mandag den 26. oktober 2009

Komma og?

Mange journalister elsker at holde med grammatisk komma og håne de der siger dem imod på det punkt. Det har jeg selv oplevet, såvel på egen ’krop’ som i mere akademisk sammenhæng da jeg lavede undersøgelser til mit speciale om komma.

Ovenstående citat – taget fra Berlingeren den 20 oktober, men det kunne være hvor som helst fra – viser hvordan journalister som regel håndterer deres elskede grammatiske komma. Det komma som de mener at de har godt styr på.

Det ene træk er at de sætter startkommaerne, ikke de øvrige kommaer. Det er ellers kun de øvrige kommaer som altid er meningsfulde for forståelsen og svarer til prosodien, og som andre kommasystemer så at sige består af sammen med et fåtal af meningsfulde startkommaer. Men grammatisk komma har altså ud over de meningsfulde kommaer også de meningsbedøvende startkommaer, gerne ved signalord som der, som, hvis, når, hvad, at osv. Og dem placerer og fejlplacerer journalisterne lystigt foran signalordene. At journalisterne husker de meningsbedøvende kommaer og glemmer de meningsfulde, hænger jo sammen med netop en opmærksomhed på signalord og et totalt fravær af grammatisk-sproglig sans. Fra teksternes synspunkt må vi kalde det absurditetstrækket: Tegnsætningen bliver absurd i forhold til mening og prosodi.

I ovenstående udklip skal der være ét vigtigt komma, nemlig det efter ”posten”, og det er der ikke. Der er ellers hele to 100-procents-grunde til at sætte det. For det ene slutter en ledsætning med ”posten”, for det andet slutter den helsætning som ledsætningen er del af, samme sted, hvorefter en ny helsætning – og dermed helmening – begynder. Og ja: Der må for pokker da godt være komma foran og! Et 200-procentskomma er hermed misset.

Her er et tilsvarende eksempel fra dr.dk, 24. oktober:

Igen et manglende 200-procentskomma – omgivet af tre latterlige startkommaer (foran "vi", "der" og "der") som man skal ignorere for at forstå indholdet.

Det andet træk er at journalisterne ofte får grammatisk komma til at se mere fornuftigt ud end det er, ved simpelthen at glemme nogle af de latterlige startkommaer. Det kan vi så kalde hyklertrækket. Hyklertrækket er mest normalt i konstruktioner som ”Det, jeg mener, er, at …” hvori journalister gerne undlader nogle kommaer. Men også den blotte glemsel af startkommaer – som det komma der i det øverste citat (gentaget nedenfor) skulle have været foran ledsætningen ”der suverænt afgør” – tæller med i hykleriet, fordi det mindre generende komma foran ”hvem” kan have været medvirkende årsag.

En særlig – og bemærkelsesværdig – afart af hyklertrækket er det forhold at journalistikken generelt med fuldt overlæg undlader startkommaer foran bestemmende relativsætninger i overskrifter (fx "Manden der gik amok"), men altså samtidig fastholder grammatisk komma som det eneste rigtige. Det vil sige: "Vi er stride tilhængere af grammatisk komma, men vi kan godt se at det ødelægger vores overskrifter." Wow! Var der nogen der sagde dobbeltmoral, eller hvorfor ikke bruge det engelske udtryk dobbeltstandard.

Mens absurditetstrækket er et udslag af falsk bevidsthed, er hyklertrækket et udslag af fornuft. Men sidstnævnte er lige så vel som førstnævnte et stort problem når man vil debattere kommatering. Det er som at diskutere ytringsfrihed med stenaldermennesker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar