torsdag den 27. august 2009

Hvis bare Balle kun var et navn

Fnis ...

Jeg ved ikke om det skal forestille en kommentar fra DR.dk’s side. I så fald er jeg – for nu at være helt alvorlig – ikke enig i implikaturen om at den pågældende dreng er sippet. Jo lidt, men jeg synes faktisk protesten kan være positiv hvis debatten om sex i det offentlige rum begynder at inddrage den vinkel at kvinders seksuelle magt og brugen af denne i det offentlige rum kan være et overgreb på unge mænd. En dreng mellem 13 og 25 skal ikke påvirkes særlig meget visuelt af entydige signaler for derefter udelukkende at tænke på sex indtil han kommer til sig selv, om jeg så må sige. Det er ikke nødvendigvis en tilstand han har bedt om at blive sat i fra klokken 9 om formiddagen. Samtidig er det en tilstand der kan få ham til at sige de forkerte ting, tage nogle forkerte beslutninger eller bruge overdreven tid eller penge på at forlænge tilstanden. En reduktion af sex i det offentlige rum hilses velkommen herfra, ikke mindst for at unge mænd bedre skal kunne koncentrere sig om deres lektier, så de kan blive til noget som kvinder gider have med at gøre.

Her er resten af artiklen:

 

onsdag den 26. august 2009

En vilje til at indvilge i at indvie


I dag, den 26. august på DR.dk.

Nå-ja, hvis man ikke lige kan finde ud af om det er indvilge eller indvillige (det er faktisk begge dele), eller om det nu er med g eller j, så kan man jo altid sikre sig ved at gøre det endnu kortere. Så bare ærgerligt at man får et andet ord ud af det.

Det minder mig i øvrigt om en tidligere sprogforbistring på DR.dk tilbage fra den 3. marts 2008:

Ja, ligefrem mægle tror jeg altså ikke hun gør. Nok snarere tværtimod. 

 

mandag den 24. august 2009

De lange briller og den kortsigtede bane

Claus Hjort Frederiksen gør mere end nogen anden politiker alt for at signalere ansvar, forudsigelighed, sikkerhed, tryghed, entydighed, stabilitet, urokkelighed, loyalitet, klarhed, jordbundenhed og troværdighed.

Men han bakkes ikke altid op af sine sproglige evner. På den billedlige, konnotative side er sproget ofte en bundvåd papkasse, en båndfalsk banjo, en nonsensagtig ligbunke af hovedløse metaforer. Man lægger måske ikke mærke til det umiddelbart, men det forklarer den frustrerende fornemmelse af indespærring eller diffuse angst man af og til ubevidst kan føle ved Claus Hjorts tale – i modsætning til fx Anders Fogh der (i hvert fald da han talte dansk) havde et sprogligt overblik som gav en form for udsyn for tilhøreren.

Claus Hjort i 21-avisen på DR torsdag den 21.:

”Arbejdsmarkedskommissionens opgave er at se, med de lange briller, hvad der er udfordringen for det danske samfund.”

”Dét er den kortsigtede bane vi opererer på, og […]” 

 

søndag den 23. august 2009

Brevkassen: Skidegodt!

Spørgsmål

Hej Martin

Så er jeg her igen med et spørgsmål til din brevkasse. :-)

Jeg er altid i tvivl om hvornår forstærkende ord skal skrives sammen med det ord de forstærker, og hvornår de fungerer som selvstændigt ord. Æh, jeg kan ikke huske de grammatiske betegnelser, så jeg må hellere komme med nogle eksempler.

Jeg ved at det f.eks. hedder 'superfin' og 'allerbedst', men hedder det så også 'skideirriterende' og 'monsterutilfreds'? Og hvad med 'megasulten'?

Jeg tror det der driller mig, er at forstærkningsdelen udtales med tryk på (og især hvis ordet også kan anvendes som tillægsord: "han var en super sælger" i betydningen "en god sælger" og ikke som en 'supersælger'), og så lyder det som om det er et selvstændigt ord, men ifølge de regler jeg kan finde, ser det ud til at de skal skrives sammen.

Håber du kan hjælpe. :-)

Svar

Hej Anja

Jeg kan godt forstå at du kommer i tvivl, for ord med forstærkende sammensætningsled udgør en undtagelse fra reglen om at vi normalt kun har ét hovedtryk i et ord.

Der er ét hovedtryk i ordet ”aftale”. Det er der også i ”særaftale”, blot er trykket flyttet fra ”af” til ”sær”. Hvis der var tryk på både ”sær” og ”af”, ville der være tale om en ”sær aftale” (adjektiv + substantiv) og ikke om en ”særaftale” (substantiv med typebestemmende sammensætningsled).

Så vidt substantiver (genstande og begreber), men det er den samme med adjektiver, og her kan man ikke engang støtte sig til en grammatisk logik, men må alene forlade sig på trykket: Om det hedder ”opad gående” (biord + adjektiv) eller ”opadgående” (adjektiv med typebestemmende sammensætningsled), afhænger af om der er to hovedtryk eller kun ét. Og så har vi balladen med de udtryk du giver eksempler på, for de forstærkende sammensætningsled er ikke biord – de er en del af ordet, men overtager ikke hovedtrykket fra det ord de klistrer sig på.

Og dette er for så vidt temmelig logisk fra et pragmatisk-semantisk synspunkt: Man forstærker jo ikke et adjektiv for samtidig at svække det ved at lade det tabe hovedtryk. Nej, der skal bare så meget tryk på som overhovedet muligt. Det er forstærkning og patos. Det er ikke fingrammatik og logos. Derfor skal udtryk som pisseirriterende, røvfornærmet og hvad man ellers kan finde på, være i ét ord selv om de – selvfølgelig – udbasuneres med dobbelttryk. Men bemærk hvordan forstærkede substantiver normalt overholder tryktabsreglen, fx ”møgkælling”, ”røvskole”, ”lorteundervisning” osv., for at kunne holde vand i udtalen af den bestemte form (møgkællingen).

MEN:

Der er en tendens til at visse sammensætningsled, såsom ”super”, ”kanon” og ”mega” er på vej til at blive accepteret som adjektiver (altså selvstændige ord) når de står foran substantiver. Også af sprogrøgtere som undertegnede. Udviklingen sker efter min bedste overbevisning ud fra følgende rationale. Nemlig IKKE at super er ved at løsrive sig fra fx ”supersælger”, men derimod at vi udelader stammen i det oprindelige adjektiv: en supergod sælger, en megastor elregning, en kanonfed koncert bliver til en super sælger, en mega elregning og en kanon koncert. Der er altså tale om et ”ufuldstændigt” adjektiv og IKKE om fejlagtig ordfragmentering af substantivet.

Den grammatiske test på om vi har at gøre med et komplekst substantiv (uden mellemrum) eller adjektiv + substantiv (med mellemrum), er at putte substantivet i bestemt form. ”En rødkælk” bliver til ”rødkælken”, men det går ikke med ”en rød kælk”. Hvis vi putter ”supersælger” / ”super sælger” ind i funktionsmaskinen, får vi det samme: ”En supersælger” bliver til ”supersælgeren”, men det går ikke med ”en super sælger”. Og bemærk så hvordan bestemtformen af sidstnævnte gerne vil fremkalde den udeladte adjektivstamme: Mens ”en rød kælk” i bestemt form bliver ”den røde kælk”, har ”en super sælger” tendens til at blive ”den supergode sælger” (efter at man måske har forsøgt sig med bøjningen ”den supre sælger”). Vi er altså stadig nødt til at genkalde den udeladte adjektivstamme når vi sætter det i korrekt bestemt form, og det understreger min teori.

Lad mig opsummere. En ”super sælger” eller en ”kanon koncert” er i dag korrekt (hvis du spørger mig), fordi ”super” og ”kanon” i de tilfælde er at forstå som tidligere første sammensætningsled i et kompleks adjektiv (fx supergod, kanonfed), men siden har overtaget rollen som adjektiv og er blevet adjektiver. Jeg håber at Dansk Sprognævn husker at de læste det her. :-)

Og husk så at møgirriterende, allerbedst og skidesmart og al den slags skrives i ét ord. Kan vi så – på skrift – kende forskel på skidesmart og skidesmart som henholdsvis det at være smart når man går på wc (ét hovedtryk) eller et forstærket ”smart” (to hovedtryk)? Nej, det kan vi ikke. Så hvis du mener det første, må du eksplicitere det.

Jeg ville gerne gennemgående i dette svar have kaldt alle ”(første) sammensætningsled” for ”præfikser”, fordi jeg gerne ville bruge et præcist filosofisk vokabular der understreger essensen ved det jeg vil kalde præfiks, nemlig at det er en forreststående del af et ord og ikke selv et ord. Desværre er betegnelsen præfiks i praksis indskrænket til små afledningspartikler som ”mis-”, ”u-”, ”for-” ”be-”, hvorfor jeg er nødt til at slå mig til tåls med det noget intetsigende ord ”sammensætningsled”.

 

torsdag den 20. august 2009

0’er og 1-taller


Berlingskes nyhedsmail 19. august 2009.

1: Så kedelig kan porno være
0 STJERNER: Eneste fordel ved filmen "Blafferen" er, at man sagtens kan se den og læse sin avis samtidig uden at gå glip af noget.

2: Madoffs manddom var mindre end hans svindel
Bernard Madoffs elskerinde fortæller alt i en ny bog – også om størrelsen på storsvindlerens manddom.

Jeg kan godt nogle gange blive en smule forvirret over det med den seksuelle frigørelse og hvad der er klædeligt at tale om hvornår og hvor. Tag nu gårsdagens nyhedsmail fra Berlingeren.

For det første: Siden hvornår er man begyndt at sætte sine pæne journalister til at anmelde genudgivet gammel porno med – jeg citerer fra anmeldelsen – ”nærbilleder af kønsorganer i mekanisk aktion og tåbelige replikker stift fremført af udtryksløse medvirkende”. Nå ja, det kan da godt være at jeg har sovet i timen, men man kunne da skåne læseren for den journalistiske udløsning når man alligevel konstaterer at filmen skal have 0 stjerner.

Eller er det netop budskabet ”porno er kedeligt, og denne anmelder læste da avis under seancen” der som en moraliserende dobbeltsaltomortale gør anmeldelsen mulig? Bemærk hvordan avislæsning agerer intellektuel ”hænderne over dynen”-askese: ”Eneste fordel ved filmen er, at man sagtens kan se den og læse sin avis samtidig uden at gå glip af noget.”

Anmelderen går da også helt fejl af genren ved i en typisk anmelderfrase at efterlyse talent: ”Det hjælper ikke spor, at amerikanske Harry Reems fra pornoklassikeren »Deep Throat« er med, og man spejder forgæves efter bare et lillebitte glimt af talent i denne beretning om en bondepige, der vil være model i München.”

Øh?

Og se så artiklen ved siden af. Det knibske (ikke at forveksle med knepske) ord ”manddom”. Hvad f..... betyder manddom? En kvalm eufemisme for penis der får det til at lyde som en gudgiven straf at have en sådan. Det er da ikke et ord man bruger, medmindre man vil påkalde sig opmærksomhed for sin egen befølingsangst.

Ja, man kan let blive forvirret i en verden af 0’er og 1-taller i mekanisk aktion. 

 

Nye anholdelsesmetoder

”Hændelsen fandt sted i 2007, hvor betjentene ville anholde en formentlig psykisk syg mand med et sværd, men forvekslede ham med en anden helt uskyldig mand.”

DR, TV-Avisen 18:30 den 18. august.

 

tirsdag den 18. august 2009

Ikke fed

Jeg hører med et halvt øre en efterlysning i Radioavisen på P4 – det er vist en pige der efterlyses. En formulering bryder igennem til min bevidsthed: ”… kraftig af bygning, uden at være fed …”.

Interessant ordvalg.

Den efterlyste er altså ikke fed, men hvad ville de have sagt hvis de skulle efterlyse én der faktisk var temmelig fed? Hvornår har de nogensinde efterlyst en fed?

Fed – dét er jo grimt at sige. Men man kan altså godt bruge ordet ”fed” som distingverende betegnelse for en person som ikke er det. Et politisk korrekt vokabular kan altså trække direkte på et politisk ukorrekt vokabular. For hvordan skulle vi ellers kunne forstå hvad ”uden at være fed” betyder?

Tænker man lidt over det, vil man komme frem til at det der i denne sammenhæng nødvendiggør brugen af ordet ”fed”, er den høflige vægren ved ellers at bruge det om konkretiserede fede personer. For når man mange gange nok bruger ”kraftig” som eufemisme for ”fed”, så er man jo nødt til at forklare sig når man faktisk mener kraftig.

Det er hverken stupidt eller unormalt, men det er alligevel en sprogtanke værd. 

 

mandag den 17. august 2009

Brevkassen: apostroffer og ejefald

Spørgsmål

Hej Martin

Skal der apostrof eller s når man skal lave ejefald på et navn der slutter med z? Med andre ord: Hedder det Hatch & Schultz' model eller Hatch & Schultzs model? Går i hvert fald ikke ud fra det hedder Hatch & Schultz's model ...

Svar

Hej Louise

Reglen er lydlig. Så det med at en apostrof erstatter s’et, gælder alt hvad der i forvejen slutter på noget der lyder som s. Derfor er dit første forslag – Hatch & Schultz’ – det rigtige. Et andet eksempel kunne være ”Karl Marx’ forfatterskab”, ”sex’ betydning for social tolerance” eller ”Schweiz’ rolle i Anden Verdenskrig”.

Håndbog i Nudansk fremstiller det noget firkantet som ord der slutter på s, x eller z, så det er tænkeligt det svar du også kan støde på hos Dansk Sprognævn, alt efter hvilken medarbejder der sidder ved spørgetelefonen. Men den eneste komplette måde at fremstille reglen på er at tale om lyden ”s” – dét er så at sige reglens logiske essens. Hvis man forestiller sig at det hed ”Schultz & Hatch”, ville jeg således også mene at det ligger inden for reglen, også selv om ch-lyden er lidt anderledes.

Som du også bemærker, er det et enten-eller. Det er forkert at skrive Børge’s Autohandel med både apostrof og s. Også engelske ord skal i en dansk tekst ejefaldsbøjes på dansk og dermed uden apostrof, fx House of Communications pressemeddelelse. 

 

fredag den 14. august 2009

Brevkassen: 00'erne

Spørgsmål

Hej Martin

Jeg har et spørgsmål til dig angående apostroffer ved forkortelser:

Skal der apostrof når man skriver 1990erne/1990'erne?

Hvad siger man i øvrigt om årene i 2000 og frem – nullerne?

Kh Louise

Svar

Hej Louise

Ja, der skal være apostrof i fx 1990’erne eller 90’erne. Det er samme stødpudefunktion som gælder fx bindestregen i 6-årig. En stødpude mellem to ”sprog”, nemlig tallenes og bogstavernes. Det er derfor både retskrivningsmæssigt forkert og også sprogligt uhensigtsmæssigt og ”uden stil” at undlade apostrofferne.

Ja, nullerne, 00’erne, 2000’erne. Det er jo det logiske hvis man regner baglæns: 40’erne, 30’erne, 20’erne, 10’erne, 00’erne. Det er tankevækkende at vi her under et halvt år før årtiets udgang ikke ved hvad det skal hedde. Jeg tror det skyldes en kombination af Dansk Sprognævns manglende vilje til udstikke dessiner og så at det ved første lyt for de fleste sprogbrugere måske lød underligt med ”nullerne”. Sig det fem gange, og så er den sygdom ovre. Selvfølgelig skal det hedde 00’erne.

Hvis nogen ved hvor længe man har talt om årtier på denne måde, og hvad man sagde i fx 1910, så bland jer endelig i denne tråd. Det kunne være interessant at høre mere om. 

 

Brevkassen: Polyamori og -øs

Spørgsmål

Hej Martin

[…]

Jeg udgiver snart min bog om utroskab, og heri nævner jeg et begreb der hedder 'polyamori' – eller ... det er så netop spørgsmålet ... Begrebet er ikke særlig udbredt i Danmark endnu, så de fleste bruger det engelske 'polyamory', men det irriterer mit danske øje – især når jeg nu gerne vil have at det bliver et almindelig kendt begreb på dansk. Derfor har jeg altså valgt at kalde det polyamori i min bog og hvor jeg ellers skriver om det. Jeg tænker at det vil være den naturlige form på dansk. MEN noget der driller mig mere, er det ord der bruges om en person der går ind for polyamori – nemlig 'polyamorøs', som jeg ville skrive (det virker jo mest naturligt når det hedder polyamori), men mange andre skriver 'polyamourøs', kan jeg se. Hvilken form vil du anbefale? :-)

Mange hilsner
Anja

Svar

Hej Anja.

Ja. Jeg er fuldstændig enig med dig. ”Polyamory” er ret skidt. Det er tydeligvis ikke dansk og vil derfor kalde på engelsk udtale, hvilket jo absolut ikke er meningen. ”Polyamori” ligger lige for, lyder naturligt dansk, er umisforståeligt og er samtidig økonomisk. Det har med andre ord alle kvalificerende kvaliteter for et nyt holdbart dansk ord. Det ligger også i tråd med ord som allegori, kategori og teori der groft sagt staves på samme måde på engelsk, bare med ”y”.

Du har også ret i at det bliver mere pebret når du skal bestemme dig for om det så skal hedde ”polyamorøs” (uden u) eller ”polyamourøs” (med u). Ud fra de fleste aspekter nævnt før – økonomi, logik og dansksproglighed – bør ”polyamorøs” (uden u) være det rigtige, men vi må konstatere at sidste del af sammensætningen, nemlig adjektivet ”amourøs”, staves ”…mour…”.

Jeg er selv på vippen her, men med henvisning til at den gudefigur ordstammen henviser til, faktisk hedder Amor på dansk, ville jeg føle mig rigeligt legitimeret til at droppe u’et. Omvendt legitimerer u’et i amourøs uden tvivl sammensætningen polyamourøs.

Vi er altså ude i at du skal vælge mellem på den ene side den tilsyneladende inkonsekvens i brugen af ”polyamori” uden u og ”polyamourøs” med u og så på den anden side den retskrivningsmæssige politiseren i at droppe u’et i polyamorøs.

Jeg synes du også skal spørge Dansk Sprognævn, for jeg er ikke professor i orddannelse og etymologi. Det jeg er dygtig til, er sprogets tværsnit: Hvordan fungerer nutidssprogets elementer i forhold til hinanden? Ikke det historiske, etymologiske længdesnit som der vitterlig findes eksperter i hos Dansk Sprognævn og omegn. Og så kunne det være spændende at få deres svar præsenteret her i tråden. Jeg tror ikke de vil give et klart svar, men jeg gætter på at de hælder til polyamourøs med ”u” fordi amourøs i deres retskrivningsordbog nu engang staves som det gør.

Jeg har ingen stærk mening om det, fordi det er et valg mellem to konsekvensbrud. Men jeg hælder selv til at du giver dit bidrag til retskrivningens sunde udvikling og dropper u’et – så kan vi se om amourøs om 15 år følger med. 

 

onsdag den 12. august 2009

Deadline har brug for udtalepædagog

Peder Skyum-Nielsen har ret. Talesproget afjappes efterhånden flere steder i medierne så hurtigt at det begynder at blive et reelt problem for vores sprog. Blandt andet forsvinder bøjningerne, og de er faktisk betydningsbærende og strukturerende elementer i sproget.

Deadline på DR2 leverede den 25. juli i et indslag om Grækenlands håndtering af flygtninge et skrækeksempel på jap. På skrift er det selvfølgelig ikke helt det samme, men prøv så bare at læse disse passager fra indslaget op i hurtigt tempo. Så kan du nok genkende kadencen:

[…] mens bulldozer ryddet lejren, kørte politiet væk med de beboer der ikke havde nået at gå under jorden, da det allerede rygtes dagen før at en større politiaktion var under opsejling.

[…] Det drejer sig både om politiets ofte hårdhændet behandling af emigranter og flygtninge, […]

De rigtige bøjninger af de understregede ord er naturligvis:

bulldozere
ryddede
beboere
rygtedes
hårdhændede

Især den sidste, hvor kort tilllægsform skal bøjes i bestemt – altså fra fx ”en afleveret bog" til "den afleverede bog” – er flere steder i nyheder m.m. så absolut 100 procent væk i udtalen at det lugter af at den også er væk i visse journalisters bevidsthed om sproget. De siger simpelthen ”den afleveret bog”.

Én ting er at vi ikke udtaler endelserne som vi staver dem. Endelser som staves ”…et”, udtales ikke med t, end ikke med hårdt d, men med blødt d (ð) – som fx i ”jeg har gået på skibet hele dagen, og intet kan røre mig”. Vi udtaler normalt heller aldrig endelser distinkt. En endelse som ”…eðe” bliver til den mindst mulige markering hvor den sidste stavelse ”ðe” bliver et undertrykt æð-grynt. Men hermed markeres bøjningen dog alligevel i normalt sprog. 

 

søndag den 9. august 2009

Medlem af en faldgruppe?

Vejen til den første "rigtige" tekst

– retskrivningskursus til Dansk Magisterforening

Vejen til det korrekte sprog kan være lang hvis man aldrig har interesseret sig for at skrive. Det danske sprog har nemlig sine faldgruber. Mange oplever at de mangler viden og konkrete redskaber til at begå sig i sproget når først de sidder i saksen og skal publicere rigtige tekster som offentligheden skal læse. Men sådan behøver det ikke at være! Med lidt sproglig indsigt og øvelser bliver det lettere at undgå sprogets faldgruber og se dets mulige guldgruber. Dermed bliver vejen til den første rigtige tekst også meget kortere.

;-) 

 

lørdag den 8. august 2009

H1N1, en virus i vore medier

Det er formentlig kun en irrationel angst for at begå hybris som forhindrer mig og andre i at sige klart fra over for det H1N1-hysteri den daglige mediedagsorden piskes op med. Hvis man sagde at det var noget pjat, skulle det da lige passe at man selv gik hen og døde af det.

Det er selvcensur byggende på frygt. Minder det om noget?

Men hvis man tillader sig at stole på at læger og andre videnskabsmænd og -damer kan deres kram, så burde man også uden frygt kunne konstatere at svineinfluenzaen hverken er værre eller bedre end en hvilken som helst influenza-epidemi.

Mediestormen fodres højst sandsynligt af erhvervslivets frygt for at tabe penge (og af medicinalfirmaers udsigt til at score kassen). Men hvor er vi henne hvis erhvervslivet ikke tillader at vi lægger os syge i et par uger, og derfor hellere hjernevasker os i et besynderligt samarbejde med medierne og politikerne? Hvad ville vi for bare 20 år siden have kaldt sådan et fremtidssamfund? 

 

Folfotingshmldmgrrhppffs blok

Blok? Hm, ja, det kan være svært at slippe af med sit image.

(Ja-ja, jeg ved da godt at det er et gammelt klip, men forskrivelser holder sig evigt unge.)

 

onsdag den 5. august 2009

Science-center – hvorfor?

Om provinsavisens anglofili og den internationale gigant der taler dansk for døve ører.

Så har et nyt … øh … ”science-center” fået sit navn.

Okay.

Og hvad er navnet så?

A-ha, Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter. Et godt og velklingende dansk navn – og fuldstændig korrekt affattet. Tak, A.P. Møller.

Er journalisten på Dagbladet klar over dette, eller har han/hun ikke set billedet?

Men er det så ikke bare en åndssvag redaktør der har ændret overskriften?

Jeg tror simpelthen jeg lægger mig. Godnat!

...


 

mandag den 3. august 2009

Skælvet

Jeg modtager Berlingske Tidendes nyhedsbrev Berlingske Morgen fordi jeg engang – efter en dejlig quiz – kom til at sætte et kryds i ”ja”, og fordi jeg siden har fundet at det er et så retvisende nyhedsoverblik at jeg kan holde ud at skimme det, og af og til også klikker ind på en artikel. Det betyder naturligvis at Berlingske i højere grad står for skud på denne blog, hvorfor jeg skriver dette lille, venlige forord.

Som mange andre nyhedsbreve putter Berlingske Morgen flere overskrifter op i emnelinjen, der således bliver sektionsopdelt med lodrette sektionslinjer mellem overskrifterne. Og det er ikke nogen ubetinget god idé. Hvorfor? Jo, på grund af fænomenet kontekstdannelse. Vi læser tingene i en sammenhæng.

Det betyder at man skal være meget omhyggelig med at sådanne sammenstillede overskrifter ikke skaber utilsigtet semantisk interferens. Siden februar har denne omhyggelighed tilsyneladende hersket, men før da registrerede jeg et par interessante tilfælde.

Først lidt af en klassiker, som jeg synes danner fantastiske billeder:

16. december 2008
Danmark ramt af jordskælv | Bagger er landet i København

En måned senere:

16. januar 2009:
Miraklet på Hudsonriver | Pirater frigiver danskejet skib |

Og endelig en mere subtil én – hvis man vil:

3. februar 2009:
5600 ramt af fyringsrunde i SAS | Pasning truet af kaos | …

 

søndag den 2. august 2009

Det kan jo smutte, det skidt

Hovsa, hvad søren står der dér?:

Hm ... lad mig lige klikke ... ind ...

...

Ah!

Ja ja, det kan jo smutte, det skidt. 

 

lørdag den 1. august 2009

Prins Henrik aldrig mere! Længe leve Prins Henrik!

Jeg må tilstå at jeg morede mig over navneforskere, livsstilsguruer, modemeningsindehavere, studieværter og royalrouge-presse til hobe da H.K.H. Joachim Holger Waldemar Christian sammen med H.K.H. Prinsesse Marie, tidligere Marie Agathe Odile Cavallier, valgte at give hendes førstefødte og Joachims tredje barn det gode danske – og totalt umoderne – navn Henrik.

Derved har vi fået en ny ”Prins Henrik” (… Carl Joachim Alain) og den gamle ”Arngri” slipper sandsynligvis omsider af med at hedde ”Prins”.

Det er ikke kun en cærlig cadeau til gammelfar, men også skakmat til de modemeningsindehavere som i ramme alvor troede at det kære barn ville få et af så masseudstemplede og segmentsnedsynkende navne som Lucas eller Victor og i den dur. Næ, Henrik er, når alt kommer til alt, et superoriginalt navn netop nu, og så er det en gave til farmand Henrik i dobbelt forstand. Respekt!