at virke som vand på bålet og ikke som brændstof. Det fungerer selvfølgelig fint i 1:1-samtaler med uendelig tænke- og taletid og i dokumentarprogrammer som efterfølgende kan redigeres. Men i styringen af en live-debat fungerer det absolut ikke. Dertil kommer at Brügger mangler musikalsk fornemmelse for debattens flow og mulige skift i taleture, hvilket eksempelvis viser sig i markant klodsede emneskift og afrundinger.

I søndags var der dog ingen interessante taleture at ødelægge, og det er ikke kun fordi Mads Brügger tissede på debatbålet, men også fordi de tre gæster intet havde at sige hinanden. De havde stemplet hinanden på forhånd. Jeppesen og Metz (og Brügger) havde stemplet Paula Larrain som repræsentant for de konservative. Metz og Larrain havde stemplet Jeppesen som en utroværdig gøgler hvis udtalelser kun var for sjov – en stempling han ikke ligefrem selv er uforskyldt i. Og Georg Metz klarer udmærket selv at stemple sig som et besværligt ego der altid skal have sparket noget ind. Ingen af de tre har nogen grundlæggende dyb forståelse for hinanden, og man havde en fornemmelse af at de heller ikke forstod hvorfor de var der.

Dette, i kombination med Mads Brüggers fravær som ordstyrer, resulterede i at samtalen om bordet gik død i overbærende smil og godmodige vittigheder. Lidt lige som når man i den pukkelryggede families lag har opdaget at ingen lytter til andre end sig selv, og at man derfor lige så godt kan nikke og smile lidt, drikke noget mere kaffe, spørge hvordan det går med kattene, eller komme med nogle énlinjers der passer til alle segmenter. Det er noget af det pinligste tv jeg har set.

Man er nu heller ikke tilbøjelig til at lytte så intenst til hinanden når det indholdsmæssige niveau er som det Michael Jeppesen præsterede i følgende tankerække: Efter først at have udelukket at det kunne være Brian Mikkelsen eller Troels Lund Poulsen der stod bag lækagen fra koordinationsudvalget, vendte Jeppesen tilbage og opholdt sig ved at det alligevel godt kunne være Troels Lund Poulsen. Det var så ud fra en argumentation om at Troels Lund Poulsen havde fået ny spindoktor og at sådanne skal markere sig. Michael Jeppesen ledsagede sin betragtning med boksebevægelser i luften; måske en besked direkte fra hans egen samvittighed om at han ikke rigtig var varm.

Og Mads Brügger bidrog selv meget aktivt til den amatøristiske stemning ved nogle minutter senere at foreslå følgende:

”Et muligt scenarie kunne være at Lene Espersen trækker sig og Paula Larrain kommer ind fra højre.”

Her forsøgte Michael Jeppesen så at redde en vis form for retvisende substans ved at indskyde at Connie Hedegaard nok ville komme hjem fra Bruxelles først. Men det kunne ikke redde seriøsiteten, for den nu skamforfjamskede Larrain følte nok at hun skulle udfylde et tomrum med en returnering til Brügger: ”Hvad bygger du det på?”, sagde hun så med et afvæbnende ironisk smil.

Hvad der står tilbage er: Ved Brügger hvad han laver i Deadline? Havde han glemt at det var en medieret samtale? Hvilket stof var han på?

I hvert fald ikke det stof journalistik er gjort af.

Få sekunder senere skete endnu en mærkværdighed: Mads Brügger bad Jeppesen opfriske hvorfor han nu er frataget sin bestalling som blogger på Politiken, men da Jeppesen forsigtigt spurgte Brügger om han godt måtte sige hvad det var for en ”vittighed” han medieeksperimentelt havde fremstillet som sandhed i et blogindlæg på Politiken, fik han – muligvis ved mellemkomst af et dessin i Mads Brüggers øresnegl – nej fra Mads Brügger. Mage til pointestyrt på grundlag af misforstået adfærd fra Deadline-redaktionen skal man sgu lede længe efter. Hvorfor måtte Jeppesen ikke sige at det hans fantasi havde opfostret, var en historie om at statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle være sprunget til side med den konservativt meningsdannende mediepræst Kathrine Lilleør? Historien rummer da om ikke andet en form for poesi af relativt god kvalitet, og når han – her – klart lancerer den som en løgn, hvorfor så ikke få lov til at sige hvad løgnen var? Det Jeppesen blev forhindret i, var at fuldbyrde et dementi. Og det Brügger gjorde, var at spørge om noget han så alligevel ikke ville have det fulde svar på.

Således frataget punchlines og pointer forløb altså en hel Deadline-udsendelse. Til slut rundede Brügger af på sædvanlig klodset vis hvor han måtte skynde sig at kaste det faste spørgsmål ”Hvad er så ugens værste?” ind i plenum. George Metz gentog ”Ugens værste?” som om han ikke var klar over at det er navnet på det koncept han sad i, og som stod med store bogstaver bag ham, men han fattede sig dog og svarede på spørgsmålet. Anderledes med Jeppesen der, efter flere minutters fløjpolitisk diskussion mellem Larrain og Metz, ærligt indrømmede at han var åndsfraværende; ”stået af”, som han udtrykte det, af at høre på de andre to.

Heldigvis for Jeppesen kunne mine tæer på dette tidspunkt – efter 23 minutter med Deadline som reality-show – ikke krummes yderligere.

Man må formode at nogle DR-chefer i deres stille sind har takket gud og Jes Stein Pedersen for at det altid grundigt forberedte, veloplagte og vedkommende Deadline 2. Sektion tog over og reddede æren for DR2 denne søndag aften.

torsdag den 3. juni 2010

IT-Universitetet opdateret som ind i fortiden

Der er selvfølgelig ingen der som IT-Universitetet er glade for et tæt samarbejde med erhvervslivet. Og selvfølgelig er der heller ingen der som dem er bevidste om værdien af en opdateret hjemmeside.

Så det må være forholdsvis let af komme i kontakt med dem via hjemmesiden. Lad os se:

Jep, den er god nok. Overskriften ”Erhvervssamarbejde” og en mailadresse lige til at skrive til. Det kan godt undre at kontaktpersonens initialer ikke stemmer overens med bogstaverne i mailadressen, men det kan selvfølgelig være at det er afdelingen der hedder noget med ”sfb”. Jeg skriver i hvert fald til dem.

Hov, hvad nu? Jeg får et autosvar:

Okay, det ikke en Rebecca Foss, men derimod en Sara Friberg Busch der har modtaget mailen. Ja, det passer jo unægtelig bedre med mailadressen. Men det ser ud til at det er en helt tredje person, Kirsten From, man skal skrive til, eftersom Sara Friberg åbenbart er på barsel. Okay, så må jeg jo prøve at sende min mail igen.

Hov, endnu et autosvar:

Nå for søren. Kirsten From har skiftet job, og jeg henvises igen til Rebecca Foss som åbenbart også har været på barsel, men nu angiveligt er tilbage. Og nu passer mailadressen oven i købet med initialerne. Man må formode at vi nu omsider nærmer os.

Jeg sender min mail for tredje gang – efter sigende lykkens gang.

NEJ! Endnu et autosvar:

Rebecca Foss, det navn som står på hjemmesiden under ”Erhvervssamarbejde”, arbejder der heller ikke mere. Nu skal jeg skrive til en Kristian Parkov.

Jeg sender min mail for fjerde gang.

Det var i går aftes. Nu er klokken 16.00 en hel arbejdsdag efter, og jeg har endnu ikke fået svar. Heldigvis heller ikke flere autosvar, så der er vel håb.