søndag den 24. januar 2010

Fra spor 2 af

Maria Dohn -> Ole Rasmussen
Maria Dohn sagde: ”Stafetten er jeg fristet til at sende videre til min ven Ole Rasmussen på Politiken. Vi deler interessen for sprogets afkroge og finurligheder og er begge belastet af vores jyske opvækst, som selvfølgelig har sat et aftryk på vores sprog.”

/


Af Ole Rasmussen (født 27. oktober 1961 i Aalborg), journalist tilknyttet Politiken hvor han bl.a. har været redaktør på At tænke sig og i dag skriver Sket i ugen; derudover medforfatter til satireprogrammer i DR’s tv og radio.

I den ydre sjællandske provins, hvor jeg ved skæbnens ugunst er havnet, opererer man jo med 56 bogstaver i alfabetet. A-a, B-e, C-e og så videre helt frem til Å-å. Det lyder ikke godt, men på den anden side har det været rart nok for en nordjyde som mig at konstatere at der findes steder hvor man taler endnu grimmere end i Aalborg. Op' nordpå siger folk måske ik' så maje, men til gengæld siger de det ofte dobbelt, som når de "handler ind" eller "roterer rundt".

Men det var nu dét med udtalen der snød mig de første mange år jeg boede i Holbæk. Hver gang jeg kom hjem med toget fra København, meddelte en tydeligvis loka-a-al mandsstemme i højttaleren at "der afgår tog til Nykøbing Sjælland fra spor 2 af". Det morede jeg mig vældigt over, og mine jyske venner syntes også at det var sjovt når jeg glædestrålende fortalte dem om den bondske DSB-mand. Indtil jeg altså efter en årrække skulle hente en gæst der kom med toget fra Nykøbing Sjælland – og fik øje på skiltet hvor der stod 'Spor 2a'.

Siden har jeg været lidt mere tilbageholdende med at håne folk der taler sjællandsk dialekt. Blot kan jeg stadig ikke forstå at folk der er født 5-40 kilometer øst for Kalundborg, er notorisk ude af stand til at udtale byens navn korrekt. Indfødte vestsjællændere siger altid "Kallenborg", og denne gang er jeg sikker på at det ikke er hvad der står på stationsskiltet, for jeg har selv set efter.

/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar