onsdag den 16. september 2009

Instruktøren der slet ikke legede med ilden

Film: Pigen der legede med ilden
bedømmelse: MMmmmm (2/6)

Marketingspinnet
Hvad gør man når man står med en 2’er som på ingen måde lever op til 1’eren og kun kan skuffe massivt? Ja, når det er film, kan man jo arrangere i hundredvis af ”forpremierer” og ”snigpremierer” og således sikre at vi mange glubende fans af 1’eren – og ikke mindst af bogforlæggene – skynder os i biografen før anmeldelserne ser dagens lys.

Tanke-til-handlings-fælden er sikret: Stieg Larssons triologi er fremragende (siger jeg uden endnu at have læst 3’eren), og filmatiseringen af 1’eren, ”Mænd der hader kvinder”, med Niels Arden Oplev i instruktørsædet var mesterlig og fuldstændig vellykket. Så selvfølgelig skal man i biografen – medmindre man når at høre at filmen er en tam tv-serie klippet i stykker, og således kan regne ud at de allerede var begyndt at lave en dårlig tv-serie ud af resten før publikums- og producentkravet om at få lov til i stedet at lave film kom igennem. Men det når man ikke. Snigpremiererne sikrer at man indløser billet før den kunstneriske fadæse kommer ud.

Hermed er det mest interessante plot i filmudgaven af ”Pigen der legede med ilden” opklaret.

Det filmiske makværk
Det eneste gode ved filmen er skuespillercastet som jo var grundlagt i Niels Arden Oplevs film, og så selvfølgelig skuespillerpræstationerne, om end disse ikke får lov at gøre indtryk fordi enhver scene kun får en meter at brede sig på før der historiefortællingsmekanisk klippes videre til næste punkt på instruktørens ”to tell-liste”. Man skal kende bogen for at nå at opdage hvor fint skuespillerne anslår de rigtige træk som kan vise to bogsiders tanker igennem ét blik og en bevægelse. Især Noomi Rapace formår at udtrykke Lisbeth Salanders tanker i blikket. Men hvis også biografgængeren skal have noget ud af det, må filmen lære at dvæle de rigtige steder og give skuespillernes persontegnende bevægelse plads.

Det er faktisk det der er det altødelæggende ved filmen: Ingen stemning får lov at modnes, og ingen følelse får lov at bundfælde sig. For at føle noget overhovedet (herunder elementær spænding) var jeg nødt til at sidde og referere til den viden jeg har fra bogen, om hvad der føles og tænkes netop nu. Filmen formår ikke at dvæle for derefter at accelerere effektivt, for derefter at dvæle igen. Der er ingen musikalitet.

Og det giver det paradoksale resultat at filmen er kedelig og uden drive, men på den anden side burde have varet 6-10 timer. Altså have været mindst to fuldfede helaftensbiograffilm. Fra bogen er der rigeligt stof til 2-3 fremragende biograffilm, selv hvis man hugger en hæl og klipper en tå af det som kun fungerer litterært, og fortsat udelader bogens lange præludium hvor Lisbeth Salander ferierer på Grenada i Mellemamerika. Stieg Larsson, der virtuost har skrevet flere scener så musikalsk og scenisk at de er oplagt til film, må græde i himlen over dette købmandsskab af en 2’er – hvis græde ellers er noget man gør dér. For flere af disse fremragende scener er slet ikke udnyttet ordentligt i filmen og bliver dermed nok aldrig realiseret – i hvert fald ikke med dette cast.

Hvor lang den ellers planlagte tv-serie skulle have varet, og hvor meget der er klippet ud, ved jeg ikke. Men her har jeg på en side med stillbilleder og optagelsesbilleder fra filmen eksempelvis fundet en scene som jeg på det bestemteste ikke mener var i den film jeg så:

Heller ikke dette billede mener jeg at have set i filmen:

Syv fejlgreb
Under denne overordnede kritik oplister jeg her en række mere umiddelbare og konkrete fejlgreb og fiaskoer i filmen. Listen er kun til den for bogen (eller filmen) indviede læser. Og:

HVIS DU IKKE HAR LÆST BOGEN, SÅ STOP HER. Bogen er fuldstændig vildt god og fortjener at blive læst uden de afsløringer som jeg ikke kan undgå at implicere her. Okay, så starter listen:

1. Det er et ret vigtigt element i bogens komplekse persontegning af Lisbeth Salander at hun vælger at bruge nogle småpenge af sine milliarder til at få opereret sine bryster lidt større. Skuespiller Noomi Rapace har Lisbeths Salanders originale gajolbryster – det ser man i 1’eren – og hun kunne sagtens gå rundt med et bh-indlæg eller lignende i hele 2’eren. Lisbeths Salanders nøgne bryster er fuldstændig unødvendige i ”Pigen der legede med ilden”, og derfor undrer det mig meget at den erotiske lebbescene med Miriam Wu i filmen pensles ud og demonstrativt lader Noomi Rapace gajoler stritte op i luften idet Lisbeth Salander ligger på ryggen med en efter-sex-smøg og filosoferer med Miriam. Der er 100 pct. unødvendigt, og prisen er at filmen skider på et vigtigt element i Lisbeth Salanders udvikling. Hun er jo ligeglad med hvad andre tænker om hende, og sex er noget hun er i stand til at få når hun vil, så der ligger mange mulige personlighedslag i det faktum at hun alligevel får en brystforstørrelse. Er det en kynisk kalkule om bedre at kunne begå sig med en tilpas stor feminin selvtillid i sine forklædte og parykklæde alteregoer? Eller symboliserer brystforandringen en underbevidst fremmedgjorthed over for formueforandringen og et luksusliv hun ikke kan finde ud af at leve? Der er meget at tænke over dér. Filmen er pisseligeglad: brysterne er sparet væk, men lebbescenen er åh så vigtig. Lorteinstruktør.

2a. Endnu en hændelse i filmen er persontegningsødelæggende. I bogen fører en længere række begivenheder frem til at Miriam Wu (som bor i Lisbeths gamle lejlighed og på Lisbeths officielle adresse) har Lisbeths taske med hendes nøgler, som Wu på et tidspunkt giver videre til Mikael Blomkvist. Det er klart at en film nogle gange er nødt til at slå flere hændelser sammen i smarte ”to fluer med ét smæk-hændelser”. Sådanne smarte smæk var der også i Mænd der hader kvinder – og de var kunstnerisk og plotmæssigt vellykkede i Niels Arden Oplevs hænder. Men det er ikke skidesmart at påstå at Lisbeth da hun besøger Miriam Wu på hospitalet (hvad hun ikke tør, kun overvejer, i bogen), taber sine nøgler. Det er Lisbeth Salander simpelthen for tjekket til. Det er umuligt. Hun ville selv kategorisere mindre fejl og uforskyldte fejl som uacceptable. Og eftersom det er en fejl man selv kan gardere sig imod på forhånd, er det ikke en fejl Lisbeth Salander kommer til at begå. Umuligt!

2b. Hun almindeliggøres i øvrigt til det ulidelige i filmen. En scene der kunne vise en kant, et originalt temperament eller den elitære selvfølelse som et eller andet sted er en del af Lisbeth Salander, findes ikke. Publikum følger filmen igennem Lisbeth Salanders hele vejen igennem almindelige rationale, bestemt af begivenhedernes gang. Hun er for lidt kynisk, og hun er for forudsigelig. Og den forklædning hun i filmen iklæder sig når hun går på indkøb og bevæger sig rundt i samfundet, er ærlig talt tarvelig. I bogen er hun – selv i sin mere almindelige forklædning (ikke at forveksle med sin rigdame-forklædning som vi slet ikke ser i filmen) – mindst lige så tiltrækkende som i sit punkeroutfit. Det er hun ikke i filmen. Hun ligner slidt lort med den paryk på.

3a. Selv om den tidligere boksekendis, Paolo Roberto, der bliver indblandet i handlingsforløbet, hele to gange i filmen henviser til den lyshårede kæmpes bokseteknik, gør filmen meget lidt ud af den kampscene som Roberto refererer til, og som i bogen er et længere virtuost handlingsforløb over 6 sider hvor Miriam Wu og Paolo Roberto i flere omgange angriber den lyshårede kæmpe der ikke synes at mærke smerte overhovedet. I filmen er scenen én tam bokserunde og ikke mere.

3b. Miriam og Paolo Roberto, der efterfølgende begge indlægges på et hospital, er i filmen slet ikke så ”pyntede” som de er i bogen hvor de er seriøst gennembankede over hele kroppen og har brækkede knogler hist og her. De blå og lilla mærker er sparet væk, og Miriam er næsten lige yndig i ansigtet. I bogen ville hun blive skræmt af at se sig selv.

4. Endnu en usmart sammentrækningsscene: Den lyshårede kæmpe sætter ild til laden, og mens han blot står og glor på det, sparker Miriam Wu og Paolo Roberto sig ud på den anden side med højlydte baaahr-brøl. Ild der æder en lade, larmer måske nok lidt, og faldende planker larmer en del, men vel ikke på en måde som tilslører at mennesker som ikke må slippe væk, brøler sig ud. Den lyshårede kæmpe er en professionel banemand, og han er ikke distraheret af noget som helst. Så det sker bare ikke.

5. Da Lisbeth Salander kører tilbage på en Harley tilhørende én af de to rockere som hun – ved hjælp af peberspray og et elektrisk lammelsesaggregat – netop har gjort ukampdygtige ved Bjurmans sommerhus, gør bogen på charmerende vis en del ud af at hun er en lille lort på sådan et HD-monstrum. Så lille at hun faktisk er lidt bange for om hun kan holde balancen, og i hvert fald ikke regner med at kunne parkere den igen uden at lade den vælte. Dette formår filmen ikke at vise selv om den bruger cirka 10-15 sekunder på at vise at Salander kører på Harleyen. Et klip i profil, kunne ellers have vist størrelsesforholdet, og et klip fra Salanders perspektiv ud over styret ville ellers have kunnet vise slingeren og nervøsiteten. Men det kan instruktøren altså åbenbart ikke finde ud af.

6a. Lisbeth Salander bliver begravet efter at hun bliver skudt og det sortner for hende. I bogen tror man over flere sider, hvor handlingen krydsklipper til Mikael Blomkvist, at Lisbeth Salander er død og færdig. Og eftersom den næste bog hedder ”Luftkastellet der blev sprængt” og dermed ikke nødvendigvis involverer Lisbeth Salander, er man som læser hensat i en form for sorg over – sandsynligvis – at have mistet hovedpersonen. Anderledes i filmen: Her blinker hendes øje reflektorisk under jordpåkastelsen, og ingen sjæl er i tvivl om at hun vender tilbage som en anden plat splatter-terminator. Det var simplethen ikke nødvendigt, ligesom det ikke var nødvendigt at have hånden der graver sig op over jorden, med i traileren. Det er tydeligvis de billige marketingseffekter der har domineret kunsten – hvilket på sin vis er okay hvis man har lavet en møgactionfilm ud af det blå, men ikke er okay hvis man har en rigtig god krimi som forlæg.

6b. I bogen oplever man Salander komme til bevidsthed i begravet tilstand. Det sker langsomt. Hun opdager hun er begravet, og at hun kommer til at mangle luft. Og hun kan regne ud at hun kun har overlevet på den luft som er i hulrummet under hendes bug fordi hun er begravet i sammenkrøbet tilstand. Hun finder ud af at hun ikke kan bevæge den ene arm, men lykkes med den anden arm at få fat i et metaletui og begynde at flytte jord fra ud for sit ansigt og ind i hulrummet under sin mave. Anderledes uspændende effektjagende i filmen: Her ser man bare en hånd komme op. Man kunne jo godt have skildret hendes opvågnen i graven, men det er altså sparet væk. Vi kommer aldrig tæt på Lisbeth Salanders analytiske intellekt og overlevelsesinstinkt i denne film.

7. I den efterfølgende forløb mod filmens slutning kan filmen ikke beslutte sig til hvilken arm Lisbeth Salander ikke kan bevæge. Det skifter lidt, afhængigt af scenen.

Hermed slut på listen over det jeg vil kalde elementære kunstneriske fejl som simpelthen er uværdige i forhold til de forpligtelser der ligger i at følge op på en vellykket 1’er og en fremragende bog.

M'er
Til allersidst et par karakterer:

Bogen ”Mænd der hader kvinder”
MMMMmm (4/6)

Filmen ”Mænd der hader kvinder”
MMMMMm (5/6)

Bogen ”Pigen der legede med ilden”
MMMMMM (6/6)

Filmen ”Pigen der legede med ilden”
MMmmmm (2/6)

4 kommentarer:

  1. Jeg er tildels enig i, at "Pigen der legede med ilden" kunne være blevet bedre. Jeg har selv læst alle tre bøger mange gange efterhånden, så ville lige nævne at de billeder du ikke synes, at have set i filmen, er ikke med da de først optræder i 3'eren (i følge bogen). Det første billede viser en kampscene imellem Michael Blomkvist som først udløber sig i midten af bog 3. Det andet billede viser Peter Teleborian´, og eftersom han fylder meget i bog 3, er jeg sikker på at billedet først ses i den næste film.

    Ellers er jeg enig.

    SvarSlet
  2. Vi har lige set filmen i dag og er skuffede ligesom dig.

    Jeg syntes at du mangler et meget væsentligt kritikpunkt, og det er hele politiets opklaringsarbejde, hvor vi i bogen langt mere fornemmer at de også er ved at finde ud af at Lisbeth Salander ikke er skyldig. Stort set alle politifolkene samt samarbejdet med sikkerhedsfirmaet er udeladt, og dermed fornemmer man på intet tidspunkt at politiet er i hælene på hende.

    Vi er enige: elendigt instruktørarbejde, eller så var budgettet bare ikke til en længere film?

    SvarSlet
  3. Når jeg ikke bringer hele den manglende politiefterforskningsdel ind som et kritikpunkt, er det fordi man ikke skal forlange det umulige. Hvis denne 700-siders bog på nogen måde skal bringes ned til godt 2 timers film (eller 3 timer, som den burde have varet), så er det nødvendigt at dræbe betydningsfulde "darlings", og fraskæringen af hele politidelen synes at været oplagt, givet nødvendigheden af at skære noget væsentligt fra. Men trakasserierne mellem politifolkene indbyrdes og mellem politi og sikkerhedsfirma er både sjove og interessante (så der har du en pointe, ja), og det er også medvirkende til at jeg hævder at der i bogen er rigeligt stof til 2-3 helaftensfilm. Men givet at det kun skulle være én film, anser jeg det for en nødvendig fraskæring. Når det er sagt, mener jeg jo slet ikke at det kun skulle være én film. Jeg mener at fortællingsdynamikken, spændingskurven og persontegningerne havde stået sig bedst ved at man havde lavet mindst en 1'er og en 2'er (og mindst 6 timers film) ud af bogen.

    Men når nu det er blevet til en dårlig film, kan man jo på sin vis glæde sig over at politi-historierne ikke er med, for så ligger der en hel og uopdaget "bog" i bogen for den som kun har set filmen. Og det er da ikke så skidt.

    SvarSlet
  4. Vi kan kun håbe på en dvd-boks spækket med kapitelvis af slettede scener, men det vil selvfølgelig kun være interessant, hvis vi kan få lov at se scenerne i deres rette sammenhæng og ikke en efter en.

    I forhold til din be-/fordømmelse af filmens indhold og instruktørens prioriteringer, overvejer du da, om det i et vist omfang ikke kan tilskrives det faktum, at en stor del af publikum har læst bogen. (Jeg mener, at Oplev kommenterede det i forbindelse med premieren på 1'eren; men jeg kan desværre ikke huske, hvad han konkluderede).

    SvarSlet